Spring til indhold
Hjem » Artikler » Kamæleon & løvemor – en snak med Karen Mukupa

Kamæleon & løvemor – en snak med Karen Mukupa

  • af

En blæsende junidag møder Delfinen en utrolig veloplagt og smilende Karen Mukupa i Øksnehallen til en snak om hendes nye plade, Afrika, originaler, venskabet med Natasja, og det at blive mor.  

Tekst & Foto: Anna Eva Heilmann & Trine Møller

Udstillingen Africa Reframed, i Øksnehallen danner ramme om vores møde med sangerinden Karen Mukupa denne næsten solrige onsdag. Med en gruppe udvalgte fotografier giver udstillingen et anderledes indblik i et alsidigt kontinent, der er meget mere end de stereotyper man ofte støder på i medierne. Og der er en grund til, at Karen har foreslået at mødes her, for som navnet vidner om, er Karen et sprudlende og gennemsympatisk produkt af en dansk far og en zambiansk mor.

Derfor er det hende også meget påliggende at få folk til at åbne øjnene op for nogle andre perspektiver omkring det afrikanske kontinent, ikke mindst fordi hun føler at mange stadig har en ret stereotyp forestilling om Afrika;

“Der er mange, der bliver overraskede”, fortæller hun. “Jeg tog f.eks. mit band med, og de er faktisk okay berejste, men stadigvæk havde de et helt stereotypt billede af Afrika. Vi kom til Kenya, som er et sted, hvor de er ret langt fremme i skoene, og mine venner var enormt overraskede over, at folk festede som vi gør det her, at de gik ud, at de havde iPads. De har jo de samme drømme og tanker i Nairobi, ønsker sig også den nye iPhone, og der er selvfølgelig også kunst, musik og design.”

Det meste af barndommen blev tilbragt i Tanzania, inden Karen som 15-årig flyttede alene til Danmark. Og selvom hun taler et fuldstændig flydende dansk og føler sig helt hjemme, lever det afrikanske samtidig også indeni, forklarer hun, da vi sætter os ned over en kop kaffe:

“Min kæreste – vi er ikke gift – spørger altid; ‘skal du have stærk kaffe eller børnekaffe?’ og jeg svarer altid afrikansk kaffe!! Og det betyder altså stærk kaffe med mælk og masser af sukker”, siger hun lidt undskyldende, og snupper en sukkerknald mere.


Kulturchok

Du kom til Danmark som 15-årig, hvordan oplevede du det?

“Når jeg tænker tilbage, var det virkelig et kulturchok. Jeg kom herop som 15-årig uden mine forældre og  boede på Djursland det første år på sådan et hippiekollektiv – “Utamaduni”. Det er sådan et sted, hvor en gruppe danskere  tager til Afrika og danser afrikansk dans, og derefter tager tilbage og underviser – sådan virkeligt bundhippie-agtigt, hvor mændene kom ned nøgne til morgenmad. Mine forældre skulle flytte fra Tanzania til Zambia, men det havde jeg bare ikke lyst til, og så var det meningen at jeg skulle herop for at få en videregående uddannelse og så tage tilbage igen.”

Det skete ikke!

“Haha, nej, sådan endte det ikke! Men så jeg kom op til denne her friskole, hvor vi havde enormt meget selvbestemmelse, og det var meget anderledes end de engelske og internationale skoler, jeg var vant til, hvor der herskede en del mere kæft trit og retning, hvor og man blev slået over fingrene, hvis man gjorde noget forkert. Her havde vi enormt meget frihed, måtte feste og drikke og jeg befandt mig pludseligt i et meget kreativt miljø, hvor min musiklærer opfordrede mig til at bruge energi på musikken og skubbede mig i en retning af ‘hey, jeg må godt drømme om at blive musiker’.  Jeg havde egentligt altid haft en force i helt fra barn af at jeg gerne ville lave musik, men mine forældre ville nok hellere have mig i en mere boglig retning, så musik var måske ikke noget jeg fik vandet der. Men det fik jeg til gengæld på friskolen! Min musiklærer skubbede mig, og det var på én og samme tid befriende men også angstprovokerende.”


Friskole og frihed

Gennem ungdommen, fortæller Karen, havde hun generelt megen frihed. Det er noget hun i dag mener mener både har haft fordele og ulemper. Det har gjort hende selvstændig, men samtidig også resulterede det på et tidspunkt også i en spiseforstyrrelse.  

“Efter et år flyttede jeg hjem til mine bedsteforældre i Søborg og startede på det Fri Gymnasium. Her turde mine bedsteforældre måske ikke helt sige nej til at jeg måtte tage i byen og sådan noget, så jeg opdrog lidt mig selv. Så jeg har måske endda haft lidt for meget frihed på nogle punkter. Jeg endte faktisk med at få lidt bulimi i de år. Senere har jeg jo fundet ud af, at bulimi har meget med kontrol at gøre, jeg tror simpelthen, det havde noget med at gøre, at jeg følte at jeg ikke havde noget kontrol, måske fordi jeg følte, at der ikke var nogle, der satte nogle grænser for mig, så jeg følte måske at her kunne jeg kontrollere noget. Jeg savnede  næsten, at der var nogen, der gav mig skældud – hvilket er sjovt, for lige i den alder, har man jo netop svært ved at fortalt, hvad man må og ikke må.”

Så det har præget dig, at du havde så meget frihed på det tidspunkt?

“I dag ville jeg ikke undvære, at det var sådan det skete. Jeg tror det har gjort mig til den jeg er på godt og ondt. Jeg kan måske godt savne lidt at mine forældre havde insisteret “gå nu på en eller anden skole,” eller “lær et eller anden instrument” for mig var det bare vokal, og det er faktisk nu musikbranchen råber efter nogle kvinder, der kan spille noget musik. På den anden side, så havde jeg måske ikke lavet musik stadig, hvis jeg havde nogle forældre der havde sagt “det er denne her vej”.

Men ja, det har gjort mig til den, jeg er, og jeg er meget frihedselskende – enormt meget – har også en mand, der laver mad og har travlt på sin egen måde, det jeg synes er dejligt, at han kan have sit liv, og jeg kan have mit helt eget liv, men at vi kan mødes derhjemme, eller på vores rejser, vi tager enormt mange rejser. Det har også gjort mig utrolig selvstændig, men på mange punkter også et rodehovede! Heldigvis har jeg læst at de mest intelligente mennesker er rodehoveder!” Siger hun med et glimt i øjet.


Natasja

I dag bor Karen på Islands Brygge, for da hun kom til Danmark boede veninden Natasja der, og derfor føltes det hurtigt som et andet hjem. Dengang lignede det noget fra Østberlin, nu er det blevet lidt for pænt og mondænt, mener hun.

“Vi var ret tætte, Natasja og jeg. Vi mødte hinanden på Midtfyns Festival, og blev hurtigt ret fascinerede af hinanden.  Jeg tror hun var fascineret af, at jeg lige var kommet fra Tanzania den sommer. Jeg syntes hun var så fascinerede, fordi hun var sådan en lille trold med dreadlocks og perler i håret, og jeg tænkte ‘hva’ fanden’, sådan en afrikaner har jeg aldrig set før!”

Mødet med Natasja kommer også til at have betydning for Karens musikalske aspirationer:

“Vi holder kontakten indtil jeg flytter til København året efter og begynder at komme på nogle reggae-klubber. Jeg skriver allerede dér nogle tekster, og jeg vidste faktisk ikke hun skrev, før jeg på et tidspunkt ser hende stå  oppe ved mikrofonen og rappe –  og hun gjorde det jo overdrevet godt! Allerede dengang havde hun accent og flow og det hele spillede bare, og jeg måtte gå hen til hende og sige “kæft hvor er du dygtig, og jeg skriver også! Og hun sagde; “vi er søstre, vi skal holde sammen!” Kort tid efter fandt vi sammen med en tredje pige ud af, at vi skulle lave det her band – No Name Requested. Hun kaldte sig Sister Livingstone, og jeg blev Zambone,  fordi vi fandt en dyrebog, hvor der var en løveart, der hed Zambone.

Nougatmus

Allerede efter tre måneder tager det fart med No Name Requested, da de spiller sammen med Queen Latifah. Her blev det dog også klart, at musikbranchen på mange måder var lidt af en drengeverden.

“Jeg kan huske vi fik en anmeldelse, vi selv syntes det var vildt diskriminerende, hvor anmelderen  kaldte os “nougatmus”! Mange år efter, efter Natasja gik bort og jeg skrev Natasja-bogen sammen med Rasmus Poulsen, læste jeg dog den anmeldelse igen – og den jo egentlig rigtig fin, og roste os jo helt vildt. Men vi var de nogle af de eneste piger, der rappede på det tidspunkt, og jeg tror det var en fordel at vi var tre piger, der holdt sammen,for det var noget af en drengeverden vi var trådt ind i, og de pegede fingre af os, syntes vi var ret platte. Men jeg tror det var fordi vi var ret gode til det vi gjorde, og fordi vi turde stille op til freestyle battles. En af de største komplimenter vi fik var ‘I er bare nogle af drengene!’ og vi syntes bare yes, mand! Så har vi ligesom opnået det.  Dengang skulle man jo bare ligne en dreng,så meget som muligt,  nu skal man jo bare næsten ligne en pornostjerne!” Hun griner højt, “haha, nu får jeg vist nogen på nakken!”

Kamæleon

Følte du dig anderledes, da du kom til Danmark, følte du, at du skilte dig ud?

“Jeg følte mig helt sikkert på mange måder anderledes, men måske fordi  jeg kommer fra en blandet baggrund, så er jeg lidt af en kamæleon. Jeg lærte dansk som 10-årig, og det er virkelig en stor nøgle at komme ind til folk og kulturer. Så fordi jeg snakkede dansk uden accent, kunne jeg camouflere at jeg måske indeni godt kunne mærke, at der var ting, der stred mod hvad jeg syntes var normalt – at man f.eks. I skolen kunne sige læreren imod og sådan noget. Men jeg havde også en trang i de år til også bare at passe ind, at være ‘helt’ dansk.”

Dit nye album er, så vidt vi kan forstå, inspireret af den politiske stemning, om den ‘os og dem’ – kultur, der er på fremmarch. Er det noget du føler er anderledes,end da du først kom hertil?

“Det er meget anderledes ja! Det Danmark jeg lærte at kende i 70’erne og 80’erne, var et land, hvor man favnede alle. Når jeg tænker tilbage, så var det sådan en avanceret hippiekultur på en eller anden måde, hvor der bare var plads til alle, og man følte sig enormt velkommen. Nu synes jeg virkelig at kunne mærke en hård tone, og en hård politisk tone, hvor man peger fingre af folk, der er anderledes. Danmark er smuk på sin egen måde nu, men det er bare bleve for firkantet på en eller anden måde, og der er ligesom ikke plads til at være anderledes, eller at snakke dansk på mærkelig måde -og det er måske lidt løgn, for så er der sådan en som Sivas, som virkelig har gjort det godt, så der er jo undtagelser. Og det er jo også én selv, der begynder at have fordomme. Der hvor mine forældre bor, der kom en mand gående, han så lidt sur ud, og jeg nåede at hviske til min mor “han er sikkert racist!”  – helt åndssvagt – og da han så kom ned ad trapperne viste det sig jo at han var vildt sød og smilende og jeg tænkte “ej okay, en fordom jeg også har, hvad er det for noget”! Sådan havde jeg måske ikke tænkt, dengang jeg kom til Danmark, der var det bare sådan et smørhul – et eventyrland. Det kan godt være folk siger vi var blåøjede, men det var sådan en oase – der var rulletrapper, der var Tivoli!”

Er det et politisk album?

“Jeg har undgået lidt at gøre det, jeg synes ikke selv jeg er særlig god til at være politisk – igen for at nævne Natasja – hun var utrolig fantastisk til det, selvom hun ikke egentligt fulgte med i politik! Jeg kommer nok aldrig til at dele vandene, som hun gjorde, jeg er nok mere typen, der gerne vil pakke tingen ind – kamelæonen, der bare gerne vil passe ind, så godt jeg kan. Men der er nok alligevel en løftet pegefinger; den næste single der kommer ud, den hedder “Yndlingssted”, og det handler om det overforbrug, vi har. Jeg føler, at mange af de numre jeg ligesom laver, har lidt en løftet pegefinger til den tid vi lever i nu, det der med at tingene går for hurtigt som f.eks. På Facebook og Instagram, hvor det skal helst være den perfekte verden vi udstiller – noget jeg selv er slave af. Så albummet har nogle løftede pegefingre, nogle budskaber og holdninger, men jeg har ikke lyst til at være den, der skal stå på barrikaderne og råbe politikerne ned.”


Brobyggeri

For Karen er kunst, og i særdeleshed musik, et fremragende værktøj til at bygge bro mellem mennesker. Og for hende personligt er det vigtigt altid at prøve at bygge bro, fordi hun netop besidder to sider, to kulturer. En ren dansk plade, eller en ren afrikansk ville ikke være muligt for hende at lave.

“Musik er en rigtig vigtig bro til at komme hinanden ved. I forbindelse med mit kommende album , hvor jeg for første gang prøver at skrive på dansk, så har jeg også skrevet et nummer, hvor der er blandet Swahili ind i. Nogle  syntes at det var dumt at bruge Swahili, men jeg tror at musik er universel. Den genre jeg prøver at dyrke, afrobeats, kan jeg se, er en enorm fin brobygger fordi der er en  undergrundskultur herhjemme, der er begyndt at dyrke det ret meget. Bare for ti år siden, hvis man hørte afrikansk musik i Afrika var det meget traditionel musik, men så har de unge dernede taget den mere vestlige stil til sig og blandet det med de traditionelle afrobeats og gjort det til deres eget – og så har franskmændene, englænderne og nu danske rappere altså også taget noget af det til sig. Jeg så endda at på Remees åbningsaften på Arch at de ville spille “alt fra EDM til afrobeats” og jeg tænkte ‘what – okay, så er det kommet dér’! Så det er en genre, der er nem at tage til sig, og derfor tænker jeg at det er et fantastisk sted at starte, hvis man vil bygge bro.

Jeg kan faktisk ikke lade være med at prøve at bygge bro. Jeg skrev et par børnebøger, bl.a. en der hedder ‘Prinsessehistorier fra hele verden’. I virkeligheden skulle den bare starte med at være prinsessehistorier herfra Europa, men ja, så fandt jeg jo nogle fra Zimbabwe og Japan, bare for at få det hele smeltet sammen. Jeg synes, det er så vigtigt, vi lever i en global verden. Vi skal selvfølgelig være stolte af vores danske værdier, vi kommer fra et skønt lande, med enormt mange muligheder, men jeg synes, vi skal passe på ikke at lukke øjnene, vi skal  turde kigge ud. Det er noget jeg siger til alle unge er “tag ud! Tag ud og se verden!”


Now in Danish

Det er dit første album på dansk – hvorfor det?

“Jeg syntes jeg var kommet til et sted,hvor jeg godt måtte udfordre mig selv. I lang tid havde jeg ikke haft mod til det, for det første fordi jeg var bange for at mit sprog ikke var godt nok. Ikke at jeg skal sammenligne mig med Natasja, men hun kunne skrive nogle fantastiske ikoniske tekster, og desværre har jeg lidt oplevet at selvom mine forrige plader har været på engelsk, så blev jeg lidt sammenlignet med hende, selvom det overhovedet ikke havde noget med hende at gøre, og vi var meget forskellige. Så jeg har syntes ikke det rigtigt var passende at skrive på dansk før nu, men med det her album så var det sådan, nu er det på tide at udfordre mig selv, og måske var jeg også blevet “dansk” nok – nu drømmer og tænker jeg på dansk, så hvorfor ikke prøve det? Jeg har også kunne se, at at der var en ny generation af rappere, der turde at skrive nogle ting på dansk, der måske ikke var helt korrekt dansk. Og så tænkte jeg, okay, lad os bare prøve det!

Det var enormt grænseoverskridende, for jeg følte det var at blotte mig selv. Engelsk har måske været nemmest for mig, men det var også samtidig nemt ikke at give så meget, nemt at smide et ‘bla bla, I love you’. På dansk vidste jeg at folk ville tage det og analysere det på en anden måde.  Det var også vigtigt for mig, måske ikke at vise tænder, men at det ikke blev et tandløst album.  Mange af mine engelske ting har været lidt tandløse, igen er det fordi jeg gerne vil passe ind og ikke såre nogen, men det fandt jeg ud af, at man ikke kommer langt med; det er fint nok, men det rører ikke rigtigt nogen. Så jeg følte at denne plade skulle kunne ikke bare røre mig, men også kunne gøre  noget noget ved lytteren. Derfor har det været en udfordring, og vigtigt at lave på dansk.”


En hyldest til originalerne

Den kommende plade er en hyldest til originalere, dem, der skiller sig ud og det uperfekte. Og det er noget, der ligger Karen meget på sinde at favne, for der er brug for dem, der kan tænke ud af boksen. Det er også det råd hun giver til unge mennesker, der starter på noget nyt, for man behøver ikke at vide, hvad man vil være som 5-årig, mener hun, man skal  tillade sig at tage nogle afstikkere.

“Ingen af os er perfekte på nogen måder, og igen, vi lever i sådan en online-verden, hvor det hele virker perfekt. Når jeg tænker tilbage til Danmark i min barndom, da det stadig for mig var et eventyrland, var det også samtidig et uperfekt land, med kvinder med hår under armene. Jeg synes faktisk de smukkeste og mest interessante mennesker, jeg kender, det er dem, der er uperfekte på en eller måde – og det er så vigtigt at der er plads til dem, der er skæve.

Der er al for stor fokus på perfektion, selv børn i dag skal have modetøj, gå til ballet og fodbold på én gang, og kunne alt muligt inden de bliver tre. Det synes jeg er alt for strømlinet, lad os dog udvikle os på hver vores måde, det er det, der gør verden både mere farverig og sjov at være i – og det synes jeg skal hyldes. På mit album udtrykt i et nummer om mit krusede hår,men det er altså også hvis du har kruset rødt hår -eller grønt hår!  Det er til alle mennesker, der skiller sig lidt ud. Vi skal turde ikke bare at følge et skema, at være os selv. Jeg tror det er det, der gør os til større mennesker, til roligere mennesker. Så tag ud og se verden, mærk den. Og tag måske lidt længere ud end normalt, måske Sydamerika – eller Afrika!”


Moderskab og tabu

Karen havde altid forestillet sig, at hun skulle være mor i ung alder. Med fire søskende, og opvokset med masser af børn omkring sig, virkede det som det mest naturlige. For tre år siden blev hun og kæresten Nikolaj Kirk så forældre til datteren Tikki, men det skulle vise sig, at blive en større udfordring end forventet.

“Jeg kommer fra en kultur, hvor man er noget, når man har fået børn. Hvert år Nikolai og jeg tog tilbage før vi  fik hende, var alle sådan “when are you having your child?”. Fremmede kom og tog på min mave og begyndte at bede. Så vi prøvede i lang tid, og fik så endelig Tiki, og så var det bare sådan: Oh my god. Det er svært at sige, for det er lidt et tabu, men det var virkelig hårdt. Jeg følte, jeg havde sparet sammen til det, og vidste alt om det, men jeg fik også et barn, der græd utroligt meget. Jeg havde haft sådan en forestilling om at jeg bare skulle være sådan en mor, der har hende med på ryggen over det hele, rigtigt African woman; jeg kan bare komme sent hjem, hun kan bare komme med, det bliver så nemt. Overhovedet ikke! Det var fuldstændig modsat, og jeg lukkede mig meget inde, hvilket jeg har fundet ud af at mange kolikforældre gør. Man kan simpelthen bare ikke overskue at ud, og så begynder barnet at græde. Bare tanken om at stå i Irma og hun fik et flip, fik mig til at føle ville afspejle mig som mor. Jeg elsker hende selvfølgelig, og ville ikke have været hende foruden, men det var enormt hårdt i starten. Hun er skøn, men egentligt ville jeg ønske, jeg havde fået hende tidligere.”


Løvemor

Karen mener det kan være svært at forlige trangen til frihed, med det pludselig at være mor, men mener også der er nogle helt fantastiske ting ved at få børn.

“Det er skønt, for jeg er blevet en anden. Nu ved jeg fuldstændig hvad jeg vil, er blevet mere bestemt på en måde. Nogle kan tåle det, andre ikke. Jeg kan mærke mig selv på en helt anden måde, jeg tror det  er et instinkt man har, man bliver en løvemor på godt og ondt. Jeg har fundet ud af at jeg har et temperament i virkeligheden. Et temperament, der har været tøjlet, hvilket jeg tror er  typisk for piger – man skal jo være den søde pige. Det er jo også en hel anden snak, også hvis vi snakker musikbranchen, og forklarer måske også, hvorfor piger  ikke tør tage en guitar op, eller hvorfor der ikke er flere kvindelige lydmænd. Jeg tror det er fordi de er bange for at dumme sig. Der tror jeg mændene er meget mere sådan ‘nårh er det måske bare her, vi trykker?’.

Det har jeg fundet ud af, bare ikke skal ske for min datter – hun må gerne få sine flips, sådan set,  for det tror jeg gør hende til en stærkere person, der tør at sige fra. Hun skal selvfølgelig ikke blive en bitch, men det er vigtigt at hun kan udtrykke sig, og så hun må gerne både blive mekaniker eller lydkvinde!”

 

FAKTA

Karen Mukupa er født i Zambia i 1973, og voksede op skiftevis i Danmark og Tanzania indtil hun som 15-årig flyttede endeligt til Danmark. Hun blev kendt med hip hop/reggae-bandet No Name Requested sammen med Natasja, og har senere bl.a. været vært på flere tv-programmer, samt udgivet børnebøger.  

Karen er gift med kokken Nikolaj Kirk og har datteren Tiki.

 

Følg Karen på Facebook:

https://www.facebook.com/mukupakaren &

https://www.facebook.com/KarenmukupaDK/

 

Og på instagram:  https://www.instagram.com/karenmukupa/

Ny EP:
Til september udkommer Karens nye EP med seks numre på dansk og swahili. Den går under den foreløbige titel “Orijinal”.
Karen spiller derudover koncert:
Aarhus den 2/9 på V58 kl. 22.Sønderborg den 23/9 på Sønderborghus kl. 21

Vejle den 24/9 på Bygningen kl. 21

Africa Reframed i Øksnehallen, København, udstilles fra 18.06.16 – 02.08.16