Tekst: Rasmus Lund Nielsen
Anmeldelse af Karl Ove Knausgårds Sjelens Amerika
Karl Ove Knausgårds Sjelens Amerika er det nyeste skud på stammen, fra manden der ikke længere er forfatter, men forlagsmand. Det er en essaysamling, der samler sytten essays fra perioden 1996 til 2013. Heraf er fire ikke før publiceret, mens resten er udgivet i tidsskrifter og i andre udgivelser. Den inkarnerede læser har altså haft adgang til mange af teksterne ad andre veje, men det betyder ikke, at samlingen er en gentagelse. Hvis det er en gentagelse, er det i kierkegaardsk forstand, altså en gjentagelse. Samlet fungerer teksterne som rammen udenom Min Kamp. De anskueliggør og konkretiserer overvejelserne før, under og efter.
I det første essay brækker han sig så lydløst som muligt. I det næste sanser han universets former som en ungdommelige og kunstnerisk erfaring: ”På kne foran toalettskålen forsøker jeg å spy så lydløst som mulig.” Og som kontrast: ”I en og samme bevegelse fjerner kunsten oss fra og fører oss nærmere verden, den skyomspente og langsomt bevegende materien, som også våre drømmer er laget av.” På den måde går bevægelsen fra det laveste til det højeste, fra det kropslige til det sjælelige. Følelsen af at være fremmed i verden er grundlæggende, men med kroppen som det medierende led til en form for fælles erfaring, autencitet og erkendelse. Det er på en gang en meget konkret følelse af at være i, og falde ud af, verden. Problematikken er med andre ord den samme som i romanserien Min Kamp.
Hvis han brækker sig i det første essay, så skider han i midten Det sitrer helt ud i fingerspidserne, der er noget, der presser sig på, om man så må sige. Det er det, der er drivkraften, og som fordrer det kompromisløse: han gir faen i det hele! Det kompromisløse er ligeså følsomt, som det er vredt: ”hver gang jeg løfter blikket fra skjermen, og møter mitt eget blikk i vinduet, raser noe sammen i meg.” Her sidder det følsomme i øjnene, og det er samtidig her, han ser sjælen. Øjnene ældes ikke ligesom ansigtet og resten af kroppen, det er en vigtig skelnen. Det er det, han diskuterer med Descartes i essayet ”Alt som er i himmelen” og mere ligetil i ”Øyne”: ”Overalt vil øyne gli forbi, de lyser som små lykter i de ellers stive, grove ansikter, og hver gang jeg ser inn i et av dem, får jeg en fornemmelse av et særskilt nærvær.” Det er altså i øjnene, vi er ene. De sidder midt i al den kropslighed, vi er fælles om.
Det er klart, man kan have indvendinger til romanprojektet og deraf også til nærværende samling. Der var for eksempel for nylig, en der fortalte og kritiserede Min Kamp for at være vammel – jeg tillader mig at tilføje, at han også sagde kvalm. Men det er vel det, der retfærdiggør romanprojektet og nærværende essaysamling som sådan, at man må helt ned i det kropslige og helt ned i navlen, før man kan gøre sig forhåbninger om at se noget, der er større.
Jeg videresender de varmeste og mest oprigtige anbefalinger!
Karl Ove Knausgårds Sjelens Amerika.
Vejl. udsalgspris: 399 kr.
Essaysamlingen bliver oversat til dansk i 2014.
