En ildsjæl er en person som, ofte ulønnet, arbejder begejstret og ivrigt for en sag. Men hvor langt er for langt at gå i jagten på det perfekte CV? Hvor mange kopper Merrild Specialristet skal der brygges, før drømmejobbet melder sin ankomst?
TEKST Helle Breth Klausen
Jeg har et personificeret forhold til mit CV. Jeg ser de hårdtopvredne karkludsformule-ringer (læs: akademisk pyntede sætninger til at beskrive mit gamle piccolinejob fra 2004) som møgunger, der gør livet surt for mig. De står blege og bumsebefængte på dokumentet foran mig – på trods af mit ellers udmærkede layoutcirkus med både horisontale linjer og kontaktoplysninger hipster-bevidst sat med Helvetica oppe i højre hjørne på hver side. Jeg forsøger ihærdigt at pynte lidt på erfaringerne fra piccolinejobbet med fine sproghatte bestående af ord som ’forsendelse’ og ’arkivering’. Men når det kommer til stykket, så ved både jeg og møgungerne jo godt, at mine primære arbejdsopgaver bestod i at sætte frimærker på breve og i forbindelse med arkivering at kunne alfabetet (noget, jeg stadigvæk godt kan finde på at synge mig frem til). Men det er som om, den slags ikke slår helt til på ’det perfekte CV’.
En simpel internetsøgning på ’CV’ vidner om et til stadighed voksende behov; nemlig behovet for at få skabt sig det perfekte CV.
“ Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med.
”10 gode råd til det perfekte cv” og ”Sådan laver du det perfekte cv” er to eksempler på søgeresultater, der i blåt toner frem på min computerskærm. Der findes et utal af guidelines til, hvordan jeg rent formmæssigt får mit CV til at fremstå indbydende og fængende. Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med. Og det er ligesom dér, der mangler noget. I hvert fald for mit vedkommende. Så derfor… Frivilligt arbejde? Tjek. Studiejob (nogle gange i flertal)? Tjek. Lidt for lidt søvn og lidt for meget af den førnævnte Merrild Specialristet? Tjek.
Og alligevel synes jeg ikke at ramme ding-ding-ding-jackpot i den store CV-tombola. Hvorfor ikke? Måske fordi det alligevel ikke handler om bare at få fyldt op på CV-hylderne, men måske i stedet handler om kun at lade lyset (og sjælen) brænde i den ende, hvor det stadig er sjovt (og man endnu ikke har fået kaffe-hjertebanken?)
Spørgsmålet er, om man godt kan være en ildsjæl uden at have sin sjæl i flammer? Hvor dybt må vand være, før man ikke længere er på dybt vand – men bare er på skideren? (Vil du have endnu en analogi med en tredje af grundelementerne?) Min pointe er i hvert fald, at grænsen mellem at arbejde hårdt for det, man gerne vil og stresse sig til endnu et job med usikkert afkast er skræmmende fin (men ikke på den fine måde).
