…og det skal jeg da lige love for! December måned er for mig den absolut mest hjertekredsløbsigangsættende måned på hele året – og altså den måned, hvor mit hjerte banker ekstra hårdt i brystet for at få blodet ud til desperate hjerneceller på overarbej-de. Jeg skal nemlig til eksamen.
Som studerende er julen ikke kun – hvis overhovedet – lig med æbleflæsk og æbleskiver fra og med 1. december. Vi er rigtig mange, som skal op til eksamen lige inden, midt i eller efter julemåneden. Som om vi ikke havde nok at tænke på i forvejen?
For det første julegaveindkøbene, som ikke bare handler om minus på SU-kontoen, men som også har at gøre med gaveræset, hvor vi skal glæde dem, vi holder af, med en gave eller to (eller tre). Og apropos gaveræs og ”hjerternes fest”, så er kombinationen af de to en besynderlig julesnaps af en cocktail. For ja, julen handler vel i bund og grund om kærlighed. Men hvor meget låve er der over køen i Imerco, hvor jeg står med et OBH-vækkeur, der er til gave, men som ikke skal pakkes ind, og som helt sikkert skal byttes, når julestress part II skydes i gang mellem jul og nytår?
For det andet er der den næsten maniske tilstedeværelse af juletingeltangel i december måned (og november – og oktober). Butikkerne er ved at flyde over af diverse juleartefakter med tilhørende Absolute Christmas vol. 49 kørende på repeat i baggrunden som julegavekøbsstimulerende musik. Hvorfor overflødighedshornet af julemerchandise? Og hvorfor hopper jeg selv med på vognen (eller kanen?) og køber glimmerhjorten fra Magasins udstillingsvindue, som er fantastisk julet, stilet og ”lige mig”? Hvad blev der af less is more-devisen, Helle?
Nu er det ikke for at tale hjerternes fest ned, at jeg skriver ovenstående – men med en kronisk og gennemtræng-ende ”Sikken voldsom trængsel og alarm” på hjernen under hele gennemskrivningen af mit analyseafsnit, kan det altså være lidt svært at få øje på idéen med hjerternes fest. Især hvis kærligheden er blevet skiftet ud med stress og kardio-hvornår-er-der-eksamensfrist-træning? Ikke mindst fordi eksamen jo absolut ikke gør noget godt for det i forvejen højspændte stressniveau i december måned.
Men jeg har tænkt over det. Og jeg er kommet frem til, at i år vil jeg holde fri juleaften – og hvorfor egentlig ikke også dagen med? For helt ærligt: Hvor meget får jeg ud af at sidde foroverbøjet hen over bøgerne juleaftensdag? Jeg tvivler på, at min problemstilling vil falde ned fra himlen to minutter i dansen-om-juletræet. Så jeg vil holde fri til at holde jul. I hvert fald vil jeg forsøge rent fysisk at være uden for rækkevid-de af både bøger og problemstilling i juledagene – og jeg vil faktisk anbefale dig at gøre det samme. Det kunne jo være, at der faktisk var en mening med konceptet ”hjerternes fest”, og at det i virkeligheden var lig med andet end nervøs hjertebanken på trods af – eller måske netop grundet – OBH-vækkeur og glimmerhjort?