Spring til indhold
Hjem » Artikler » Hymnedreng synger på første vers

Hymnedreng synger på første vers


Selvom han vader i succes med sit debutalbum, har en musikkarriere aldrig været et mål for Jonas H. Petersen. Muligheden opstod ved et tilfælde, da han skrev en besked på Myspace.

Af Julia Sakskjær Nielsen
Foto af Claudine Zia

Solokunstneren ”Hymns from Nineveh” dækker i daglig tale over den 24-årige Jonas Haahr Petersen. En mand, som slet ikke har fulgt den traditionelle vej til spillestedernes rampelys.
Hymns from Nineveh strøg direkte ind på toppen af P3’s Barometerliste og Soundvenues High 5-liste med sit selvbetitlede debutalbum. På kun én uge snuppede bandet førstepladsen på iTunes’ liste over flest solgte album for næsen af det folkekære band TV-2, og optrådte live i Godmorgen Danmark. En utraditionel debut, som de færreste musikere kan prale af. Men traditionel er da også langt fra, hvad man kan kalde hymnedrengen.

Første del af Jonas H. Petersens opvækst foregik i Botswana i Afrika, hvor faderen underviste på et præsteseminarium. Da familien vendte tilbage til Danmark, bosatte de sig i det forblæste Vestjyllands yderste bastion, Ringkøbing. Musikken har været en fast grundpille for Jonas H. Petersen hele livet.

Det var dog først i gymnasiet, Jonas H. Petersen opdagede sit talent. Her oplevede han, at sangteksterne kom til ham ganske ubesværet.

”Jeg sad og skrev sange sammen med en kammerat. Det var her, jeg forstod, at jeg kunne kanalisere mine følelser på en speciel måde ved at skrive en sang,” fortæller han.

Fik pladekontrakt ved et tilfælde
Faktisk var det slet ikke en musikkarriere, der trak i hymnedrengen. Han studerede i stedet dansk på Københavns Universitet, og skrev musik i fritiden. Det var derfor et tilfælde, at han kom i kontakt med sit pladeselskab.

I 2007 skrev Jonas H. Petersen via sin MySpace profil tillykke til Good Tape Records, da de netop havde signeret bandet Bodebrixen.

”Og så skrev de tilbage til mig, at de godt kunne tænke sig at høre mere fra mig. Så derfra begyndte vi at teste, om vi kunne finde ud af at samarbejde,” forklarer han på sin helt egen ydmyge facon.

Den første udgivelse var en nichepræget jule EP, der, efter hymnedrengens mening, mest var en prøveklud for samarbejdet. Jonas H. Petersen skulle selv være klar, og have fundet sin form som kunstner, inden arbejdet med debutalbummet kunne begynde.

Uskyldige bibelreferencer
Særligt teksterne har ført til mange overvejelser, og hymnedrengen fortæller, hvordan han elsker at bruge referencer. Ofte er det bibelreferencer, hvilket bandnavnet også kraftigt indikerer. Nineveh er navnet på en by nævnt i Jonas’ bog i det Gamle Testamente.

Jonas H. Petersen fortæller åbent, at han er troende kristen, men understreger samtidig, at musikken ikke er missionerende.

”Det er digte, lyrik, jeg kan ikke selv bestemme, hvilken funktion de skal have for den enkelte person, så det giver slet ikke mening at være missionerende,” siger han bestemt og fortsætter:

”Men det vigtigste for mig er, at referencerne sker på kunstens præmisser, ikke på religionens”, siger han

Jonas nægter dog at sætte ord på, hvad han ønsker, folk skal tage med sig, når de hører albummet. Det indskrænker folks muligheder for at tage noget unikt med.

”Der er jo ikke noget facit, og hvis jeg nævner en ting, udelukker jeg jo alle de folk, der har lagt vægt på noget andet. Folk skal tage det med sig, de vil,” forklarer han.

Ingen succesparametre
Jonas H. Petersen har ikke kunnet undgå at lægge mærke til avisernes flotte anmeldelser af hans album. Alligevel er han ikke bekymret for, at skulle leve op til folks forventninger. Værket er udgivet, og der er ikke mere at gøre, konstaterer hymnedrengen blot på en rolig vestjysk facon.

Spørger man ham om fremtiden, svarer Jonas H. Petersen meget forsigtigt, at han ikke har tænkt særligt over den. Han vil gerne se, hvor langt projektet kan bære og forfølge de spændende nye muligheder, der er opstået.

”Jeg koncentrerer mig bare om at være kunstner. Så lad mig sige det på godt gammeldags jysk: ”Vi får se, hvad der sker…”.

Tags: