Spring til indhold
Hjem » Artikler » I angstens vold og ud af den igen

I angstens vold og ud af den igen

DSC_8043

Tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen er en stærk kvinde. Trods en usædvanlig hård barndom, har hun formået at blive økonom, cool mor til fem og en stor forkæmper for udsatte børns rettigheder. En vaskeægte mønsterbryder. Vi mødte Lisbeth til en snak om livets udfordringer, kneb til at komme gennem universitetet, piger med pagehår, og hvordan angst kan være en drivkraft.  

Af Trine Møller og Eline Eggers

Lisbeth Zornig Andersen sidder og nulrer den lille papirspose med sukker. Hun får en cappuccino. Hele sukkerposen skal i. Hun møder os på den smarte café Paté Paté på et af Kødbyens gode hjørner i København. Hun kommer ind ad døren med et stort smil og giver os begge et varmt håndtryk. Hendes ansigt er roligt, men øjnene er vagtsomme og intelligente. Intet går denne virksomhedsejer og karrierekvinde forbi.

Blandt caféens rå træmøbler taler Lisbeth Zornig om angsten, både i forhold til et universitetsstudie, men også i forhold til at bryde den sociale arv. Især fokuserer hun på angstens særlige todelte væsen. Hendes opfattelse af angsten, som på den ene side kan være en stærkt hæmmende faktor, men som også kan være drivende og ressourceskabende, gør indtryk: ”Jeg kalder det rovdyrsadfærd. Altså det, at man hele tiden er på vagt. Det kan faktisk være positivt. Du har et alarmberedskab, men selvom det kan være hæmmende, kan det også gøre, at du passer på dig selv. Det kan altså være en ressource i stedet for en hæmsko.”

Universitetstiden

En akademisk uddannelse var bestemt ikke noget, der lå i kortene for Lisbeth. Med en hård og tumultarisk start på livet, med vold, alkoholisme og ophold på børnehjem, kunne universitetet virke som en helt anden verden. Alligevel startede hun på Københavns Universitet efter gymnasiet i 1986. Valget faldt på økonomi, og uden hun egentlig vidste særlig meget om, hvad universitetet var for noget, ønskede hun at gøre det godt. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, og det var måske meget godt. Jeg kom ind i denne her glit-verden med piger med pagehår og drenge med pulloveren over skulderen, og de var alle sammen vokset op nord for København med jurist-forældre. Jeg ved ikke, hvor jeg fik modet fra, men jeg fandt også hurtigt mine kneb til at klare det.” Lisbeth kigger på os begge med sit intense blik, men smilet er i øjnene, da hun indvier os i sit første kneb; sin studiegruppe. Istedet for at prøve at tilpasse sig, fandt Lisbeth sammen med dem, der ligesom hende selv ikke rigtig passede ind.  De var alle tre forskellige, men de fandt hinanden, fordi de ikke følte, de hørte til blandt de smartskårne frisurer og dyre designersko.DSC_4139

”Vi lavede en outsider læsegruppe. Vi fandt sammen og var sammen hele studiet. Vi lavede alle vores opgaver sammen. Det var en metode for mig. Det at finde sammen med dem, man synes om, i stedet for dem man kigger på og hører på, men hvor man slet ikke fatter, hvilken planet de er fra.”

Lisbeth blev kærester med sin tutor.

Et andet kneb, som hjalp hende til at manøvrere rundt i den fremmedartede verden. Han var ældre end hende, og han kom fra en helt anden verden. ”Jeg lærte nogle koder af ham. Han lærte mig f.eks. at rejse, fordi jeg havde sgu ikke været andre steder end måske Lübeck for at købe marcipan engang og så på Mallorca med det første børnehjem. Han havde været i Afghanistan lige før jeg mødt ham.”

Med kæresten kunne hun se, at der var nogle koder, hun manglede, og som hun nogle gange kom til at overskride, selvom det ikke altid var en dårlig ting. Folk på studiet syntes, at hun var enormt sjov, når hun gik til den til festerne. Men andre gange kunne hun også mærke de forargede øjne i nakken. Hun følte sig pinlig over, at hun sådan brød grænserne, men på den anden side kunne hun heller ikke gøre andet end at være så tro som muligt overfor sig selv og stå ved, hvem hun var. ”Jeg synes, det at stå ved sig selv gør, at man bliver et smukt menneske. Jeg kan da godt få pagehår, men jeg føler mig bare ikke tilpas, og det vil gøre, at jeg ikke er autentisk. Så det er noget med at kigge på det, jeg er udstyret med. Hvad er det, jeg har fået med mig, og så få det bedste ud af det.”

Speciale lavet på angst

Trods usikkerhederne klarer Lisbeth turen igennem universitetsmøllen. Men mod enden begynder det langsomt at gå op for hende, at hun nu snart skal ud på den anden side, ud i virkeligheden. Hun begynder på sit speciale om spilteori, et svært teoretisk felt i 1994. Her kan Lisbeth mærke, at hun er presset i sin hverdag. Hun har fået et lille barn i mellemtiden, og hun føler, at den trygge universitetsidentitet langsomt smuldrer mellem fingrene på hende. ”Jeg var så bange for ikke at få et job, så jeg havde sådan en barriere, der hed: ’Hvis jeg skriver det her speciale, som i øvrigt sikkert bliver noget lort, så går jeg fra at have denne her identitet som studerende til at være ingen!’Jeg gik helt i sort og lagde mig under dynen.

Lisbeth ærgrer sig over, at hun ikke gik til nogen med angsten. Hun skulle have søgt noget hjælp, om ikke andet så bare hos sin egen læge, fortæller hun. Han kunne i det mindste have givet hende noget at sove på og muligheden for at tale om det. Men hun følte allerede et stik af mindreværd, fordi hun havde været nødt til at tage et år mere på studiet på grund af sin sproglige studentereksamen. En diagnose oveni, kunne hun slet ikke overskue. Men hun vidste alligevel, at hun skulle holde sig i gang. Hun måtte, ligesom hajen, blive ved med at svømme for ikke at synke til bunds i virvaret af egne forventninger og ambitioner. ”Så der er bare et eller andet, der træder i kraft. Der er ligesom ikke andre end mig selv, der kan få mig ud af sengen, altså en nu-må-jeg-tage-mig-sammen-drivkraft, og så stod jeg op, og så skrev jeg det speciale.”

Med et fremragende resultat får Lisbeth sin kandidat, som den yngste i klassen og bliver sluppet ud i det store ocean af jobmuligheder og ansættelsessamtaler. Hun får dog hurtigt en stilling som systemudvikler hos Codan.DSC_2023

Sidenhen har Lisbeth fundet mere og mere ind til sin kerne. En kerne hvori hun har en faglig og personlig sikkerhed, som gør at hun kan slappe helt af, både i sit arbejde og i hverdagen. Det jeg har opdaget igennem årene er, at det jeg beskæftiger mig med, det er jeg dygtig til. Det gør, at jeg tit kan komme til møder, hvor jeg faktisk ikke er forberedt, fordi jeg kan slappe mere af. Jeg ved, jeg kan det, og det jeg kan, er jeg tilfreds med. Hvis man bare kunne lære, at få den følelse noget før. Noget tidligere i livet”

Huset Zornig

Lisbeth har i sit voksne arbejdsliv både stiftet egen virksomhed og været formand for Børnerådet. Kampen for de udsatte børn er Lisbeths mærkesag. I begge stillinger har hun  kæmpet for disse børn og deres familier. Angsten er en allestedsnærværende faktor hos denne gruppe, og den  ulmer hos de familier, der har det svært.

Hos Huset Zornig, Lisbeths nuværende projektudviklingsvirksomhed, er det ligeledes de socialt udsatte der er på dagsordenen, og her fylder angst meget både som et vilkår i hverdagen og  som en diagnose.

100.000 børn er diagnosticeret med angst i dag. Selvom det er en lidelse, der relativt let kan behandles, begrænser angsten livet for mange. Og de udsatte børn er ingen undtagelse. De lider under mange svære ting, og angsten har det med at overmande deres søvn og deres tanker. Og det bliver sværere og sværere for denne gruppe at løsrive sig fra angstens fangearme. Dette ses blandt andet på antallet af mønsterbrydere, som er faldet i løbet af de sidste år. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det kan virke underligt, når man tænker på de tilbud og tendenser, der findes og ses i vores samfundet – SU, mentorordninger og politiske ambitioner om at få flest mulige gennem uddannelsessystemet. Men for Lisbeth står det helt klart, hvad tendensen skyldes: ”Min teori er, at det omgivende samfund og de krav, der er til unge i dag er tilsvarende blevet meget voldsommere. Hvis man f.eks. kigger på økonomien for unge, så var det noget nemmere at klare sig igennem, da jeg var ung. Man skulle ikke engang købe sig en computer. Der er nogle helt andre krav for at blive godkendt og være en del af en gruppe i dag. Kravene til de valg man skal tage i livet som ung, hægter de her udsatte unge af.”

Mig og min mentor

De mange voksende krav gør, at basen er alfa og omega for de unge, især de udsatte. Og det overfører Lisbeth til Huset Zornig, som har modtaget fondsmidler til en analyse og et design af et mønsterbryderprogram. Her spiller voksne mønsterbrydere en afgørende rolle i hjælpen af de udsatte unge. De behersker de koder og det sprog, som er fremherskende hos dem. De ved, hvordan de skal tale med dem, og de ved, hvad der skal til for at den unge har lyst til at lære. Det er essentielle kundskaber i forhold til de unge. Det er også vigtigt for den unge at der opstår en relation til og en følelse af ansvar overfor den voksne mønsterbryder. Mentoren skal være den man ikke vil skuffe. Det er den, man vil gøre glad og stolt, ligesom en forælder.

Programmet arbejder ud fra et princip om, at der skal sættes ind tidligt. Det skal starte ved 14-årsalderen, hvor de afsluttende eksaminer kan give dem den oprejsning, de har brug for. Mentoren følger så den unge helt til 25-årsalderen, hvor den nu voksne unge skal stå mere og mere på egne ben.

”Den her mentorrolle, den voksne mønsterbryder, skal være med i de her 10 år, så den unge får følelsen af, at have en forælder, der stadig har lidt snor i én, men som slipper mere og mere.”

I Lisbeth Zornigs eget liv har pædagogen Karen spillet en helt essentiel rolle for hendes udvikling. “Hun var en rollemodel, som jeg så op til. Jeg gad godt være Karen og være klog som hende.” Lisbeth mødte Karen på det sidste opholdssted, hun boede. Karen var den eneste af de andre pædagoger, der havde taget en studentereksamen, og Lisbeth så op til den belæste og intellektuelle kvinde.  De udviklede et venskab, og Karen blev Lisbeths klippe. Hun fulgte hende til frisøren, hjalp hende med shopping og gav hende den tryghed og nærhed, hun havde brug for. Selvom Karen aldrig havde gået på universitetet ansporede hendes vid og kulturelle ballast Lisbeth til ideen om en akademisk uddannelse. Hun gav hende modet til mødet med en helt anden verden.

Den tomme cappuccinokop er næsten groet fast på bordet. Kaffen er for længst drukket og en time fløj af sted. Vi tager afsked med Lisbeth på samme måde som vi sagde goddag, med et varmt fast håndtryk. Hun tager sin taske og går ud af den tapasduftende café. Hendes historie og liv fortæller om en stærk kvinde, en kvinde med hjertet på rette sted, og en kvinde med mere livsmod og livserfaring end de fleste andre. Hvor er det godt, at vi har Lisbeth.

 

Huset Zornig

 

Huset Zornig har eksisteret, under dette navn, siden 2012 og fungerer som en rådgivningsvirksomhed.

Huset Zornig har, med Lisbeth Zornig Andersen i spidsen, specialiseret sig indenfor de socialt udsatte mennesker.

Hos Huset Zornig udvikles viden og metoder til at hjælpe de udsatte i samarbejde med eksperter og mønsterbrydere.

Huset Zornig hjælper myndigheder, institutioner og virksomheder med at udvikle metoder og praktiske løsninger i forhold til de udsatte.

Huset Zornig udvikler almennyttige projekter, bl.a. mønsterbryderprogrammet, for at forbedre vilkårene for de udsatte.

Huset Zornig er også initiativtagere bag den socialøkonomiske tænketank SIF.