De italienske myndigheder sender undervisere til Danmark uden at skele til relevante kvalifikationer. Det rammer de studerende på Italiensk, der nu vælger at udvandre fra timerne. Institutlederen på Sprog, Litteratur og Kultur erkender problemet, men påpeger samtidig, at brugen af indfødte lektorer er mere end velkommen på det økonomisk trængte fag.
Af Magnus Scherman
Illustration af Julie Vestergaard Nissen
Ikke alle undervisere på Italienskstudiet er udvalgt af Aarhus Universitet. De såkaldt indfødte lektorer på Italiensk udvælges 2000 km væk i det italienske udenrigsministerium og undervisningsministerium i Rom. Ordningen giver studiet en gratis lektor, men garanterer ikke, at den indfødte lektor besidder egenskaberne til at give en kvalificeret undervisning. Det har Anna Fransgård mærket. Hun læser italiensk på 2. semester.
”Lige som det meste af klassen synes jeg, at vores indfødte lektors undervisning er yderst mangelfuld. Jeg føler overhovedet ikke, at hun har kompetencerne til at undervise på universitetsniveau. Selvfølgelig taler hun italiensk, men det er ikke nok,” siger Anna Fransgård.
En indfødt lektor er en udenlandsk underviser, som bruges på universitetets sproguddannelser for at sikre, at de studerende får så meget af det valgte fags oprindelige kultur ind i undervisningen som muligt. På Italiensk er der ikke midler til at betale en indfødt lektor, og derfor kan afdelingen i Århus ikke selv stille specifikke krav. Den nuværende indfødte lektor har eksempelvis aldrig studeret fonetik, selvom fonetik er lektorens undervisningsområde på AU. Det resulterer nu i, at hun sidder med på skolebænken side om side med de studerende og bliver undervist i fonetik af sin kollega, for så i den efterfølgende time at indtage rollen som underviser alene. Det er der dog ikke noget mærkeligt i ifølge Institutleder på Sprog, Litteratur og Kultur, Sven Halse.
”Kollegial supervision er et almindeligt princip, som vi bruger til gensidig dygtiggørelse. Hvis kolleger har brug for hinandens støtte til at blive bedre, er det almindeligt, at man bruger hinanden til det,” siger Sven Halse.
De studerende er imidlertid ikke tilfredse med ordningen. De manglende kvalifikationer hos den lektor, som i teorien skulle berige undervisningen med et originalt indspark, får nemlig de studerende til at udvandre fra netop de fag, hun underviser i.
”Jeg får ikke noget ud af undervisningen. Jeg undrer mig meget over, at det har kunnet stå på i flere år. Vi er de første, som råber op, mens de tidligere årgange har ladet stå til. Jeg forstår slet ikke, at det her sker på universitetet”, siger Anna Fransgård, der nu har søgt og fået bevilliget dispensation fra den indfødte lektors timer.
Den italienske stat bestemmer
Den økonomiske situation på Italiensk gør, at ansættelsen bliver overladt til de italienske myndigheder. På Spansk, Brasiliansk, Tysk, Engelsk og Fransk stiller afdelingerne selv de specifikke krav til ansøgerne, interviewer de interessante kandidater og finder på den måde den bedst egnede til jobbet. Vedkommende ansættes på en kontrakt, der hovedsageligt betales af AU, og som typisk er på to eller tre år.
På grund af italienskstudiets beskedne størrelse, må man overlade ansættelsesproceduren til de italienske myndigheder. De udvælger de indfødte lektorer på baggrund af en multiple choice-prøve i det ”relevante” sprog, der ifølge ministerierne er engelsk i Danmark. Prøven tester udelukkende den kommende indfødte lektor i engelske gloser og indeholder hverken spørgsmål om italiensk sprog, samfund eller kultur.
Ud over engelskprøven som primært bedømmelsesgrundlag, kigges der også på anciennitet og andre titler. Når prøven er bestået, vælger den nu officielt kvalificerede lektor et universitet, som så udelukkende kan bedømme den kommende kollega ud fra vedkommendes CV. Det ansøgte universitet kan afslå forslagene fra Rom tre gange, og kan til sidst blive nødt til at acceptere, fordi de italienske ministerier betaler gildet og derfor også sætter rammerne.
Lektor Francesco Caviglia var inden sin fastansættelse på AU’s italienskafdeling indfødt lektor. Han kender til kvalifikationssystemet i Italien.
”Testen omhandler hverken kulturkendskab, pædagogiske egenskaber eller undervisning af italiensk som andetsprog, og derfor er den utilstrækkelig. Kriterierne, som bruges i dag, eller lektorens tidligere arbejdserfaringer garanterer ikke, at universiteterne får en indfødt lektor med de passende egenskaber,” siger Francesco Caviglia, der peger på, at mange italienske undervisere ikke har kvalifikationerne til at kunne undervise italiensk som fremmedsprog.
Institutleder på SLK, Sven Halse, er enig i, at ansættelsesordningen ikke er uden problemer.
”Det system, som den italienske stat kører med, hvor vi ikke har indflydelse på hvem, der bliver ansat, synes vi ikke er heldigt. Min forgænger har sammen med den forrige dekan været på ambassaden og forelagt vores ønske om at få indblik i ansøgerbunken og få medtaleret i ansøgningsproceduren. Det blev afvist med argumentet, at det er en sag for den italienske stat. Det har vi måtte tage til efterretning. Til gengæld betaler den italienske stat hele baduljen, og det er en gestus, vi er glade for,” siger Sven Halse.
Vil redefinere rammerne
Som tidligere tyskstuderende har Sven Halse selv haft glæde af en indfødt lektor. Han ser det udenlandske, autentiske aftryk som en vigtig del af undervisningen.Også i fremtiden.
”Jeg mener, at kvaliteten skal højnes på alle tænkelige fronter. Ingen tvivl om det. Men bundlinjen er, at jeg ved budgetforhandlingerne ikke kan forlange en lektor mere for at holde vores førsteårsstuderende 100 procent tilfredse. Det økonomiske ræsonnement findes ikke, når der starter 14 om året, og kun en tredjedel af dem gennemfører. Sådan hænger virkeligheden sammen,” siger Svend Halse.
Netop italienskfagets størrelse placerer det mellem to mulige løsninger på problemet. Holdet, der på nuværende tidspunkt består af syv studerende, er for småt til selv at betale en fjerde lektor, men kan ikke gå ind under den såkaldte småfagsbevilling, der gør det muligt for universiteterne at udbyde meget små fag. Et af kravene lyder, at et småfag kun må udbydes på ét dansk universitet. Da Italiensk også udbydes i København, kan faget altså ikke kategoriseres som et småfag, selvom antallet af studerende på Italiensk i Århus er lavere end på andre nuværende småfag.
Den italienske stat har indtil nu doneret to indfødte lektorer til Danmark. Den ene på Aarhus Universitet, den anden på København Universitet. Fremover vil Danmark dog kun have få tildelt én indfødt lektor, som vil være tilknyttet Københavns Universitet. Dermed vil Aarhus Universitet i fremtiden stå uden den sponsorerede lektor, og det, håber Sven Halse, giver lejlighed til at redefinere rammerne.
”Jeg håber på en anden ansættelsesprocedure for den indfødte lektor, men det kræver ledelsesmæssig opbakning på niveauer
over mig, og den opbakning arbejder jeg på at skabe. Derudover er det også et åbent økonomisk spørgsmål”, siger Sven Halse.
I mellemtiden tager Anna Fransgård sagen i egen hånd. I juli skal hun på sprogskole i Italien sammen med nogle andre fra holdet, der heller ikke har været tilfredse med undervisningen. På den måde får de også mulighed for at opleve deres fags oprindelige kultur uden hjælp fra en indfødt lektor.