FOTO Kevin Rawlings
Jeg befinder mig i et mødelokale sammen med fire medstuderende. Få meter fra mig kan jeg høre en overbelastet computer kæmpe for at gemme for 74. gang og et dybt suk over et netop gennemlæst metodeafsnit. Vi er i starten af juni og i færd med en 12-timers-eksamensmarathon (på tredjedagen). En stor opgave på 99,6 sider skal afleveres om en uge. Hjernen kører i ring, kroppen er blevet resistent over for koffeinen i kaffen, og ord som ”såfremt” og ”ydermere” hopper og danser på skærmen foran mig: Eksamensslutspurten er i gang.
TEKST Helle Breth Klausen
Jeg befinder mig på en solvogn med mindst fem tyske turister liggende på solvognene ved siden af mig. Få meter fra mig kan jeg høre vandplask og tonerne af en spansk udgave af et ”Absolut Summer”-album. Vi er i slutningen af juni og i færd med at holde ferie på en af De Kanariske Ø’er. En stor is skal kværnes, før den smelter om lidt. Hjernen kører i ring, kroppen er blevet resistent over for koffeinen i coladrinken, og ord fra kryds og tværsen hopper og danser i bladet foran mig: Sommerferien er i gang.
Til trods for, at der er ligheder i de to ovenstående scenarier, så kan det vel næppe gå nogens næse forbi, at krop og sind i eksempel nummer et var ved at give op som følge af eksamensstress – og at selvsamme krop og sind med fuldt overlæg overgav sig til ferie i eksempel nummer to. Kontrasten er til at tage og føle på, og jeg er ikke i tvivl om, hvilket scenarie, jeg helst så, gentog sig noget oftere. Men det forholder sig jo sådan, at begge er en del af livet som studerende. Det er ikke svært at kende forskel på, og man ved, at man har mulighed for at spare op til at befinde sig i hvert af de to scenarier hvert år.
Hvad, der til gengæld ikke kan spares op til, – hverken mentalt eller økonomisk – er overgangen. For hvordan kommer man lige fra [sic] til sangria – og vice versa? Det kan godt føles som om, man ikke har kørekort til hverken eksamen eller ferien, når man står midt imellem. Man drømmer sig væk fra indholdsfortegnelse og gyldighedsevaluering, når man sidder midt i eksamen, men kan alligevel ikke helt slippe perspektiveringen, når man sidder flere tusinde kilometer væk hjemmefra (okay, det kan godt være, at sidstnævnte er lidt nemmere at få skubbet ud af hovedet igen, men alligevel).
Vi har balladen igen, når kalenderen nærmer sig slutningen af august. Studiestart er lige om hjørnet, og feriehovedet skal lægges på hylden – tænkehovedet skal igen på arbejde. Selvom studiestart sædvanligvis er spændende og udfordrende, så er det også altid hårdt at skulle op i gear. Man skal ind i rutinen igen; noget man til sin (min!) store forbavselse godt kan finde på at have glemt. Det er lidt som at skulle lære at cykle igen – man ved, man kan, men balancen skal lige findes.
Man behøver ikke nødvendigvis at have førerbevis til både studie og ferie fra første færd. Det er okay, hvis det lige tager nogle dage at få kørt hjerne, krop og sind tilbage i position. Nogle gange skal man også bare springe ud i det og forsøge sig med den der ”leve i nuet”-filosofi. Også selvom man ender lidt i grøften (eller Universitetssøen). Hvis man har lige dele fornuft og humor med sig, har jeg erfaret, at disse fungerer som udmærkede airbags. Og så er der jo altid weekenderne, når man trænger til en time out fra overstregningstuscher og computere (og hjerner) på overarbejde. Og så er der jo altid sommerferien næste år.