Den Århus-baserede kunstner Søren Behncke har i de seneste år gjort sig bemærket med sine papskulpturer. Behncke går under aliasset “Papfar”. Udover sine papskulpturer står han bag en række gadeaktioner, hvor byrummet forskønnes med forskellige værker i pap, der kommenterer omgivelserne – ofte med en humoristisk og overraskende tvist. Delfinen har mødt ham i atelieret til en lille snak om kunst, papsvaner, ølaber og guldhorn.
af Christian Salling
foto Peter Funch, Mikkel Amby, Møstings Hus og Søren Behncke
Vi sidder en torsdag formiddag i oktober i Sørens atelier i Århus. Diktafonen er død, men solen skinner og kaffen er dejlig varm, så den gode stemning skal ikke spoleres af den slags tekniske vanskeligheder. Der er ikke forberedt noget som helst så på spørgsmålet om, hvordan vi skal indlede interviewet og på en eller anden måde få snakket lidt om hans værker, lægger en veloplagt Søren Behncke ud in medias res med en lille anekdote:
“For nogle år siden skulle jeg udstille på Møstings Hus. Bygningen er den her gamle klassicistiske slots-agtige tingest med en anlagt sø foran. Jeg valgte at tage udgangspunkt i stedet og besluttede mig for at bygge denne her kæmpe svane i pap som skulle stå og spejle sig i vandet. Det er jo et ret klassisk motiv i billedkunsten. I familie med “hjorten om skovsøen”. Pap har to naturlige fjender – ild og vand – og noget af det interessante sker, når pappet kommer i forbindelse med de her elementer og begynder at reagere på det. Så jeg havde en ide om at svanen skulle stå der og lige så stille gå i forfald. Inspirationen kom fra H.C. Andersens “Den grimme ælling”, hvor jeg så bare ville fortsætte fortællingen derfra, hvor han slap den. Altså fra hvor svanen var ung og smuk til den bliver gammel, forfalder og dør.
Nuvel; jeg får i hvert fald bygget denne her ret store svane på størrelse med en lille personbil. Og som man i øvrigt kan håndtere som en anden Pippi Langstrømpe, der bærer på sin hest, for noget af det fine ved pap er jo, at det næsten ikke vejer noget. Man kan uden større besvær tage denne her svane og drøne rundt med den i strakte arme.
Min kammerat, der er fotograf, havde lovet at komme og tage nogle billeder af udstillingen, men da han dagen efter ferniseringen – der vel har været en fredag eller sådan noget – kommer med sit kamera, er svanen forsvundet. Der vækker selvfølgelig en del opstandelse, og det ender vist også med en politianmeldelse. Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg ville give min højre arm for at have set ordensmagtens ansigtsudtryk, når de inde på politigården modtager en anmeldelse om en forsvunden to meter høj papsvane.
Svanemordet
Nå. Kammeraten bevæger sig hjemad med uforrettet sag. På vej hjem passerer han Frederiksberg rådhus, som på daværende tidspunkt er under renovering. Og dér, 10-20 meter over jorden klemt ind i stilladset står svanen sørme med underligt brækket hals og kigger på folk nedenfor.
Det har tydeligvis været nogle ølaber på bytur der er kommet forbi og har set den her enorme svane stå og kede sig. Sådan én skal da med på tur, ikke? Og jeg må da indrømme, at det nok ikke har været noget helt dårligt syn med 4-5, der gutter dingler af sted med kæmpesvanen på slæb for sidenhen at kravle op i det her stillads og deponere den i nattens mulm og mørke.
Min ven ringer så og får udstillingsstedet til at kontakte rådhuset. Kort efter tropper to rådhusbetjente så op som sådan nogle andre Kling og Klang-lignende typer med svanen under armen. I sandhed et syn for guder.
Weekenden efter er den så gal igen. Denne gang ender svanen sine dage i søen. Har du set de der gør-det-selv-mekaniker “Kend din Fiat”-agtige bøger hvor man ligesom kan se enkelt komponenterne spredt ud? Man skal forestille sig svanen ligge og flyde rundt, mens pappet ligesom allerede er gået i opløsning, og de her strimler og strukturelle fragmenter hænger og svæver i et vægtløst rum.
Pointen er, at tingene udviklede sig – eller indviklede sig, om man vil – i en anden retning end jeg havde regnet med. Det blev ikke det værk, der legede med vand, som jeg troede, det skulle. Eller i hvert fald ikke på den måde, der oprindeligt var intenderet… Det var ikke umiddelbart tanken, at svanen skulle blive til sådan en gang papsvanemos. Men historien om svanens død er blevet langt mere spændende end den skulptur, jeg havde forestillet mig.
Det er den her uforudsigelige forgængelighedshistorie, som tiltaler mig meget ved papværkerne. Altså: Man ved ikke helt, hvordan tingene vil udvikle sig. Ofte bliver det meget mere interessant, end man nogensinde kunne have planlagt sig frem til. Og det er jo også et grundvilkår, når man arbejder med pap som materiale: Altså: det holder jo ikke skide godt, haha. Det eneste jeg ærger mig over er, at jeg aldrig fik det der Kling og Klang billede med betjentene og den halshuggede svane. Det havde virkelig været kronen på værket i fotoserien.”
For forgængeligt til museumsfolk
Søren Behnckes produktion dækker dog andet og mere end papskulpturer. Med en fortid som grafiker, producerer han også malerier, collager samt forskellige tryksager. Men det er med papskulpturerne, han for alvor fik sit gennembrud.
“Der er selvfølgelig en forskel på de ting, jeg laver til museer og så Papfaraktionerne ude i byen. De ting, der bliver solgt på et galleri eller bliver udstillet på et museum, er jo anderledes tempererede end de værker, der foregår ude i “den virkelige verden”. Pap er et meget forgængeligt materiale, hvilket gør det til en udfordring for museumsfolkene, De har jo en lovmæssig forpligtelse til at bevare værkerne, når de først er kommet på museum.
Stjæl min kunst
De kunstneriske foræringer kommer, når tingene får lov at leve helt deres eget liv, og man ikke helt ved, hvad der sker. Jeg lavede f.eks. de her kopier af Guldhornene i pap, som blev solgt til en samler og sidenhen udstillet på Aros. Der havde jeg gerne set, at nogen var brudt ind på museet og havde stjålet paphornene og måske lavet dem om til genbrugspapir eller sådan noget i den stil. Det var værket bestemt ikke blevet dårligere af… selvom køberen nok ikke ville være helt enig. I dag er mine paphorn jo faktisk stadig de eneste originale horn, der er tilbage.
Men altså, der er jo en vis konflikt imellem det her med at lade tingene ske uforudsigeligt på gaden og så den etablerede kunstinstitution med gallerier, museer og samlere, hvor markedsværdien spiller en meget større rolle. Som kunstner er man jo nødt til at forholde sig til, at der er et kommercielt marked. Man vil jo også gerne leve af det, man laver. Men der skal jo både være plads til at lave den slags ting og så de her
gadeaktioner, som ikke på samme måde har kommercielt potentiale. Jeg bilder mig selv ind, at der også sker noget med den måde folk forholder sig til værkerne på, når de netop er lavet for at være forgængelige og dermed ikke rigtigt kan kommercialiseres. Og også i den henseende er pap jo pragtfuldt at arbejde med. Det koster ikke rigtigt noget.”
