Enhver der var forbi Musikhuset torsdag aften, ville have lagt mærke til gruppen af spændte mennesker med stråhatte, sørøverflag og store smil på læberne. Der var nemlig noget så sjældent som en skandinavisk premiere på en multi-medie symfoni med klassisk musik fra verdens bedst sælgende japanske tegneserie, One Piece (en sætning, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive)
Tekst: Simon Ørberg
Foto: Mariann Sejer Nielsen
Jeg er ikke typen, der normalt går til klassiske koncerter. Da jeg venter på en ven foran Musikhuset, går det da også op for mig, , at jeg slet ikke har været inde i bygningen, siden jeg flyttede til Aarhus for to år siden. Men når Aarhus Symfoniorkester som de fjerde i verden opfører en klassisk koncert med musik fra min barndoms yndlings anime, ville det være tåbeligt at blive i hjemme og læse til eksamen.
Den omtalte anime er One Piece, som handler om den livsglade Ruffy og hans kamp for at blive piraternes konge. I de sidste 20 år er tegneserien og den efterfølgende TV-serie blevet en af Japans største kulturelle eksportvarer, som børn og unge har taget til sig over hele kloden – også i Aarhus. Klientellet til aftenens koncert er derfor også en blanding af børnefamilier, udklædte tweens, nostalgiske voksne, forvildede bedsteforældre og kælderfolk, som slæber 1.5 liters colaflasker med sig ind i Symfonisk Sal. Hvis Musikhuset ville tiltrække et nyt publikum, er det lykkes.
Da vi træder ind i salen, får jeg fornemmelsen af, at jeg ikke er den eneste, som aldrig før har været til en klassisk koncert. De fleste kigger imponeret rundt på den majestætiske koncertsal og det enorme symfoniorkester, som er i færd med stemme deres instrumenter. Over dem hænger et udstrakt lærred, hvor klip fra tegnefilmen skal vises under koncerten. Imens vi sætter os, står der bare ”One Piece Music Symphony” efterfulgt af billeder af merchandise, man kan købe ude foran. Jeg tænker, at det sikkert er den eneste klassiske koncert med tilhørende turistbod.
Kl. 19:30 sharp træder dirigenten frem på scenen til store klapsalver – for det er jo sådan, man gør til klassiske koncerter. Men allerede sekunder efter bliver det klart, at det her ikke er en hvilken som helst klassisk koncert. Den ovenstående skærm tændes og viser den originale japanske introsekvens til One Piece. Enkelte folk i salen begynder at huje, og den lille dreng i sædet bag mig fortæller stolt navnene på alle karaktererne til sin mor.
Dernæst går orkesteret endelig i gang, og i de efterfølgende to timer gør de, hvad symfoniorkestre gør bedst: spiller vanvittigt godt. Musikken er det originale soundtrack fra tegnefilmen, som vises i highlights på skærmen over orkesteret. Det er også grunden til, at koncerten bliver kaldt en ’multi-medie symfoni’, men desværre føler undertegnede, at samspillet mellem video og live-musik ikke fungerer optimalt. Det er ikke et problem med de enkelte dele, men rettere konceptet i sig selv.
De sammenklippede highlights stjæler for meget af opmærksomheden fra orkesteret, fordi man som fan af serien konstant rammes af nostalgi og genkendelige grin. Eksempelvis fanger jeg et øjeblik mig selv i at have fulgt så meget med i handlingen på skærmen, at jeg glemte, at der overhovedet var musik. Det kan umuligt være meningen, når man sidder til en klassisk koncert.
Især når orkesteret gør det så godt. Musikken spænder fra de skrøbeligste fløjte- og klaverpassager til det følelsesmæssigt storladne og videre til det direkte lalleglade. Enkelte gange går skærmen i sort, hvilket giver mulighed for at føle på egen krop, hvordan musikken i sig selv kan udfylde lokalet og slå én omkuld.
Ved koncertens afslutning hentes dirigenten tilbage på scenen til stående bifald og selvfølgelig iført One Piece t-shirt, for at opføre et ekstranummer (endnu et fænomen jeg er i tvivl om, er almindeligt i klassisk musik). Under ekstranummeret vises ikke videoklip, men blot et billede af det genkendelige piratflag fra serien. I sig selv er det en surrealistisk oplevelse af se et klassisk orkester spille under et piratflag, men det får mig også til at tænke på, at koncerten generelt ville have fungeret bedre med billeder fra serien i stedet for video.
I sidste ende var det dog et positivt første møde med klassisk musik. Jeg ved ikke, om jeg er helt klar til en symfoni af Stravinsky endnu, men i det mindste lærte jeg, at der rent faktisk findes et sted, hvor tegneserier og klassisk musik kan mødes – og forhåbentlig ikke for sidste gang.
