Tekst: Trine Møller
De er alle steder. Det er umuligt at bevæge sig rundt i bybilledet, uden at de sniger sig ind uanset, hvor øjet kigger hen. De fleste er små og sorte. Jeg taler selvfølgelig om mobiltelefoner, og i særdeleshed om smartphones. Nogle vil kalde det en velsignelse andre en forbandelse. Dette lille stykke teknik som giver dig behov, du ikke anede, du havde og som får dig til at undres over, hvordan folk holdt kontakt med hinanden, dengang far var knægt. Og jo, det er da rart for sådan en stedsansudfordet type som mig, at jeg altid kan tage et kort frem og få fortalt af en venlig omend lidt kold stemme, præcis hvor jeg skal placere mit næste fodtrin. Ligeledes giver det mig muligheden for altid at være til rådighed for verden og dertil en evig tilgang til at tage mig kærligt af min rødglødende mail. Og så kan jeg ovenikøbet tjekke, hvordan vejret er, uden overhovedet at bevæge mig udenfor! Hvis du ikke helt fornemmer, hvorvidt jeg er fan eller ej, er det fordi jeg selv er temmelig splittet. De to primære ting, som jeg finder problematiske, er for det første den stressfaktor, der ligger i, at jeg altid er tilgængelig. Folk kan altid ringe, skrive eller maile, og jeg føler, at jeg bør respondere indenfor en kort tidsperiode. Det gør, at jeg er mindre tilstede i det kliche-misbrugte og udnyttede nu. Dette bliver kun værre af mit andet kritikpunkt, nemlig det behov der skabes for konstant at fortælle hele verden, hvad man foretager sig. Snapchat, Facebook og Instagram suger ens opmærksomhed, og behovet for at dele sin mad, sine træningsrutiner eller sine toiletbesøg er voldsomt. Udtrykket instagram-værdigt er efterhånden blevet integreret i mit vokabular, og hvor det til at starte med blev slynget ud med en så voldsom ironisk distance, at det var en statskundskaber værdig, er jeg bange for, at FOB(fear of missing out) og del-dit-lort med verden efterhånden er lidelser, som også har ramt mig. De muligheder som jeg tidligere anså som givende mig en frihed, er nu byrder. Byrder som forringer mit nærvær, min sociale kontakt og mit engagement i mine medmennesker. Dyder som jeg eller sætter meget højt. Og jeg er ikke alene. Kærestepar sidder på restauranter med hver deres smartphone foran sylten og dyrker samvær uden reel kontakt. Venindegrupper sidder på cafeer og er så dybt optagede af at putte billeder af deres mad på Instagram, at de ikke hører, hvad de andre egentligt siger. Vi har udviklet os til en like-kultur. En udvendig like-kultur, som er så optaget af at flashe vores glansbilleder, at vi glemmer, hvad der egentlig er vigtigt.
Min mor sagde altid, at man skulle gå ind i trolden. Altså konfrontere problemet, og derfor satte jeg mig for at tage en kold tyrker fra min ituslåede Iphone i tre dage. Tre dage helt uden Snapchat, Instagram og konstant mulighed for selvekspornering. Ligeledes tre dage uden kronisk tilgængelighed og fingeren klistret til send-knappen.
Det første problem melder sig allerede aftenen inden første dag i forsøget, da det går op for mig, at det eneste vækkeur, jeg er i besiddelse af er alarmen i min telefon. Hvorfor ejer jeg ikke et helt almindeligt vækkeur? Jeg må stole på mit indre vækkeur og går i seng med en rugende utryghed i maven. Jeg føler mig allerede en smule nøgen og hjælpeløs uden mit lille stykke teknik i hånden. En følelse som kommer til at følge mig de næste par dage…
Dag 1:
Normalvis er det første jeg gør om morgenen at række ud efter min telefon. Facebook skal tjekkes – er der kommet epokegørende nye billeder af katte på cykler? Hvad får mine facebook-bekendte til morgenmad? Mailen skal også lige klappes lidt på maven. Der kan være kommet vigtige beskeder eller telefonopkald i nattens løb… Normalvis sker alt dette inden jeg overhovedet har nået at drikke min grønne the. Derfor føler jeg en tomhed, da jeg rent faktisk uden vækkeur vågner til tiden – jeg er humanist, så jeg skal heller ikke nå så meget. Min morgenmad indtages i stilhed – uden Justin Biebers dybe lyriske budskaber, som ellers plejer at kaste sig ud af min lille sorte teknikven. I det hele taget mangler lydsporet til min dag, mit livs soundtrack. Da jeg kommer udenfor, kan jeg høre fuglene synge. Mennesker sniksnakker. Bilerne dytter, larmer, brummer. Byens hjerte banker mig ind i ansigtet. Endnu værre bliver det, da jeg stiller mig ved busstoppestedet og konfronteres med menneskelig kontakt. Ingen små dutter kan puttes i ørerne og skærme mig mod omverdenen. En ældre kvinder sætter sig og begynder at snakke. Havde min telefon ligget trygt i min lomme og de små hovedtelefoner været presset helt ind i øregangen, havde jeg næppe hørt hendes blide og forsigtige røst. Muligvis havde hun undladt at henvende sig til mig, da høj musik i hovedets lyttehuller er et af de mest effektive præventionsmidler mod socialitet. Hun spørger mig, hvad klokken er, og jeg fortæller, at jeg ikke ved det. Men vi snakker sammen de næste fem minutter, og afslutter med store smil, da min bus kommer.
Dagens dont skal klares, og jeg sætter mig trygt til rette ved skrivebordet og støvet vælter op i hovedet, da jeg åbner min bog. Jeg gribes flere gange af trangen til at dele spøjse formuleringer eller ansigtsudtryk, der fortæller om min sindstilstand med veninder og andre mennesker, jeg kender. Ligeledes kribler det i mig for at tjekke facebook og få mit fiks. Men da muligheden ikke er der, ender jeg med at farvekoordinere papirclipsene i min skuffe. Et eller andet skal jeg jo lave, som kan afholde mig fra fordybelse og koncentration.
Aftenen byder på venindebesøg, og jeg behøver slet ikke tage stilling til, hvor meget jeg kan tillade mig at sidde med krydderen nede i en skærm. Istedet kan jeg være til stede og lytte til min veninde.
Jeg går i seng med tiltro til, at jeg godt kan stå op imorgen tidlig uden elektroniske hjælpemidler.
Dag 2:
Idag nyder jeg byens lyde, da jeg træder ud i morgensdisens forårsverden. Hånden søger stadig famlende ned i lommen, og tomheden får den til febrilsk at knuge sig sammen og blive liggende i stoffets bløde hule. Jeg føler mig endnu lidt blottet for verden. Udover det manglende lydspor, kan jeg heller ikke gå og læse artikler, mens jeg spadserer fra sted til sted. Istedet flakker mit blik rundt, og jeg mærker akavetheden, når mine øjne møder liv i form af mennesker. Jeg har intet at gemme mig bag. Men tilgengæld er det ikke mange blikke, som møder mig. For når jeg ikke selv er skjult bag en skærm, registrerer jeg hurtigt, hvordan alle andre er skjulte bag deres skærme.
Der er ikke flere clips at sortere. Tilgengæld kan jeg rydde op på min computer. Jeg savner mine snap-samtaler med mine veninder- endnu en tilføjelse til vokabularet, som jeg ikke er videre stolt af – fyldt med trætte ansigter og akademiske tåbeligheder. De plejer at vække glæde og morskab, og ensomheden begynder at spøge i maven som et lille men hårdført genfærd. Jeg kan heller ikke pleje mine daglige telefonsamtaler med min veninde, hvor vi drøfter mænd og verden.
Da jeg kommer hjem på mit kollegium, kan jeg mærke et større socialt behov end ellers. Jeg har brug for at kommunikere med nogen. Jeg har været alene med mine bøger hele dagen, og de har aldrig været gode til det med humor. De mennesker, jeg møder på min kontaktjagt, er alle udstyrede med en skærm af den ene eller anden slags. Og selvom jeg godt kan snakke med dem, tager skærmen noget af deres opmærksomhed.
Om aftenen er jeg atter sammen med en veninde, og jeg kan mærke irritationen i maven, hver gang hun finder sin mobilos frem. Er det virkelig nødvendigt at snappe billeder rundt af det mad, vi spiser? Og måske ville herrebekendtskabet overleve, at svaret på hans besked først kom senere?
Dag 3:
Jeg er ikke længere bange og føler mig nøgen i verden uden min elektroniske ven ved min side. Jeg føler mig i kontakt med min omverden på en måde, jeg ikke har gjort længe. Jeg registrerer en stor fed due, som kukkende flyver over mit hoved. Jeg opdager de krokus, der vokser lige nedenfor mit vindue. Dog savner jeg stadig min store kærlighed – musikken. Da jeg går en lang tur i skoven, hører jeg vinden i træerne og nyder lyden af stilhed. Stilheden fylder mig med fred. Et egern kigger ned på mig fra en gren. Jeg kigger rundt og trækker vejret dybt. På min videre vej krammer jeg sågar et træ.
Om aftenen har jeg ingen planer. Ingen veninder kommer og holder mig med selskab. Oftest ville sådan en aften ende med, at jeg satte mig til at svare på mails. Eller Facebook ville tryllebinde mig og logge min svage stalkerstjæl. Pludselig ville jeg sidde og glo på mennesker, jeg ikke kender, og have glemt, hvordan jeg overhovedet endte der. Istedet tager jeg mødommen på den litterære skønhed, som alt for længe har ageret bænkevarmer på mit natbord. Med en kop varm the lader jeg min sjæl berige af smukke ord og lader fantasien blomstre på egen hånd uden uafbrudt fodring med digitale billeder.
Opfølgende tanker:
Efter at de værste abstinenser havde lagt sig, begyndte ting at ske. Det var en øjenåbner at se, hvordan verden overvældede mine sanser med sine lyde, sin skønhed og sine skabninger, som jeg ikke har registeret bag mit tekniske panser. Lyden af skov er smuk! Det har været rart at kunne være tilstede i relationer med fuldt fokus. Dog problematiseret af en øget irritation af andres mobilbrug. Jeg har også måttet konstatere, at los mobilos er en tidsrøver af rang. Den manglende tilstedeværelse har givet tid og plads til ting, som jeg har lyst til og som rent faktisk betyder noget for mig. Det har også været en lettelse, at jeg ikke konstant har haft muligheden for at svare på mails.
Dog har jeg savnet mine snakke og mine snapchat-samtaler, som bringer mig stor glæde. Jeg må også konstatere, at jeg er en overspringshandlingernes mester. At tage mobilen fra mig forhindrer ikke overspringshandlinger, det får mig blot til at skabe nogle nye.
Når man selv er mobilløs opdager man i endnu højere grad, hvor meget de fylder i tilværelsen. Hvor meget opmærksomhed de tager. De giver nogle muligheder. Jo jo. Også muligheder af social art, som jeg ville savne. Men de tager fokus fra det, der er ved siden af os, rundt om os, ovenover os. De suger blod af vores nære relationer. De lægger en dæmper på vores sanser og skaber en distance mellem os og verden. Og det er forbandet ærgerligt, hvis du spørger mig.
