”Jeg er ung, jeg er speciel, jeg er ved at sprænges af vitalitet, og jeg skal dø.” I ’76 flygtede den russiske pianist Youri Egorov under et koncertbesøg i Italien. På trods af hans begyndende kultstatus i sovjetunionens musiske kredse, frygtede han for sit og sin families liv. Som homoseksuel i et fjendtligt og kontrollerende samfund, så han ingen anden løsning end at forlade sin familie. Tilfældet førte ham til Holland, hvor Youri udnyttede enhver mulighed for at nyde de friheder han ikke kunne i sit hjemland.
Den hollandske journalist Jan Brokken skrev i 2008 bogen, hvori han fortæller historien om Youri Egerovs dekadente liv i 70’ernes og 80’ernes Amsterdam. Bogen er netop blevet oversat til dansk, og er et kærkomment indblik i et musikalsk virtuost liv, og samtidig tegner bogen et stemningsbillede af et Europa præget af den kolde krig. Brokken skriver med en særlig indlevelse om de oplevelser, han havde med den russiske pianist på dennes famøse adresse på Brouwersgracht og i koncertsale rundt omkring i verden. Læseren trækkes ind i bogens univers, og man ender med, trods den historiske, geografiske og tekstlige distance, at blive en del af Youris entourage. Denne anmelder lod sig rive med af erindringerne om Youris stormombruste tilværelse; om hans søgen efter det perfekte; om popularitetens gabende tomhed, og fortællingen om en person, der for første gang følte, han kunne leve. da han kom til Amsterdam, men som i en ørkenvandring søgte den russiske sjæl og ånd, der blev ham nægtet af jerntæppet.
Efter Youris ankomst til Amsterdam begyndte hans karriere i særdeleshed at tage fart. Sammenligninger med Horowitz pegede i retningen af en sjælden storhed, der kun ventede på at blive indfriet. Mellem koncerter og indspilninger fyldte han sit liv med alkohol og stoffer, og til tider også mandlig adspredelse. Nødtvungent blev det accepteret af hans faste partner, hvem, der i samtaler med Youris mor, kun blev omtalt Katerina. Tiden op til koncerter blev brugt til pedantisk at studere partiturer og diskutere russiske forfattere og komponister med bogens forfatter. Brokken indfletter således russisk lyrik i bogen, der elegant akkompagnerer fortællingen om Youris oplevelser som russisk eksilborger. Bogen kulminerer med Youris død, der varsler HIV-sygdommens ankomst, og vennegruppens dekadente og evige fest slutter brat, som havde virtuosen selv afsluttet et crescendo.
I digterens hus er ikke nødvendigvis for alle. Dens tema er en klassisk pianist, og som sådan føres man igennem en verden, der er fremmed for mange i dag. Til tider trækkes man igennem, hvad der føles som en endeløs namedropping, og selv med et godt kendskab til russiske forfattere og komponister, føles det ofte irrelevant. Når det er sagt, skal det dog også siges, at bogen fortæller en rørende historie, der er læseværdig for alle med interesse i, hvilken skelsættende begivenhed det er at flygte fra sit hjemland – og længes hjem.
Anmeldt af Simon Nørgaard Iversen
