Med hårdt arbejde og kun ét aflyst job i karrieren værner Danmarks dancedronning Camille Jones tappert om sin trone. Delfinen har mødt sangerinden, som ikke tager noget for givet, er vild med matematik og skrev en sang til en dengang ukendt Medina.
Tekst: Linnea Fonfara | Foto: Martin Møller Aamand
INTERVIEW
Delfinen møder det selvudnævnte sludrechatol Camille Jones i toppen af jurabygningerne, der ligger midt i Uniparken. Klokken er 17, og om tre timer skal hun på scenen for at forvand-le Uniparkens græs til et stort, gyngende klubgulv. Anledningen er en kæmpe fest for at markere overgangen til det nye universitet.
For den nu 37-årige sangerinde er Aarhus bestemt ikke ukendt land. Hun tilbragte sin ungdom i Smilets By, før åen blev afdækket. De positive sider af sin aarhusianske tilknytning lægger hun da heller ikke skjul på:
“Hold kæft, hvor var det egentlig fedt at være ung i Aarhus. Det var og er stadig en fed by. Men jeg synes, der blev sådan lidt – argh – for småt,” siger hun og illustrerer pladsmanglen med sine albuer.
“Eller måske ville jeg i virkeligheden bare prøve noget andet.”
Delfinen: Har du aldrig tvivlet på, at det var musikken, du ville?
Camille Jones: Nej, jeg har aldrig været i tvivl om, at det var musikken, jeg gerne ville. Men jeg synes, der er masser af andre ting, som også er interessante. Jeg læser fx noget matematik ved siden af. Og det gør jeg, fordi jeg synes, det er enormt sjovt. Det er egentlig ikke, fordi jeg skal bruge det til så meget lige p.t.
Hele mit liv er fyldt af kreativitet, og mit arbejdsliv er så kreativt, og der er altså et eller andet inde i mig, som har lyst til mere struktur. Derfor synes jeg også, hele businessdelen ved at være selvstændig musiker er enormt interessant. Men det er altså lidt, fordi matematikken er mit frirum. Og der får jeg lov til at arbejde ud fra regler og opskrifter. Der er en rigtig og en forkert måde at gøre det på. Der får jeg lov til at slappe lidt af. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken, vel? Den er opfundet. Jeg skal bare lære reglerne.
Men jeg har altid vidst, det var musik, jeg helst ville lave.
Hvad gjorde Fedde le Grand-remixet af ”The Creeps” ved din musik?
Det blev lidt mere kluborienteret. Jeg blev meget inspireret af hele klubscenen. Lige pludselig rejste jeg bare rundt alle mulige steder i hele verden og blev mødt med en masse fed musik, jeg aldrig havde hørt før. Så det har helt klart været en stor inspiration til at forfølge den genre.
Og det har jeg simpelthen også tænkt mig at blive ved med. Jeg kommer ikke til lige pludselig at lave en jazzplade eller en børneplade. Når jeg synes, at tiden er ved at være inde, så bliver det på klubben, jeg trækker stikket. Så jeg har helt klart fundet min hylde.
Du har rejst meget med din musik. Er der noget publikum, du føler dig mere hjemme hos?
Nej. Altså, så sent som i mandags kom jeg hjem fra St. Tropez, hvor jeg spillede til en 60-års fødselsdag. Mig og Ida Corr skulle spille på den her restaurant, så vi endte med at stille os op på to stole, fordi der ikke var nogen scene. Så stod vi på to stole og sang – og så klip til Aarhus Universitetspark, hvor vi håber, der kommer flere tusinde mennesker. Og en kæmpe scene. Et kæmpe anlæg.
Jeg mener, nede ved den der restaurant (i St. Tropez, red.), var der jo kun lige hul igennem til mikrofonerne. Og så i næste weekend kan det være en klub i Tønder. Altså, det er simpelthen så forskelligt.
Jeg synes, man bliver mødt med så mange forskellige mennesker, venues og konstellationer. Så længe publikum er med, føler jeg mig lige så meget hjemme til et privat arrangement som til et kæmpestort arrangement som det her.
Hvordan er forholdet mellem fornøjelse og forretning? Det er jo dit liv, dit job, din musik. Tænker du også forretning i det, eller er det bare…?
Ej, det er ikke ‘bare’! Det er det langtfra. Det har det ikke været de sidste ti år. Hvis det bare var ‘bare’, så var man aldrig nået til, hvor man er. Der er så mange andre om buddet. Man kan jo sige, det er ligesom at sælge sand i Sahara. Der er nok musik derude. Så man skal også på en eller anden måde finde ud af, hvordan man kan gøre sig selv interessant nok, så folk de vil lytte til én. Og det er bl.a. at gøre sig hamrende umage, når man laver musikken.
Det er selvfølgelig også en forretning. Men den udspringer af noget. Af en hobby. Så på den måde flyder mine hverdage, min hobby og mit arbejde ret meget sammen. Altså, jeg synes ikke, jeg kan tænde for tv’et uden at få dårlig samvittighed, for du kunne jo lige så godt sidde på nettetog lave nogle ting, ikke? Poste nogle ting på Facebook. Et eller andet, som holder gang i maskineriet. En gang imellem skal man også bare have lov til at ligge på sofaen og se Sex and the City, eller hvad det er, man vil se.
Hvordan deler du arbejdet op?
Det er lidt forskelligt. Når man laver pla-den, så er der jo enormt meget arbejde, der foregår i studiet. Så man er ikke så meget ude. Lige så snart pladen kommer ud, er der meget arbejde – du ved, interviews og alle de der magasiner, der vil vide, hvad der er i dit klædeskab og i din makeup. Alt det der, som ikke har særlig meget med musik at gøre, men for at holde mig synlig, er jeg nødt til det.
Så kommer der så turné lige efter en plade. Jeg vil sige, at halvdelen af tiden kan godt være enormt ensom. Der sidder man meget alene og skriver ting. Og den anden halvdel af tiden er man ude med sit band. Ude og møde folk. Og møde publikum. Det er jo super fedt. Det har jeg i hvert fald behov for. At komme ud og se, hvordan folk tager imod det.
Ensom, siger du. Producerer du det hele selv?
Det har jeg folk til. Jeg skriver tingene. Jeg sidder og arbejder sammen med nogle producere, der måske sidder i udlandet. Dem møder jeg aldrig. Kun måske. Fedde le Grand mødte jeg, tre måneder efter ”The Creeps” havde ligget på top-ti.
Bliver du aldrig træt af festen?
For mig er det jo ikke en fest. Jeg kan godt huske for 15 år siden, når man skulle ud og spille, så skulle man også ud og feste. Sådan er det ikke så meget læng-ere. I dag er det meget sjældent, at jeg bliver hængende et sted.
Jeg synes godt, det kan være lidt hårdt at køre fra København kl. 23 om aftenen, fordi man skal til Tønder og Aabenraa og spille kl. to. Den er lidt hård, synes jeg. Det er en af dem, man må tage med, hvis man også vil stå her i dag. Hvis man også vil til St. Tropez, og hvis man også vil til USA.
Men jo, jeg kan godt blive træt af festen, men det er absolut heller ikke altid, jeg deltager i den. Jeg kommer og spiller. Folk bakker en op, og de er helt vildt glade. De giver den gas. Det er jeg ikke blevet træt af endnu. Så tænker man ikke på, at man lige har siddet i bil i tre timer og skal videre til næste show. Så er det bare sjovt. Det bliver man nærmest afhængig af. Den der følelse af, at folk bakker en op på den der måde. Det er bare fedt. Du kan nemlig godt mærke, når du får energi fra folk. Men det er jo også, synes jeg, min opgave at få folk til at give mig den energi. Dér er erfaring bare det gyldne ord, vil jeg sige.
Hvis du føler dig overbooket, tager du så nogensinde hjem og holder fri bagefter?
Ja, jeg vil sige, der skal rigtig meget til, før jeg bliver overbooket. Det er jo mit job, det her. Jeg skal jo også arbejde i hver-dagene, og det gør jeg også. Men jobbene ligger i weekenderne. Og jeg synes, der skal meget til, før jeg aflyser. Jeg tror aldrig nogensinde det er sket, medmindre jeg har været hamrende syg. Og det har jeg kun prøvet en enkelt gang med et job i Rusland, jeg blev nødt til at aflyse.
Hvordan sørger du for, at folk stadig er interesseret i dig?
Jeg vil i hvert fald sige, man ikke skal hvile på laurbærrene. Man bliver sgu nødt til at kridte skoene, hvis man skal være med. For der kommer hele tiden nye, rigtig dygtige talenter frem.
Hvis jeg skal blive ved med at fange nye mennesker, og de ikke bare skal høre alle de andre nye, der kommer, så synes jeg også, jeg forpligter mig til på en eller anden måde at skabe noget, som de ikke bare kan få andre steder.
Jeg synes faktisk, det er enormt spændende. Jeg er ikke en af dem, der tænker: ‘Øv, hvorfor kan jeg ikke sælge 100.000 plader ved bare at spille på min akustiske guitar?’ Sådan har jeg det bare ikke. Så må jeg komme ind i kampen.
Jeg synes faktisk, det er en gave, at meget unge mennesker gider lytte til mig. Det er sgu da fedt, altså. Den chance griber jeg og passer rigtig godt på den.
Og det har jeg lært af alle de her år: Jeg tager sgu ikke noget for givet. Fordi lige pludselig så siger det bare keeow! med den ene Medina og keeow! med den anden Medina.
Meget stor respekt og hatten af for hende. Det har jeg faktisk ikke set i min tid som musiker. En artist gøre det så skide godt. Men hun har jo også bare kløet på, ikke? Jeg skrev faktisk den første sang, der kom ud med hende. Den var til en tv-serie. Jeg anede ikke, hvem hun var. Der var ingen, der vidste, hvem hun var. Jeg boede i New York og blev spurgt, om jeg ville skrive en sang til en tv-serie, der hed Pigerne fra Havdrup. Jeg skulle skrive på dansk og tænkte: ’Ja, det kan jeg godt.’ Men så handlede serien om teenagepiger, og de spurgte, om jeg ville synge den. ’Ej, altså! Det er da helt åndssvagt, jeg skal synge den,’ tænkte jeg. Jeg var måske 30. ’Det går altså ikke,’ sagde jeg. Og så havde de hende her Medina. ‘Ja ja, det er fint,’ sagde jeg. Det er bare meget sjovt at se hende gå fra ingenting og til så stor succes. Det er sgu ret tjekket.
Skriver du mange sange for andre?
Nej, ikke p.t. Det er helt sikkert noget, jeg vil bevæge mig mere ind på, for jeg kan ikke synge alle de sange selv. Og det er fedt nogle gange at få lov til. For eksempel med den sang, jeg har lavet med Ida (Corr, red.) og Kato, får jeg lov til at lege lidt. Gøre nogle ting, der ikke lige passer ind i mit koncept. Det, synes jeg, er rigtig sjovt. Mere af det, helt klart.
Inden Camille Jones skal videre og stryge sin kjole, før L.O.C. snupper strygejernet, må Delfinen lige høre, om hun har noget at tilføje.
”Nej, egentlig ikke. Så interessant synes jeg sgu heller ikke, jeg er.”
