Tekst af Jeppe Riis
Illustration af Tine Eltved
Nu er nedlukningen snart ved at være slut. Tiden, hvor vi alle har lært at dyrke de kreative hobbyer. Surdejsbagning, strik, kunst eller en tyk bog – alle har fordybet sig i noget, der får hjernen til at gro og som får os til at fordrive tiden, indtil vi igen kan komme ud og danse.
Alle er også blevet bedre til at gå ture, opleve det danske landskab og dyrke de tætte relationer – vores familie eller vores to-tre bedste venner.
Vi har lavet noget anderledes – noget klogt. Noget opbyggeligt. Det har vi alle – altså alle, undtagen mig.
Da nedlukningen ramte i starten, tænkte jeg det nok skulle være gået over efter en måneds tid eller to. Nå ja, så kan man få lov at slappe lidt af på sofaen. Og den næste fest bliver så meget desto federe.
Ak, hvor naiv jeg var. Det skulle vise sig at vare meget længere end jeg havde troet. Bare aldrig med en tidshorisont, der fik mig til for alvor at kaste mig over det gode projekt – eller også med en for lang tidshorisont, så jeg tænkte ”ah, jeg køber ind til surdej og går i gang i morgen – kan godt lige tage en aften med Netflix”. Den aften blev til to, tre… uger. Måneder. Sofaen blev min coronastation.
Netflix og utallige semi-informative youtube-videoer blev mit coronaprojekt. Vidste du f.eks. at der i kælderen under det gamle Chernobylværk ligger en fastfrossen klump radioaktivt materiale, der kan slå dig ihjel på en halv time?
Selvfølgelig er der også studiet og mine zoom-venner. Og til tider har jeg en ven på besøg til en øl. Men den der opbyggelige aktivitet? Den daglige gåtur? Det store kunstprojekt? Den flotte striktrøje eller det lækre surdejsbrød, jeg kan vise frem på instagram? Ikke noget her. Men jeg er da nået ret langt i mit nye Assassin’s Creed.
Jeg ved ikke, om det her er en klagesang, et råb om hjælp, eller bare en trækken på skulderen. Jeg er heller ikke sikker på, der rigtig er noget budskab. Nogle gange får jeg da lidt dårlig samvittighed over at der nu er gået et år, uden at jeg har givet mig til noget produktivt ud over studiet. Men så igen – hvis jeg ikke har gjort det på et helt år, har jeg vel ikke rigtig haft lyst? Jeg har det, når alt kommer til alt, egentlig helt fint, og det bør du, kære læser, nok også have – selvom du måske har været lige så uproduktiv som jeg.
