Bogaktuelle Lene Dybdahl fortæller om studietiden på AU, Fantasy og vigtigheden i at træffe sine egne beslutninger
Tekst: Anne Sophie Saugbjerg
Foto: Hartmann Fotografi
”Vil du have kaffe eller vand?” spørger Lene Dybdahl, som står med ryggen til mig i pauserummet på Esbjerg Fantasymesse. Hun spørger høfligt, men resolut. Her er ingen slinger i valsen, og vi skulle jo også gerne i gang med et interview.
På etagen under os drøner mænd og kvinder i forskellige aldre og alle nørdniveauer rundt mellem brætspilsstationer, liverollespillere, fantasyillustratorer samt stande med bunkevis af bøger, hvor eventyrlige billeder pryder forsiderne. Selvom messen er en hyldest til fantasy generelt, så er det især bøgerne der er i fokus, og Lene Dybdahls femte roman, Skyriel, er netop udkommet i dag. Romanen er første bind i trilogien, Ovanien Profetien, som udgives af forlaget Tellerup, der blandt andet har distribueret den danske oversættelse af Douglas Adams’ udødelige Hitchhikers Guide to the Galaxy.
”Begge dele tak,” svarer jeg, og sætter mig ved et kønsløst langbord, hvorefter forfatteren går mig i møde med to kopper kaffe og to flasker vand. Hendes blonde, bølgede hår og glimtende dødningehovede halskæde står i kontrast til det eller fantasiløse og ret generiske pauserum uden billeder til at pryde væggene med.
Drømme vs. Erfaring
”I gymnasiet og i folkeskolen drømte jeg om at blive skuespiller,” tænker Lene tilbage ”og så foreslog min mor, at jeg kunne søge ind på universitetet, som var min anden prioritet, og så kunne jeg søge ind på skuespillerskolen, mens jeg studerede. Det syntes jeg var en god ide, men så blev jeg vild med at gå på universitetet.”
Sådan begynder Lene sit svar, da jeg spørger hende, hvilken beslutning der var den vigtigste i hendes studietid. Forfatteren er cand.mag. i nordisk og engelsk, men tog et enkelt semester på dramaturgi for at genfinde teaterglæden. Hun var i mellemtiden vokset fra drømmen om de skrå brædder, og dramaturgi var slet ikke hende.
”Jeg var ikke den samme type studerende som nogen af de andre på holdet. Jeg var glad for teori og nørderi, og ikke så meget den praksisdel, som hører til faget. Så undersøgte jeg, om det var muligt at komme tilbage på nordisk, og det var det heldigvis. Så fik jeg det fedeste år på nordisk og tog engelsk som sidefag. Så beslutningen om, at det ikke skulle være dramaturgi – den var god,” ræsonnerer Lene.
Nu hvor du har studeret nordisk og engelsk, hvorfor skriver du så Fantasy?
Jeg skønner ikke, at der er meget Niels Lyhne over Skyriel
”Det var måske nok en modreaktion. Da jeg læste nordisk og engelsk, læste jeg kun ‘den rigtige’ litteratur og forviste alle mine Stephen King bøger til en genbrugsboghandel, fordi jeg tænkte nu var det ikke godt nok længere.”
Var det ikke lidt hårdt?
”Jo,” hun smågriner og fortsætter
”På nordisk læste jeg jo skønlitteratur med andre øjne, men jeg savnede lidt at læse for fornøjelsens skyld. Da jeg var barn, kunne jeg godt lide at lade mig opsluge fuldstændig af en historie, og det er den læseroplevelse, jeg forsøger at videregive med mine fantasy romaner. Hvis man så tager Niels Lyhne som overliggeren for, hvad der er voksenlitteratur, så tænkte jeg, at det var nemmere at begynde med at skrive børnelitteratur,” siger hun med et skævt smil.
”Efter universitetet fandt jeg tilbage til de bøger, jeg godt kunne lide at læse for sjov, og det satte gang i en hel masse fantasi og kreativitet.”
Lene Dybdahl har tidligere udgivet bestsellertrilogien, Nøglens Vogtere, og Den sorte Paraply. Ideen til Nøglens Vogtere fik hun under specialeskrivningen, der omhandlede Alhambra paladset som rejsemål.
”Washington Irwing skrev om Alhambra, at når man trådte over tærsklen til paladset, så var det som at træde ind i en anden tid og et andet sted, og det fik mig til at tænke på tidsrejser; at træde igennem en portal og så pludselig være et andet sted. Og det måtte jeg bare skrive om engang. En fortælling om at træde ind i Alhambra paladset og så blive ført tilbage i tiden.”
Sollyset rammer hendes dødningehoved halskæde, og similistenene glitrer i alle retninger.
”Men jeg skulle lige have et kandidatbevis i hus først. Specialet udgjorde alt den research, jeg skulle bruge til den gyldne nøgle, og så skrev jeg egentlig bare underholdningsversionen af mit speciale som en fantasybog.”
Aktive beslutninger
Lene Dybdahl har skrevet fiktion, siden hun var barn, men hun turde ikke fortælle sine klassekammerater, at hun ville være forfatter. Det var blandt andet frygten for at blive kaldt selvfed, der holdte hende tilbage. Men efter et vellykket forløb på Saxos forfatterskole begyndte hun at arbejde målrettet på at få sin litteratur udgivet. Hun vandt Saxos julekalenderkonkurrence, hvor hun blev udgivet i en e-bog sammen med Dennis Jürgensen. Herefter blev hun kontaktet af forlaget Tellerup, der var interesseret i at læse mere fra forfatterens hånd. Hun blev dog ikke fuldtidsforfatter med det samme, og vejen dertil har budt på lidt af hvert. Blandt andet en arbejdsløshedsperiode lige efter studietiden, samt en række jobs man måske ikke umiddelbart forbinder med at være fantasyforfatter.
Har dine karrierermæssige valg været aktive beslutninger?
”Ja!” falder svaret bestemt, og hun afslører en viljefast mentalitet, der ikke lader stå til, når tingene ser sorte ud.
”Jeg har et krav til mig selv om, at hvis jeg er i en håbløs situation, så skal jeg gøre noget aktivt for at ændre den og ikke sidde og tude,” hun stopper talestrømmen, som for at tænke tilbage, og fortsætter
”Så, det første, der skete, da jeg gik arbejdsløs, var, at jeg kom i praktik på en folkeskole. Der tænkte jeg, at min passion for at skrive bøger kunne forenes med at være folkeskolelærer. Mens jeg arbejdede som lærer, tog jeg meritlæreruddannelsen og skrev bøger, når jeg kom hjem. Da jeg var færdiguddannet, blev jeg fastansat, men valgte at sige jobbet op, da folkeskolereformen kom, fordi den begrænsede mine muligheder for at tilrettelægge min hverdag selv. Så søgte jeg en kommunikationsstilling og blev marketingsavsnarlig i tre virksomheder. Det arbejdede jeg med i et år, inden jeg sagde op for at blive selvstændig med min egen kursusvirksomhed, så jeg kunne blive fuldtidsforfatter. Virksomheden støtter mit forfatterskab økonomisk og er tæt forbundet med mit forfattervirke, eftersom jeg hjælper andre forfattere i min virksomhed,” konkluderer hun.
Har du altid været meget beslutsom?
”Ja!” falder svaret atter prompte, som undrer hun sig over, at jeg ikke fangede pointen første gang.
”Hvis folk brokker sig over noget i længere tid, så tænker jeg – jamen, hvorfor har du så ikke gjort noget for at ændre på det? Hvis jeg står i en elendig situation, så sætter jeg nogle gange en deadline op for mig selv, hvor jeg siger: efter den her dato, der skal jeg have ændret på det selv,”
hun holder en pause, og uden at blinke siger hun:
”Så jeg har nok også sagt flere jobs op end de fleste.”
Siger du jobbet som forfatter op?
”Nej,” griner hun. Man kan sige, at min beslutning om at blive forfatter ligger under alle de andre beslutninger, jeg har truffet. Jeg blev eksempelvis lærer, fordi jeg kunne få en arbejdshverdag, der gjorde, at jeg havde tid til at skrive bøger.”
Er der nogle negative sider ved at være beslutsom?
”Folk kan blive skuffede, hvis man træffer en drastisk beslutning. Når man siger et job op, så har det eksempelvis konsekvenser for arbejdspladsen. Der er også dem, der ikke kan forstå, de beslutninger man træffer, ligesom jeg selvfølgelig er kommet til at gøre noget dumt,” hun afvejer ordene og afslutter så
”Men der tænker jeg: man fortryder altid kun det, man ikke fik gjort. Det lever jeg meget efter.”
