Tekst: Anna Eva Heilmann
Foto: Justin Yang
Det var ikke en øjeblikkelig kærlighed, Aarhus, det skal du vide, mere sådan en, der kom langsomt snigende – ligesom Letbanen.
I starten var du ikke andet end Aalborgs anonyme storebror, med IKEA, Grauballemanden og en færge til Odden. Århus med Å hed du dengang, hvor jeg tog toget for at besøge min veninde i kedelige Hasle, og jeg var ikke yderligere imponeret over dine grå boligblokke og frygtindgydende Bilkaer.
Men så ville skæbnen, at Aarhus Universitet optog mig på et af sine studier, og efter lidt glædelig fremlejning rundt omkring, endte jeg midt i Saurons øje, på Parkkollegierne midt i uniparken. Her, i det absolutte epicenter for campus, kunne jeg for første gang rigtigt glædes over dig, Aarhus. Fra min tronende altan beskuede jeg cyklende studerende, fortravlede undervisere, snottede børnehavebørn, og larmende ænder. Her kunne jeg for første gang se dig i et lidt større perspektiv, Aarhus, se at du rummer meget mere end først antaget, at jeg nok havde været lidt hurtig til at dømme dig.
Men.
Du er ikke en kæmpe storby, Aarhus, det skal vi lige have fået på det rene. Du har intet indviklet metrosystem som London, intet overvældende menneskeklydder som New York, og din kulturscene er for velpoleret og kalkuleret til at hamle op med Berlins kreative kaos.
Aarhus, du har natbussen til Gun City, hummus i Bazar Vest og Olafur Eliasson har sat en regnbue-krone på BOY. Det er skam mægtigt fint alt sammen, Aarhus, jeg ved, du gør dit allerbedste.
Og tillykke med Europæisk Kulturby 2017, Aarhus, det bliver sikkert fedt, selvom jeg er bange for, at du overanstrenger dig med al den rethinking. Jeg håber ikke, at du bliver stresset, Aarhus, for jeg ved Kaptajn Bundsgaard pacer dig, pimper din havn med alt muligt biblioteks-bling og smider letbaner ind over det hele. Det er ikke, fordi det er en dårlig ting, slet ikke, men Aarhus, du skal bare vide, at jeg synes, du er god nok, som du er!
Ja, en caféburger ved åen koster fire milliarder, men dén uge om sommeren, hvor man kan sidde udenfor, er det næsten pengene værd. Jeg er ikke pjattet med prisen på en lunken caffe latte, men de uhyggeligt bløde lænestole på Løves gør mig glad indeni. Jeg synes, der er lidt langt til Tangkrogen, men jeg synes, at Botanisk have er dejlig. Det jeg prøver at sige, Aarhus, er at jeg er gået hen og blevet helt lun på dig, selvom jeg ikke altid viser det. Det kan være svært at snakke om, Aarhus, for jeg er fra Nordjylland, hvor man helst holder en kølig distance til sin by, hvis man ikke ligefrem forlader den i en sky af lede og vrede. Sådan kujonagtigt om natten, og uden så meget som at efterlade et farvelbrev.
Og sådan skal det ikke være med os, Aarhus, det skal det bare ikke. Jeg har været doven, Aarhus, men ikke mere!
For så var det, at jeg begyndte på mit kandidatstudie, Aarhus, en stor international én af slagsen, hvor jeg som aarhusianer tilhører minoriteten. Faktisk er vi kun seks ud af 80, der på forhånd kendte Klubben, Ris-Ras og Letbanen. Jeg har lige fået 73 nye venner, Aarhus, som ikke endnu har opdaget hvor dejlig du er.
Det er min mission at sørge for, at de kommer til det.
Fra 37 forskellige lande kommer de, mine medstuderende, og for dem er du en ret eksotisk omgang, Aarhus. Det vigtigste har været at beklæde dem alle med cykler, for selv om du spiller lidt kostbar med den bakke dér, Aarhus, elsker du dine cyklister, det gør du. Flittigt cykler de rundt, Aarhus, og opdager dig, rapporterer tilbage med forbløffelse, forvirring og forundring. Og nej, du er jo ikke kæmpe, det har vi snakket om, men du er den største jyske landsby, jeg kender, og du har Risskov, Moesgaard og skulpturer ved vandet, du har Danmarks skønneste campus, de billigste fredagsbarer og Mejlgade for Mangfoldighed.
“Is it always this…rainy?” skulle jeg spørge fra en af mine medstuderende, Aarhus, jeg føler mig inhabil til at svare. Det viser sig, at du er en smule koldere end både Filippinerne og Brasilien, Aarhus, og det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er til gengæld sikker på, der ikke er Aarhus Festuge i Manila.
Og hvem har brug for sol og varme, når det gælder nattelivet, anyways, Aarhus? Du med dine barer, klubber og vinstuer, dine knejper, pubs og Kurts Mor. Dit øl flyder så dygtigt, Aarhus, at man helt glemmer de astronomiske priser. Et rent Valhalla er du, Aarhus, et glas mjød mere, tak!
“Is this hell?” råber en af de internationale fra toppen af et Jägermeister-indsmurt bord
“no” råber jeg tilbage, “this is Heidi’s”.
Hvem har brug for Burning Man, når man har Northside? Hvem har brug for Copacabana, når man har den Permanente? Hvem har brug for Shinkansen, når man næsten har en letbane?
Ikke mig!
Dit navn er måske ikke the danish word for progress, men du er smilets by, Aarhus, også på de våde novemberdage. Det er måske ikke så spændende mere, Aarhus, det her forhold, ingen store overraskelser, knap så store udsving. Men, Aarhus, vi er også kommet videre end den første blinde forelskelse og har fået etableret os en god længerevarende kærlighed.
Nu venter jeg bare på Letbanen.
