Tekst og foto: Cecilie Risager
Kunsten i hverdagen. Du har måske set den, men har du lagt mærke til den? Den kunst som er inkorporeret i vores hverdag, i vores vandren i vores by. Kunsten som tilhører os alle sammen. Kunsten, som vi måske ikke synes er kunst. Som vi måske ikke engang synes er flot.
Vi går rundt i det, og vi har tegnet den, fordi det udtrykker noget andet end ord. Den siger noget om fortiden, om nutiden og om fremtiden. Den siger noget om, hvor vi har været, og hvor vi står nu. Kunsten bliver måske efterladt til vores børn, efterladt i halvtreds, måske hundrede år, eller måske kun til i morgen.
Men sådan ser Aarhus ud i dag. Sådan ser den ud for alle, hvis blik hviler rundt omkring i byen. Bygningerne med billederne, billederne med bygningerne, siger noget om vores samtid, om vores fælles kultur. Den kultur, der til sammen udgør vores by. Og i en by, i et samfund, hvor tegninger er barnlige og ord voksne, har vi så ikke brug for at blive mindet om dengang vi sad med fedtfarverne smurt ind fra tommeltot til lillefinger
Gamle reklamer har vi beholdt, politiske mantraer, har vi bibeholdt. Det er inkorporeret i vores by, i vores færden, i os. Kunst er som en kommunikationsform, vi ikke bruger nok, siden vi lærte at skrive. Her er den. Kun for os. Os som ser den.
