Mames Babegenush spiller manisk klezmer. Den står på musik med horn, harmonika og trumpet når den energiske sekstet leverer dansevenlig, livsglad jødisk inspireret musik. Det københavnske band udgav i april i år deres debutplade “Klezmer Killed the Radio Star”, og Delfinen mødte dem på årets Spot Festival til en lille snak om deres utraditionelle musik.
Hvad betyder jeres navn?
Mames Babegenush – det er yiddish og betyder mors auberginesalat. Det kommer fra vores klarinettist, Emil Goldsmith, som er vokset op med musikken. Musikken for ham er ligesom mors auberginesalat. Ligeså rart og dejligt at gå tilbage til.
I spiller klezmer-inspireret musik. Hvad er det der tiltaler jer ved denne type musik frem for mere traditionel dansk musik? Er det ikke unormalt at spille den slags i Danmark – det er der vel ikke så mange der gør?
Nogle af os har spillet i Tivoligarden sammen, og så på et tidspunkt begyndte vi at tage ud til jødiske bryllupper, Hanukkah og Bar mitzva’er. Da vi kom ud og spillede klezmer, opdagede vi, at folk havde sådan nogle helt vilde danse. I det dansk-jødiske samfund har de deres helt egne dansetrin. Nogle lavede sådan nogle menneskepyramider, hvor folk stod ovenpå hinanden. Andre dansede på en måde, hvor de tog fat i hinanden og snurrede hinanden rundt – og på et tidspunkt gav de så slip, og så kom der flyvende en person gennem luften. Man skulle ikke tro, at der i Danmark eksisterer sådanne dansetraditioner, men det gør der. Og da vi havde oplevet det, tænkte vi: “Det er alt for sindssygt – det må vi fortsætte med!” Nogle gange er det så vildt, at når der sådan kommer en person flyvende gennem luften, så er det med at tage trompeten væk og passe på læberne – sådan er det virkeligt. De tager fat under hinandens arme, og så knalder de rundt så centrifugalkraften fyrer dem af sted.
Er der nogensinde nogle der gør sådan til jeres koncerter? Altså når I spiller udenfor det dansk/jødiske samfund?
Publikum er ikke så gode endnu. De prøver, men de står meget tilbage i forhold til danserne til de jødiske arrangementer, vi spiller til. Vi har dog snakket om at sidde oppe på skuldrene af hinanden og spille en koncert, ligesom i de menneskepyramider, folk danner til vores koncerter. Der er dog det problem, at nogle af instrumenterne bliver lidt svære at spille på samtidig. Vi har øvet os på det, men det er sindssygt hårdt. Men mellem akrobatik og musik – der opstår vores musik.
I blev klar over at I ville spille klezmer, da I opdagede de her danse, hvor lang tid siden er det?
Det er ca. 3 år siden, vi begyndte at tænke, at det er det her, vi skal. Og siden har vi udviklet os. På det seneste er der kommet mere tango ind i billedet, så vi er åbne for nye ting. Musikken behøver ikke altid at være 100 % traditionel.
Er det første gang I skal spille på en større festival?
Det kan man ikke sige. Sidste år spillede vi på Roskilde Festival. Vi har spillet på en Gypsy festival i New York og på diverse festivaler i København.
Der er måske større scene for jeres musik i udlandet?
Ja, der er ikke så mange bands af denne type, så folk er meget imponerede over vores niveau, når vi kommer til udlandet og spiller.
Har I været i Israel og spille?
Nej. Det håber vi meget på at komme. Vi venter lidt på muligheden. Du ved, man ligger noget slik op foran sig, som man skal spise, og så venter man med at tage det rigtigt gode til sidst. Rusland er også et lækkert stykke slik, der ligger og venter. Folkefærdet derovre vil forstå, hvad vi har gang i. Canada kunne også være lækkert.
Har I et bestemt forhold til jødisk kultur?
Emil er jo jøde og er vokset op med hele den der tradition – alt hvad der hører til af højtider og så selvfølgeligt synagogen. Vi andre har ikke noget bestemt forhold til det. Vi har dog fået sådan en lille kalot hver, så vi kan også gå ind og virke jødiske i sammenhænge. Vi ved ikke om vi kommer i helvede for det, men indtil videre går det meget godt.
Hvad vil i gerne kommunikere ud med jeres musik?
Når folk går fra vores koncerter, er de tit meget opløftede og vilde med den livsenergi, som de føler bliver skabt af musikken. Jeg ved ikke om det er vores mål at skabe den, men det sker. I vores musik er der noget, der rammer både lille og høj, tyk og tynd – så ideen er nok at lave noget musik, der snakker til hjertet. Desuden er vores musik ret umiddelbar, og i en tid hvor mange bands prøver at være cool, holde på energien og lave en bestemt type musik, der passer ind et eller andet sted, så er vores musik noget, der foregår i nuet, og man behøver ikke at se ud på en bestemt måde for at dyrke den. Det gør, at folk får paraderne ned og alle danser. Det er virkeligt rart.
Er der noget I drømmer om, noget sted drømmer om at ende med musikken, med bandet?
Jeg tror faktisk, at vores store drøm – den ligger måske lidt langt ude i fremtiden – er at skabe det, vi har skabt nu med vores instrumenter udelukkende med vores stemmer. At vi bare kunne ligge vores instrumenter ned på scenen, og med sang påvirke folk på samme måde. (Bandet bryder ud i jødisk sang)
Det kræver træning at synge på den måde. Har I oplevet nogen der har inspireret jer til den slags sang?
Ja, i New York var vi inde i sådan en jødisk forsamling. Vi var blevet inviteret derhen af nogle jøder, vi havde mødt i byen. Vi kom ind i en kæmpestor lagerhal, hvor der nok sad 300 mennesker. Mænd med enorme skæg og den her udklædning, som alle rabiate jøder har i New York, og så begyndte de at synge de her sange. Så hvis dansen var den første øjenåbner, så var det her nr. 2.
Det er lidt sværere at kommunikere den slags ud på en scene?
Ja, det er jo deres præst, rabbineren, der synger de her budskaber ud. Det rammer en lidt mere religiøs stemning end de sange, som vi gav en smagsprøve på lige før.
Er det ikke problematisk at komme med de her religiøse budskaber, når I ikke selv er jøder?
Det er det ikke. Vi kanaliserer bare musikken ud.
Men det er vel tekst i det, I lige har sunget?
Det er der ikke. Det er ordløse sange. Plus at man kan sige, at alt musik på en eller anden måde er relateret til Gud i sin oprindelige form. Derfor er det jo en form for et universelt sprog, som går igen i alle musikgenrer. Ligegyldigt om det så handler om en specifik religion.
Har I nogle specifikke bands som forbilleder?
Vi har mange.. (Stilhed)
Også nogle I vil dele?
Vi kan virkelig godt lide The Clash. Det tror jeg også, at vi bringer ind i klezmeren. Der var en speciel energi, som The Clash havde. De blandede mange musikstilarter, mange forskellige energier og protest fra det sorte miljø osv. Og hele den tanke om at blande det hele tager vi også med ind i klezmeren. Vi hører også meget Coltrane og dyrker den måde, han spillede saxofon på. Vi forsøger at tage den power og putte den ind i vores band. Og sidst men ikke mindst er vi også inspirerede af den mest smadrede techno, du kan finde.
Har I en god historie fra tidligere års Spot Festivaler?
Kristian Leth en god ven fra Bos band, The William Blakes, havde til en stor efterfest fået en del øl. På et tidspunkt havde han ment, at der skulle ske noget og havde taget noget af sit tøj af, han var jo helt vild, og så moonwalkede han ellers i bar overkrop på bordene. Da han følte, at det ligesom peekede for ham, mente han, at han skulle hjælpe dj’en lidt på vej, og på vej op over stilladset op til dj’en ramte han et eller andet på mixerpulten; gnister sprang, og så forsvandt alt lyd og musik i de næste 20 min. Og Kristian gik og så sådan lidt underlig ud – han havde fået stød. Så opstod der sådan en mærkelig jamsession, hvor alle spillede på stole indtil musikken kom igen, og så var det en helt vild forløsning.
Har I 3 bands, som I kan anbefale fra årets Spot Festival?
The William Blakes, Choir of Young Believers og Hannah Schneider.
Interview | Jeppe Knudsen og Bjarke Bo Olsen
Foto | Bjarke Bo Olsen