Spring til indhold
Hjem » Artikler » Hverdagen kommer snart tilbage: Her er hvad redaktionen glæder sig mest til

Hverdagen kommer snart tilbage: Her er hvad redaktionen glæder sig mest til

Grafik: Karen Sahl Jeppesen

Grafik: Karen Sahl Jeppesen

Interview: Josephine Bech

Vi har ikke set vores velkendte og (nu indsete) elskede hverdag i så lang tid, at man næsten skulle tro, vi har glemt, hvordan hverdagen virkelig var. Men selvfølgelig har vi ikke det. Der er ikke sket det samme, som når en nyudgivet sang pludselig bliver ens nye yndlingssang, eller som når nye sko pludselig kun er dem, man gider at gå i og man fuldstændig glemmer alle de andre par, der står i skabet. Nej. Vores nye hverdag har ikke fået os til at glemme den gamle – nok endda det stik modsatte. Den har fået os til at savne endnu mere. Jeg har derfor snakket med redaktionen om, hvad de glæder sig mest til, når vi ser den gamle hverdag igen. Læs med herunder.

Camilla

Skribent

Læser Nordisk Sprog og litteratur på 2. semester

– Jeg glæder mig allermest til at se alle mine venner igen. At kunne tage i fitness og arbejde på mine guns. At gå i byen og flække et dansegulv, og at kunne gå i garnbutikker mærke garnet før man køber det, i stedet for at bestille det online. Også sightseeing i Aarhus – der er stadig mange ting her, jeg ikke har oplevet endnu.

Mathias

Skribent

Læser Uddannelsesvisenskab på 6. semester

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i teateret igen. Lige inden pandemien og nedlukningen ramte, havde Aarhus Teater gang i nogle rigtig spændende projekter og forestillinger, som forhåbentlig bliver fuldført, når kulturlivet kommer tilbage til samfundet.

Johanne

Skribent

Læser Kandidat i Retorik på 2. semester

– Jeg glæder mig til at få spontaniteten tilbage i mit liv. Til at gå en tur og sætte mig ind på en cafe, fordi jeg får lyst til en cafe latte. Til at spørge mine venner, om de har planer, hvor det ender i en durum klokken 4 om natten. Jeg glæder mig til at kunne nyde livets øjeblikke og dets uforudsigelighed.

Isabell

Skribent

Læser Nordisk Sprog og Litteratur

– Jeg glæder mig ALLERMEST til engang at kunne genoptage mine aflyste rejseplaner fra 2020: Jeg glæder mig til at se Cubas strande på toppen af en hesteryg, nyde den cubanske Mojito, som Hemingway gjorde det så tit, og ikke mindst danse salsa i Havana.

Amanda

Skribent

Læser kandidat i Retorik på 2. semester

– Jeg glæder mig til, at corona ikke sidder i kroppen længere. Til, at det ikke føles farligt eller underligt at sidde 10 mennesker sammen på et lille værtshus tæt klemt sammen. Jeg glæder mig til ikke at tage stilling til samvær og bare være igen.

Tine

Illustrator
Bachelor i Religionsvidenskab

– Det, jeg glæder mig allermest til, er at sidde i et fyldt forelæsningslokale igen. Selv hvis det er kl. 8 om morgenen.

Martin

Skribent
Læser Litteraturhistorie på 4. semester

– Jeg glæder mig til at bruge en hel dag ude og komme hjem! Jeg savner at komme hjem.

Erik

Skribent

Læser Nordisk Sprog og Litteratur på 2. semester

– Det, jeg glæder mig mest til ved genåbning, er at kunne være sammen med vennerne eller klassen nede i byen. At man kan sidde på en bar med folk, have gode samtaler og lære hinanden bedre at kende.

Lise

Redaktør

Læser kandidat i Pædagogisk Psykologi på 2. semester

– Noget, jeg glæder mig til, er at lægge planer og glæde sig til dem uden at være bange for, at de bliver aflyst. Det er simpelthen så mærkeligt at skulle tage forbehold hele tiden og være forberedt på, at alt det sjove sandsynligvis bliver aflyst. Og så glæder jeg mig til at give flere kram.

Sofie

Illustrator

Læser kandidat i Kognitiv Semiotik på 4. semester

– Jeg glæder mig til at se studiekammeraterne igen, sene nætter på studenterbaren, håndboldkampe og muligheden for igen at kunne bruge kulturlivet. Det bliver også virkelig godt at sige farvel til ansigtsmasken!

Oskar

Skribent

Læser Filosofi på 4. semester

– Jeg glæder mig til at kunne have de samtaler, som kun opstår, idet sindet er rundtosset, og man begge vugger hen ad fortovet iklædt sit (nu) ketchupplettede tøj. Jeg ser frem til, at skemaer ikke er noget, man er nødsaget at pålægge sig selv, men blot er pålagt en.

Jeppe

Skribent

Læser Idéhistorie på 6. semester

– Jeg glæder mig til at se mine venner, give dem en krammer og drikke en øl med dem!

Frederik

Skribent

Læser Filosofi på 2. semester

– Jeg glæder mig allermest til at komme ud og rejse igen – udenlands. Ligesom mange andre har jeg tilbragt sommeren i det danske. Dog ser jeg frem til at opfylde min udlængsel igen!

Karen

Illustrator

Uddannet Designteknolog

– Jeg glæder mig allermest til at vide, at ens planer ikke bliver aflyst på grund af nye restriktioner eller sygdom – og så glæder jeg mig til at komme ud og spise en masse god og forskelligt mad på hyggelige restauranter og sidegadecaféer!

Vi på redaktionen glæder os altså til at se den gamle hverdag igen. Til at gøre de ting, der før var en naturlighed, og til at have de muligheder, vi før anså som en selvfølge. For alt det glemmer vi ikke, men savner endnu mere. Måske sukker du efter nogle af de samme ting som vores redaktion. Måske er der andre ting, du glæder dig mere til, når vores velkendte hverdag vender tilbage. Men forhåbningen er vi nok enige om – at vi inden længe kan gøre det hele igen.