Spring til indhold
Hjem » Artikler » KAIZERS ORCHESTRA – INDTAGER TEATRET SVALEGANGEN

KAIZERS ORCHESTRA – INDTAGER TEATRET SVALEGANGEN

FOTO: Presse

Med Kaizers Orchestras dystre univers sætter Teatret Svalegangen rammen om en dunkel og lidenskabelig forestilling: MAESTRO.

TEKST: Henriette Hammershøj

Med udgangspunkt i Kaizers Orchestras tre første album Ompa Til Du Dør, Evig Pint og Maestro opfører Svalegangen rock-teater-bastarden MAESTRO. Du kan opleve den fra d. 1. marts til d. 31. marts.

Universet omslutter publikum
Da Delfinen til pressefremvisning møder folkene bag forestillingen og fire af det norske bands medlemmer, er det fra første øjekast tydeligt, hvilket univers vi befinder os i. Med olietønder, gasmasker og tunge velourgardiner er stemningen sat. MAESTRO er en rejse ind i et univers præget af krig, mafialignende tilstande og østeuropæisk romantik, hvor druk, hor, eder og forbandelser er en del af den dystre dagligdag. Forestillingen er baseret på norske Tore Renbergs stykke Sonny, som blev opført i Stavanger i Norge (2011).
Selvom musikken til pressemødet kun bestod af klaver, kom den energiske sigøjnerrock, der kendetegner Kaizers Orchestra, stadig frem. Med hamrende koben mod olietønder skinnede bandets musik og sjæl tydeligt igennem. Når forestillingen spilles i marts bliver det dog med fuld orkestrering.

Nordmændene nyder smagsprøven
Under en smagsprøve på en af scenerne fra stykket lyder både “kanongodt” og “superfedt” fra bandets læber.”Det er kanon, at musikken og opsætningen er anderledes,” fortæller forsanger Janove Ottesen, og instruktør Heinrich Christensen kan ånde lettet op.
For selvom stykket læner sig meget op ad Kaizers Orchestras univers, er musik og opsætning noget anderledes end Sonny.

Der findes ingen rigtig historie
Instruktør Heinrich Christensen fortæller, at han især har arbejdet med relationerne mellem karaktererne i stykket i stedet for en fast historie. ”Der findes ikke nogen rigtig historie i det her univers, vel? Vi forsøger at lave re- lationerne mellem karaktererne,” fortæller instruktøren Heinrich Christensen, mens han kigger spørgende på medlemmerne fra Kaizers Orchestra. ”Det kan ikke gå op”, svarer forsanger Janove Ottesen og endnu engang griner instruktøren og resten af holdet bag forestillingen. Teatret Svalegangen vil gerne gøre sit bedste og stille det norske band tilfreds. Alt tyder på, at det nok skal lykkes.