I løbet af sommerferien er ni fakulteter blevet til fire, og 55 institutter er blevet til 25 på Aarhus Universitet. Den faglige udviklingsproces, som ligger til grund for den nye struktur, er for alvor trådt i kraft – og det er ikke alle, der er lige tilfredse med udviklingen.
Lektor i historie Anders Bøgh (billede ovenfor) lukkede for alvor op for diskussionen om den faglige udviklingsproces, da han i en kronik i Politiken den 25. maj kritiserede ledelsen for at have skabt et ”vildt kaos” på AU. Kronikken affødte i samme avis et svar fra dekan for Arts Mette Thunø (billede længere nede), som derimod kalder processen ”visionær og inddragende”.
Delfinen har interviewet Bøgh og Thunø om, hvad der egentlig er meningen.
INTERVIEW | ANDERS BØGH
Delfinen: Prøv at beskrive, hvad du mener med det ”vilde kaos”, du skriver om i din kronik?
Anders Bøgh: Jeg opfatter den faglige udviklingsproces som noget, der først og fremmest er udtænkt i forhold til naturvidenskab. Men lad os nu forsøge at opfatte det positivt: Der er opfundet noget, som er rigtig smart og rigtigt at gøre på de ’våde’ (naturvidenskabelige, red.) fakulteter. Men det skal så partout trækkes ned over hovedet på de ’tørre’ (humanistiske og samfundsvidenskabelige, red.). Konsekvensen af det vil være katastrofal – i hvert fald på humaniora.
Det er muligt – jeg ved det ikke – at på naturvidenskab er det rigtigt og mest konstruktivt at organisere sig primært omkring forskning og interdisciplinært samarbejde. Det er helt sikkert, at det vil være dødbring-ende for humaniora at gøre sådan noget, hvis man får rykket undervisernes primære opmærksomhed i helt andre retninger (end undervisning, red.).
Jeg har personligt været udsat for et forslag om, at jeg sammen med fire andre fra historie skulle flytte til Moesgård. Så skulle vi lave et forskningscenter derude, og så skulle vi i øvrigt pendle frem og tilbage og undervise ovre i Nobelparken.
Hvad ville det have fået af konsekvenser?
Jamen, det ville have fået den konsekvens, at for os, der sad derude (på Moesgård, red.), ville undervisning af historiestude-rende blive sådan et eller andet fjernt – hvad skal vi kalde det – residualprojekt:
’Nå, nu skal jeg så køre med 6’eren i en time for at komme ind og hælde noget benzin på nogle unge, som jeg grundlæggende ikke kender og ikke har noget forhold til i det daglige. Jamen, så lad os da se at få det overstået hurtigst muligt og komme tilbage til min banebrydende artikel om, hvordan man kan kombinere middelalderlige mursten og middelalderlige skriftlige kilder og udstille dem på museer med en passende tilsætning af Bourdieu og forskellige andre Kloge Åger.’
Altså: Hvis vi ødelægger undervisnings-miljøerne, så vil ’maskinen’ for det første begynde at producere mindre, og nogle af de kvikkeste studerende vil tage til København og studere, fordi der er en rimelig bemanding, fx på historiestudiet.
Så et ændret fokus fra undervisning til forskning vil efter din mening også være ødelæggende for studiemiljøet?
Helt klart. Og så kan man jo forestille sig, at tingene kommer ind i en ond cirkel, hvor produktionen falder, at ledigblevne stillinger ikke kan genbesættes, og så bliver det bare endnu værre.
Jeg har altid opfattet min rolle som primært underviser, og min vigtigste opgave er – så vidt det nu er mig muligt – at levere et kvalificeret bidrag til uddannelse af noget af landets bedste arbejdskraft.
Hvordan er det, at den faglige udviklingsproces ændrer det billede?
Risikoen er den såkaldte matrixmodel, der lægger forskergrupper til grund for organiseringen og ikke studier. Hvis den bliver gennemført, så går det ad H til.
Fordi der kommer mere fokus på forskning i stedet for undervisning?
Jamen, så bliver vi opdelt i forskergrupper, og de i øvrigt forbløffende få mennesker, der udgør kernetropperne på historie, vil så blive spredt rundt på såkaldte interdi-sciplinære forskningsgrupper, og den fælles ansvarsfølelse, som vi hidtil har haft, vil forsvinde.
Er det den udvikling, du her beskriver, som du forsøger at stoppe med din kronik?
Det kan jeg svare ja til. Det er et overmenneskeligt ambitionsniveau, at jeg kan stoppe det. Men det, jeg tænkte, var, at så har jeg da i det mindste min samvittighed i orden: Jeg har sagt fra.
Har du fået nogen respons på din kronik?
Massevis. Det er væltet ind med e-mails og mundtlige tilkendegivelser fra forskellige folk på humaniora, også fra nogle af de ’våde’ fag, fra statskundskab, Københavns Universitet, CBS mv.
Hvordan har folk reageret?
Altså, det var alt sammen stor ros. Dekanen (dekan for Arts Mette Thunø, red.) kom med et svar på min kronik (Politiken, 5/6-11, red.), som jeg så skrev et svar til (Politiken, 17/6-11, red.), så jeg gudhjælpemig var i avisen med en kritik af ledelsen, samme dag som jeg skulle til fest med dem og gøre nar af dem (ifbm. en revy ved festen for fremtidens AU, 17. juni 2011, red.).
Hvordan havde du det med det?
[Bøgh griner] Jamen, spændende. Meget spændende. Men i mit svar skrev jeg, at det mest skræmmende respons, jeg havde fået, var alle dem, der havde rost mig for at turde.
Hvordan turde du det?
Hvordan turde jeg det? Man kan i hvert fald sige, at jeg er i en alder, hvor det er svært at ødelægge min karriere.
Så du var ikke nervøs for at blive fyret?
Nej, det var jeg ikke. Altså. Jeg anser dem godt nok ikke for at være så stupide, at de kunne finde på det.
Men hvad siger det dig, at folk reagerede på den måde ved at sige, det var flot, du turde kritisere ledelsen?
Det, man kan frygte, er, at folk tænker: ’Jamen, hvad kan der ske?’ Altså fx er der de her individuelle løntillæg – fedterøvstillæg, som det hed før i tiden – som lederne sidder og deler ud hvert år. Og hvordan med dem, hvis man kritiserer ledelsen? Det samme med forskningsmidler. Og bliver man nogensinde professor, hvis det nu er det, der er ens ambition? Osv.
Hvad synes du om sådan en kultur, hvor man ikke tør sige sin mening?
Det, mener jeg, er fuldstændig dræbende for et universitet.
Det vil jo føre til, at der bliver truffet alt for mange alt for dårlige beslutninger, for hvis der ikke er åben og ærlig diskussion, jamen, så ender vi jo i værste fald i den situation, som man har sagt om den eksterne efterretningstjeneste under Stalin: De turde aldrig indberette noget til Stalin, som de ikke var 100 procent sikre på, at han var glad for. Så selvom han havde et kæmpemæssigt efterretningsapparat, fik han aldrig nogensinde noget, der var rigtigt, sandt og efter deres bedste overbevisning at vide, men altid kun, hvad de troede, han helst ville have at vide, af frygt for at de skulle få hugget hovedet af.
Det er sådan ligesom den yderste konsekvens af den frygtkultur.
Er der slet ikke noget godt i den faglige udviklingsproces?
Altså, jeg kan bestemt godt se muligheder i tværfagligt samarbejde. Det har jeg bestemt også deltaget i tidligere og gør det stadigvæk. Men forudsætningen for tværfaglighed er faglighed. Ellers ender man med, at der kun bliver ‘tvær-’ tilbage.
Så det tværfaglige samarbejde går du ind for?
Ja, det er der i den grad perspektiver i at opmuntre – eller incitere, som det vist hedder om den slags ting – til. Det har jeg bestemt ikke det fjerneste imod. Bare det ikke ødelægger den grundlæggende organisering omkring de studier, vi skal og må passe.
Og det er det, du mener, der er på spil her, hvis processen bliver gennemført?
Altså, hvis grundorganiseringen bliver efter interdisciplinære forskningsgrupper, så har vi misèren. Det gælder i stedet om at fastholde en organisering, hvor studierne er kernen – den røde tråd – i organiseringen af fakultetet og de her megainstitutter, som mærkeligt nok er kommet ud af det. Eller, det er ikke mærkeligt, men hvad skal jeg kalde det? Idiotisk, passer nok bedre; det er ærlig snak!
Er det kun humaniora, udfordringerne rammer?
Hvis vi ser bort fra de gamle sektorforsk-ningsinstitutioner – som jeg ærlig talt slet ikke har overblik over – så er jeg sikker på, at humaniora – og specielt det gamle humaniora på det gamle campus – i den grad er blevet sorteper i spillet indtil nu.
Og det er ikke bare, fordi du selv sidder på humaniora, at du synes det?
Ja, det spørgsmål kan man jo altid stille.
Men det mener du ikke?
Jamen, altså, det er jo latterligt at fusionere tre fakulteter til tre institutter, ikke? Altså frem og tilbage er lige langt, og så hedder det bare noget andet, og så har vi så fået en dekan og tre prodekaner indimellem i et ekstra niveau i systemet.
Er din kronik en akademisk måde at udtrykke din angst på for, at Historisk Fredagsbar skal lukke og slukke?
Jeg er tilhænger af fredagsbarer og et godt studiemiljø, men kernen i det hele er faglighed og en så stærk uddannelse som overhovedet muligt.
Men for at man kan trives og have det godt og ikke gå socialt i spåner i et eller andet kælderværelse hos en gammel dame ude i Hjortshøj, dér er fredagsbaren utroligt vigtig.
Så jo, jeg går ind for fredagsbar om fredagen [Bøgh griner] – men ikke om torsdagen, ikke om onsdagen osv.
Du kender sikkert det udtryk, der hedder konstruktiv kritik. [Bøgh griner] Hvori ligger det konstruktive i din kritik?
Jamen, det konstruktive ligger i, at jeg fremhæver, at undervisning er det vigtigste. Eller at jeg i hvert fald altid har opfattet det sådan.
En del af kritikken kan nok kaldes konstruktiv, for i den bedste af alle verdener, ville det måske have ført til noget eftertanke visse steder. ’Hvad er det egentlig, vi har gang i?’ Og hvis det havde været tilfældet, så kunne det jo have været kaldt konstruktiv kritik, selvom kronikken bevidst har en rimeligt ironisk facon.
Har du fået det ud af din kritik, som du håbede på?
Jeg må nok sige, at jeg har fået væsentlig mere ud af det. Hvad det endelige resultat bliver, er der jo ingen, der ved endnu. Og hvis det endelige resultat skulle gå hen og blive fornuftigt med organiseringen internt i disse mastodontinstitutter, så ville det nok være lidt rigeligt, hvis jeg tager hele æren for det.
Interviewet fandt sted den 29. juli 2011.
__________________________________________________
INTERVIEW | METTE THUNØ
Delfinen: Hvordan kommer man som studerende konkret til at mærke den faglige udviklingsproces efter sommerferien?
Mette Thunø: Undervisningen vil være planlagt og starte som hidtil, så alle studerende kan være forvisset om, at alle undervisere er klar til at tage imod dem. Studerende vil imidlertid også komme til at mærke den faglige udviklingsproces i efteråret, fordi de bliver involveret i mange studiemiljøfremmende aktiviteter og i anden runde af diskussionen om institutternes organisering. Vi satser på, at mange studerende vil bidrage aktivt til at drøfte, hvordan de kan sikres medindflydelse i Akademisk Råd, studienævn og de nye uddannelsesfagudvalg.
Hvad skal man som studerende glæde sig allermest over ved den faglige udviklingsproces?
Man skal glæde sig over, at vi sammen skal styrke udviklingen af uddannelser og forbedre studiemiljøet. I de nye, store institutter og i det tværgående studienævn bliver der muligheder for at udvikle nye uddannelsesmoduler. Og på fakultetsniveau sætter vi med etableringen af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier en stor satsning i gang for at forskningsbasere udviklingen af vores undervisning.
Har man som studerende nogen grund til at frygte negative konsekvenser af den faglige udviklingsproces?
Bekymringer skal naturligvis altid formuleres, så vi kan diskutere dem. Der bliver lavet ting om, og det er der formentlig nogle, der opfatter som negativt. Men intentionen med de mange forandringer er jo ikke at lave om bare for forandringens skyld, men at udvide vores mulighedsrum og sikre uddannelserne, både hvad angår indhold og antal timer. Når vi fx foreslår to studiecentre – et på hver campus i Aarhus og Emdrup – så er det for at styrke vejledning og studiestøtte samt for at skabe nye arbejds- og mødesteder for Arts-studerende.
Lektor Anders Bøgh beskriver den faglige udviklingsproces som ”vildt kaos”. Hvordan vil du beskrive den?
Som en visionær og inddragende proces. Hvis vi helt fra starten havde lavet en nøglefærdig masterplan, der foreskrev, hvor alt og alle skulle være, så kunne man kritisere os for centralisme og styring. Vi har i overensstemmelse med AU’s overordnede ambition udviklet en ramme, som nu skal udfyldes af de involverede parter, medarbejdere og studerende. Hvis der ikke havde været en sådan ramme, kunne man måske have talt om kaos. I øvrigt er det ikke min opfattelse, at studerende og medarbejdere generelt opfatter deres hverdag som kaotisk. Der forskes, undervises og eksamineres som vanligt.
Hvad er vigtigst for dig som dekan – undervisning eller forskning?
Begge opgaver hører – sammen med talentudvikling og videnudveksling – til vore hovedopgaver. Det giver ikke mening at prioritere det ene frem for det andet. Uden forskning ville vores undervisning ikke have en berettigelse. Uden undervisning og studerende ville vi ikke være et universitet. På Arts har vi en særlig udfordring omkring uddannelse, fordi vi har så mange studerende, vi skal uddanne til at løse væsentlige opgaver for det omgivende samfund. Derfor bruger vi megen energi på at diskutere, hvilke uddannelser vi skal have, og hvordan der skal undervises og vejledes på dem. Vi satser med det nye Arts på, at vi direkte kan bruge vores egen forskning i undervisningsudvikling og læring til at undersøge og kvalitetssikre vore uddannelser. Bl.a. af den grund har vi oprettet Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier. Vi har flere ting i posen, som vi godt vil diskutere med de studerende i det kommende efterår.
Hvad er efter din mening Bøghs primære funktion – underviser eller forsker?
Som sagt kan de to ting ikke skilles ad. Undervisningen på universiteterne er forskningsbaseret, dvs. baseret på den nyeste viden og de nyeste resultater. Det kan man ikke få andre steder.
Bøgh frygter, at undervisernes fokus med den nye organisering flyttes fra undervisning til forskning. Hvordan opfatter du denne fordeling af fokus i den nye organisering?
Der er ingen tvivl i mit sind om, at intentionerne med den faglige udviklingsproces er at styrke både forskning og uddannelser. Organiseringen af institutterne vil derfor tilgodese begge funktioner, og der vil ske strukturelle forandringer, der netop skal styrke forskernes muligheder for at samarbejde om undervisningsopgaverne.
Bøgh mener, at organiseringen med udgangspunkt i interdisciplinære forskningsgrupper på de nye institutter primært er udtænkt i forhold til de naturvidenskabelige fag, og at konsekvensen af denne organisering for de humanistiske fag vil være ”katastrofal” og ”dødbringende”. Hvad mener du om det?
Forskningsorganiseringen på institutterne kan være mere eller mindre flerfaglig. Det afhænger af forskerne selv. Hvis forskerne fx ønsker at etablere en forskningsenhed i idéhistorie eller middelalderhistorie, kan de blot gøre det. Hvis de derimod tænker mere flerfagligt og fx ønsker at oprette et forskningsprogram i kulturhistorie eller i kulturarv, kan de gøre det. Det er den sidste mulighed, som er ny i forhold til den eksisterende organisering. Jeg mener i øvrigt ikke, at flerfaglighed eller tværfaglighed er dødbringende. Nogle forskere orienterer sig primært monofagligt, andre fler- eller tværfagligt. Det afspejler forskellige forståelser af kulturvidenskabelig forskning, og der er sagtens plads til begge typer tilgange på Arts.
Bøgh er nervøs for, at studiemiljøerne vil blive forringet på grund af den faglige udviklingsproces, og at de kvikkeste studerende vil søge til andre universiteter, fx Københavns. Hvordan mener du, at studiemiljøerne på AU fremover skal sikres og videreudvikles?
Vi har allerede afsat midler til igangsættelse af initiativer, som skal fremme studiemiljøet på Arts. Det sker i forlængelse af den nyligt offentliggjorte rapport om studiemiljøet, som viste, at 84 procent af de studerende trives og er godt tilfredse på Arts. Disse initiativer følges op af andre. Studiecentrene er nævnt. Vi forventer, at den nye organisering af bibliotekerne vil have de studerende i centrum. Vi arbejder med at udvikle nye arbejds- og undervisningsformer. Vi satser på at brande Arts som et sted, der er førende, hvad angår udvikling af undervisning og studiemiljø. Jeg tror ikke, studerende vil fravælge AU. Snarere tværtimod, hvad også de nye ansøgningstal vidner om. Arts er faktisk det hovedområde, som har størst vækst i antallet af ansøgere i år.
Bøgh mener, at man skal fastholde en organisering, hvor studierne er kernen i organiseringen af fakulteter og institutter. Er det ikke tilfældet med den faglige udviklingsproces?
Uddannelserne og fagene er stadig en pille, som institutterne hviler på. Men vi vil gerne styrke forskningen gennem en tydeligere og stærkere forskningsorganisering.
Efter Bøghs vurdering er humaniora blevet ”sorteper” i forhold til den faglige udviklingsproces. Er du enig i den vurdering?
Jeg er ikke klar over, hvad der menes med sorteper.
På det nye Arts vil de tre tidligere fakulteter kunne inspirere hinanden. De tidligere teologiske og humanistiske fakulteter kan drage nytte af de erfaringer med forskningsledelse, som er udviklet på det tidligere DPU. På det tidligere DPU kan man trække på de erfaringer, som de to førstnævnte har med uddannelsesorganisering. Det er min klare overbevisning, at alle vinder ved at komme sammen i det nye Arts.
Mange vil nok være enige i, at frem og tilbage er lige langt. Hvad er idéen i at omdanne tre fakulteter til tre institutter, som det er sket på det nye Arts?
Vi skal ikke glemme det nye Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier her. Som det fremgår af rapporten fra 9. marts, er der mange grunde til at gennemføre den faglige udviklingsproces. De nuværende tre institutter, som naturligvis ikke kan sammenlignes med fakulteter, blev til efter diskussioner i task forces og på høringer. På Campus Aarhus var der blandt et flertal af medarbejdere tilslutning til en model med to institutter, ikke med tre eller fire. I ledelsen tror vi, at de nye institutter vil være ideelle rammer til at indløse de ambitioner om samarbejde og om nyudvikling, som vi har for forskning og uddannelse.
Bøgh har modtaget megen ros for at turde kritisere ledelsen og kalder det ”fuldstændig dræbende for et universitet”, hvis ikke medarbejderne tør sige deres mening. Er det din opfattelse, at de ansatte ved Aarhus Universitet ikke tør kritisere ledelsen, hvis de er uenige?
Nej, det er slet ikke mit indtryk. Både i studenterrådene, i akademiske råd og samarbejdsudvalg, på cafémøder, på andre møder og på mails er der fremkommet mange meget forskellige synspunkter. Så jeg er helt tryg ved, at medarbejdere og studerende nok skal komme frem med deres meninger.
