“A few announcements for the people who just came in. The other people have heard it five times already, I’m sure. The restrooms are upstairs. Pay phone’s upstairs. Pool table’s upstairs. Foosball’s upstairs. Cigarette machine’s upstairs…This week the Old Quarter’s had Townes Van Zandt for five nights. We have him for one more night and we’re glad to have him here tonight. Townes Van Zandt!”
Af Vibe Kiil
Sådan indledes Townes Van Zandts Live at The Old Quarter, Houston Texas, optaget i 1973, og sætter dermed også stemningen og stilen for den følgende koncertoptagelse. Det er uprætentiøst. Det er en mand på en scene alene med sin guitar og sine sange. Et opmærksomt lyttende publikum, der lader til at hænge ved hvert enkelt ord, der falder fra hans læber. Medlevende lader de det umiddelbart enkle, men intrikate guitarspil fylde rummet og stå smukt for sig selv.
I pladens liner notes kan man læse, at lidt over 100 mennesker stod tæt pakket sammen i rummet. Luften var tyk og varm, air condition anlægget virkede ikke. Alligevel hører man næsten ikke en lyd fra publikum. De var fuldstændig i Van Zandts musikalske verden, hvilket også er en af grundene til, at mange betrager Live at The Old Quarter som en vigtig plade. Ikke alene viser den Van Zandts evner som musiker og sanger. Det viser også hans evne til med ganske få og enkle virkemidler at drage sit publikum helt ind i sit musikalske univers.
En genres Rosetta-sten
Men det er ikke kun Van Zandts evner, der har givet denne liveplade sin status som uomgængelig. Den betragtes også som en Rosetta-sten for den bluesinspirerede country-folk. Man fornemmer den dybe forståelse af bluesmusikken. Man lytter til historierne, teksterne fortæller. Det er en verden, hvor manden som lone wolf, som cowboy, som outlaw, ikke passer ind i verden. Han er løsrevet og rastløs – en ramblin’ man, som Hank Williams synger, der måske nok forsøger sig med ægteskab og familieliv, men som altid trækkes væk.
Diskrepansen mellem ønsket om stabilitet og den konstante længsel ud i verden sættes i tilfældet Van Zandt yderligere i relief, når man kender hans baggrund. Han kom af en velhavende familie, men led hele sit liv under et alkohol- og narkomisbrug, der også var medvirkende til hans død som 52-årig i 1997. Han blev i en ung alder diagnosticeret med skizofreni og undergik insulinchokbehandling. Det resulterede blandt andet i, at hele hans billedlige erindring om barndommen forsvandt. Han havde kun ord til at huske sit eget liv.
Det er måske den meget bogstavelige oplevelse af erindringstab, der er med til give hans tekster og musik den nerve og det nærvær, som de emmer af. Sunget direkte fra hjertet uden sentimentalitet og med en konstant fornemmelse af de tragiske og triste præmisser, som verden byder på. Og en knastør humor dels for at byde disse præmisser trods, dels som et udtryk for en morbid accept.
You gotta do what you gotta do
Men tilbage til musikken. Tilbage til en lille tætpakket bar i Houston, Texas i 1973. Tilbage til manden, der alene på scenen med sin guitar, formår at tryllebinde sit publikum – både i sit eget rum, men også på den anden side af højtalerne. Fra den underholdende ”Fraternity Blues”, hvor han lakonisk og humoristisk gengiver sit møde med en verden, der kræver af ham, at han skal ”bubble with enthusiasm / So I started bubbling”, over ”No Place To Fall”, der med sin enkle og fine tekst udtrykker et renfærdigt og oprigtigt ønske om kunne regne med et andet medmenneske – med hende. Selvom at han ved, at han nok ikke fortjener det.
Den indledende ”Pancho & Lefty” går i storytelling-modus, og forholder sig til mytologiseringen af personerne: Pancho ’the honest, bad guy’ – en outlaw, der møder sit endeligt i Mexico, og hans makker Lefty, der er skyld i Panchos død, og derfor rejser til Ohio. ”Now the poets tell how Pancho fell / Lefty’s livin’ in a cheap motel”, synger han videre, men til trods for at digterne normalt fokuserer på Pancho i historien, lægger Van Zandts fokus på Lefty. Dermed distancerer han sig fra poeterne (noget mange vil være dybt uenige i), og giver en stemme til den usete. Til Lefty, der ”just did what he had to do/ Now he’s growing old”.
I sin betragtende tilgang til verden indfletter Van Zandt en grundliggende accept af, at ’you gotta do what you gotta do’ på trods af de personlige omkostninger. Men smerten ved friheden bliver aldrig forbigået, og ordene klinger med et dybtfølt afsavn, en længsel, og en resigneret accept af de ofre, der må gøres. Teksterne kommer til at resonere dybt og poetisk, og det er netop disse kvaliteter, der kom til udtryk en juliaften i 1973. Townes Van Zandt fik sine fingre til at udtrykke hver enkelt lille humoristiske, ømme og frihedskrævende element i sit guitarspil, og hans meget underspillede fremførelse bød sit publikum helt ind i sangene.
Townes Van Zandt, Live at The Old Quarter 1973, Tomato Records