Spring til indhold
Hjem » Artikler » Kærlighed i Rio de Janeiro (og om at blive forelsket tusinde gange på en uge)

Kærlighed i Rio de Janeiro (og om at blive forelsket tusinde gange på en uge)

  • af

Man siger, at kærlighedens sprog tales af alle, og det meste kunst og musik fra hele verden synes også at dreje sig om kærlighed – i alle dens afskygninger. Men når det kommer til stykket er oplevelsen og legemliggørelsen af den varierende; fra person til person, fra alder til alder og ikke mindst fra kultur til kultur. Den danske kærlighed er relativt privat; noget naturligt og skønt, men samtidig noget, som man helst ikke skal dyrke i ekstremerne. Jeg selv er pæredansk, og jeg forelsker mig hverken hurtigt eller ofte – og jeg er i hvert fald slet ikke typen, der indrømmer det. Men under en rejse til Rio de Janeiro blev jeg overrasket over at opdage, at kærligheden også er relativ i forhold til omverdenen. For i Brasilien er kærligheden noget, der skal deles og vises, og det kan mærkes hos selv en uromantisk dansk turist…

Tekst: Ida Bæk

Foto: Adam

Det er i dag knap en uge siden, jeg landede med flyet i Rio de Janeiro, jeg er allerede blevet forelsket flere gange, end jeg overhovedet kan huske, og jeg er ikke engang tæt på at skamme mig over det. Der er noget i Brasilien, der gør, at kærligheden føles naturlig; den ligger i luften og i maden og i vandet og i menneskene; man ånder, drikker, spiser og fejrer kærligheden på hvert et gadehjørne. Kærligheden er en så åbenlys og vital del af den brasilianske kultur, at selv en “gringa do Norte” (*hvid nordeuropæisk kvinde), som jeg, ikke kan gå fri af den. Kærligheden viser sit ansigt og sin krop, og ingen brasilianer, gør det mindste for at skjule den. Så hvorfor skulle jeg?

Den brasilianske kærlighed kan, udover at være uforbeholdent til stede overalt, karakteriseres ved sin mangfoldighed. Det er ikke kun kærligheden to mennesker imellem, der fejres; det er også kærligheden til mad, til Brasilien, til kroppen, til musikken og til caipirinhas. Den første gang, jeg forelskede mig i Brasilien var det netop caipirinhas (**Brasiliansk drink med den lokale alkohol Cachaca, lime og rørsukker) der stjal mit hjerte; blot 3 timer efter at jeg var landet i Rio. Men det var ikke bare drinken, jeg forelskede mig i. Det var også serveringen og fremstillingen fra Fran; en ældre kvinde, der hver dag sælger caipirinhas til 5 R$ (cirka 10 kr.) på en festlig gade i centrum fyldt med musikere, gøglere og dansende mennesker. Drinken var kølig, sur, bitter, sød, stærk og helt igennem fantastisk – selv efter Fran toppede op med Cachaca halvvejs igennem, så den blev ekstra stærk. En caipirinha kommer dog sjældent alene, og jeg har nu drukket flere caipirinhas, end jeg har tæer på fødderne, den aften og andre, hos Fran og hos andre. Men ligesom man siger, at man aldrig glemmer sin første forelskelse, så tror jeg aldrig, at jeg glemmer min første caipirinha fra Fran, og de første vilde timer i Brasilien.

Min næste forelskelse i Rio de Janeiro meldte sin ankomst ikke lang tid efter den første caipirinha. Faktisk blev jeg forelsket uden at bevæge mig mere end 10 meter væk fra Frans bod. For pludselig begyndte sambarytmer at strømme fra et spontant opstået band, og menneskemængden satte i bevægelse lige så hurtigt, som lydbølgerne spredte sig. Kærligheden til musikken manifesterede sig i form af dansende kroppe, og der blev svajet og rystet og rørt og klappet. Caipirinha-forelsket som jeg var, begyndte også jeg at flytte på mine hvide ben, hjulpet på vej af kærlighed til både caipirinha og samba. De to konsekutive forelskede forstærkede hinanden og blev til en stor fest af kærlighed, der fortsatte med caipirinhas og samba helt indtil den lyse morgen. I Brasilien er kærligheden nemlig ikke eksklusiv og ofte går kærligheden til én ting hånd i hånd med kærligheden til en anden. Ligesom caipirinha og samba, der elskes sammen.

Naturligvis er forelskelse ikke kun en dans på roser, og på andendagen følte jeg mig ganske forrådt af min nyfundne kærlighed til brasilianske fester. Heldigvis er der ingenting i Rio, som en tur på stranden ikke kan kurere. Praia de Ipanema er en af byens mest populære strandpromenader og er kendt fra Getz & Gilbertos bossanova-hit “The Girl from Ipanema”, der handler – ikke overraskende – om at blive forelsket. Det var lørdag eftermiddag og tid til at vise sig frem, og som jeg trådte ind på det varme sand, omgivet af mennesker i alle aldre iført ikke-eksisterende bikinier, meget stramme badeshorts og store smil, synger Astrud Gilberto “Tall and tan and young and lovely”. Hvis jeg havde forventet udelukkende at se smukke, unge mennesker, var jeg dog blevet svært skuffet for på stranden finder man store og små, i alle aldre og alle farver og kropstyper, og der er ikke en eneste, der gemmer sig væk. Det blev da tydeligt for mig, at kærligheden til kroppen også dyrkes i det offentlige rum – måske mere end noget andet sted. Og netop fordi brasilianerne elsker deres kroppe så meget og viser dem så bramfrit frem, syntes sangteksten pludselig at tale sandt, og jeg blev nok engang forelsket i stranden og dens mennesker og alt hvad den indebar. Jeg nød Ipanema så meget, at jeg helt glemte, at jeg selv var mere eksponeret end sædvanligt. Når alle andre viser deres krop, så glemmer man sin egen, og der var kun gået et døgn i Rio de Janeiro, før jeg begyndte at elske min egen krop lige så åbenlyst, som brasilianerne.

Kærligheden i Brasilien er tilgængelig overalt og distribueres med gavmild hånd til enhver, der tør tage imod. Men der er stadig én form for kærlighed, som (for det meste) hører tosomheden til; kærligheden et kærestepar imellem. Selvom jeg selv var blevet forelsket et utal af gange i dette kærlighedens land, så var dette en form for privat kærlighed, som vist var til stede i det offentlige rum, men som man ikke bare kan tage del i. Jeg har set den hos to unge mænd, der kyssede hinanden uforfærdet og lidenskabeligt i metroen. Jeg har set den hos det argentinsk-brasilianske par, som jeg bor hos, i form af en hånd i en hånd og et strøg på kinden under aftensmaden. Med al den kærlighed flyvende omkring en, kan det dog være svært at forstå, hvordan denne tosomhedens kærlighed kan differentieres fra alt det andet, og om den mon er lige så flygtig, som mine egne brasilianske forelskelser. Jeg spurgte en brasiliansk bekendt, hvad han mente om kærligheden i Brasilien, og han tøvede lidt. Så svarede han, at han bliver forelsket i en ny pige hver uge, og for ham er denne forelskelse ganske ærlig. I én uge er han forelsket, og kærligheden blomstrer frit. Men når ugen er forbi og en ny pige fra Ipanema kommer forbi, så er det hende, han kaster sin kærlighed efter, og denne kærlighed er lige så sand som den første. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kunne genkende hans definition af kærlighed – i hvert fald ikke som den vedvarende og dybe kærlighed. Han trækker blot på skuldrene og tager en slurk af sin caipirinha.

Jeg ved ikke helt, hvad mit forhold til Brasilien er; om jeg blot er betaget eller fuldstændig solgt. For her er det virkelig ikke svært at forelske sig, og det ses også tydeligt på de mange t-shirts, kasketter, smykker og tatoveringer med brasilianske motiver, der pryder både turister og indfødte. Fædrelandskærligheden er sammenlignelig med alle andre former for kærlighed i Brasilien; den skal spredes, deles, vises og selv en turist som jeg er mere end velkommen til at elske deres land, hvis jeg vil. Mit danskerhjerte fortæller mig, at kærlighed tager tid, men i Brasilien springer man i med begge ben, og måske burde jeg gøre det samme. I Brasilien er ”elske” og ”forelsket” det samme, og det kan man ligeså godt tage med, når man er her.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA