TEKST Sille Kirketerp Berthelsen
FOTO Simon Skipper
Daniel Boysen Pedersen har de sidste par år følt sig splittet mellem at være studerende og skønlitterær forfatter. Han er 26 år og læser Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. Men med udgivelsen af romanen Forudsat, at du har lyst til at fortsætte i januar måned i år, ser det endelig ud til, at forfatteren kan få lov at dominere. Delfinen har mødt Daniel Boysen Pedersen til en snak om balancen mellem at læse andres tekster og skrive sine egne.
”Forudsat, at du har lyst til at fortsætte” var den første sætning, Daniel Boysen Pedersen skrev på sin roman af samme navn. Og det havde han. Uden mål gik han i gang, indtil han kunne mærke, at den sidste sætning var skrevet. Det blev romanens første del. Skrevet af nødvendighed eller som en overlevelsesmekanisme.
Men romanen var ikke færdig, og anden del gik ikke så let som den første. Daniel Boysen var frustreret og kunne ikke komme videre. Men så lagde han sin livsstil om, droppede alkohol og fester i en periode, og så kom det. For skriveblokeringer er nemlig ikke et begreb, der eksisterer i Daniels verden. Kommer der ingen ord, er det fordi, de ydre rammer skal laves om. Så dem ændrer han, om det så betyder, at han skal flytte rundt på møblerne i lejligheden eller spærre sig inde i et skab. Otte måneder tog det at skrive romanen. Seks måneder tog det at få den udgivet. Og en torsdag i februar mødte Delfinen Daniel Boysen blandt Nobelstuens mange bøger.
Du er 26 år, og har allerede fået udgivet din første roman. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive?
Jeg begyndte at skrive, da jeg var 14 år gammel. Jeg havde nogle tanker, jeg var nødt til at gøre noget ved. Først skrev jeg digte, men henover efterskole- og gymnasietiden udviklede det sig til længere tekster. Jeg har altid været meget undrende. Jeg kommer fra en typisk vestjysk kernefamilie, hvor man ikke snakker så meget om tingene. Alle har det altid ’fint nok’, uanset hvad der sker i deres liv. Skriveriet blev en måde at bruge min frustration og kedsomhed på. Jeg har altid kedet mig enormt. Det var ikke nok at lege politi og røvere. Min familie har undret sig over, hvor min skrivetrang kommer fra. Faktisk har min farmor gennemsøgt vores stamtræ for at finde ud af, om der var andre, der skrev. Det var der ikke.
Hvilke tanker har du gjort dig om, hvem du kunne tænke dig skulle læse din bog?
Forlaget (Mellemgaard, red.) har lavet en relativ bred målgruppe, der hedder ’20- til 50-årige’. Jeg tænker, at bogens målgruppe er folk, som er i kontakt med deres følelser og har behov for at tænke mere over livets usikkerhed. Når jeg er ude at læse op, får jeg tit at vide, at jeg sætter ord på noget, som tilhørerne har manglet ord for. De kender den følelse, jeg beskriver og ved ikke, hvordan de skal håndtere den. Mit budskab er, at det er okay at være usikker.
Du fortæller, at du, siden du var 14 år, har haft et behov for at skrive. Hvordan kan det være, at du valgte at læse Nordisk Sprog og Litteratur i stedet for eksempelvis at satse på forfatterskolen?
Forfatterskolen ligger i København. Jeg kunne ikke finde på at flytte til København, selvom jeg ikke har noget imod byen. Jeg går ind for decentralisering af kunsten.
At skrive er at skabe. Studiet på Nordisk beskæftiger sig med at analysere litteratur – ikke med selv at skrive den. Hvordan har det været?
Forfærdeligt. Jeg rummer to personer: den studerende og forfatteren. Men efter jeg skrev Forudsat, at du har lyst til at fortsætte er de to personer begyndt at blive forenet. Jeg glæder mig til, mit speciale er færdigt, så jeg kan lade de to personer sammensmelte helt.
Hvilke fordele har der været ved at læse Nordisk?
Jeg har fået den litteraturhistoriske dannelse på universitetet, som jeg ønskede mig. Det er også godt at finde ud af, at mange af de største forfattere ikke har haft succes fra begyndelsen.
Hovedpersonen i Forudsat, at du har lyst til at fortsætte er en ung universitetsstuderende, som bor i Aarhus og skriver små tekster. Hvor tæt er hovedpersonen på dig selv?
Det er ikke mig selv. Nogle af de situationer, han er i, er taget fra mit eget liv. For eksempel når han vælter på cyklen. Det har jeg selv oplevet, men de tanker han har, mens det sker, er ikke mine. Jeg bor i Aarhus, så Aarhus er en naturlig ramme. Det er vigtigt for mig at kende det, jeg skriver. Ligesom Svend Åge Madsen skriver om sit Aarhus, skriver jeg om mit.
På et tidspunkt tænker hovedpersonen: ”Det er mig selv, jeg burde glemme”. Er det et af bogens budskaber, at vi skal glemme os selv og være mere orienterede mod vores omverden?
Min hovedperson har et problem. Han vil ikke dele det med andre, når han er ulykkelig eller lykkelig. Han er skrækbilledet på, hvad der sker, når vi går med vores problemer selv. Han eksperimenterer med tanken om, at hvis han forsvinder, så vil ingen opdage det. Når han endelig åbner op, krænger han hele sin sjæl ud. Så ved hans omverden ikke, hvordan de skal håndtere det. De ’liker’ bare hans status, så at sige. Egentlig gad jeg ikke skrive om Facebook og sociale medier, men måske er det det, der slår igennem hos ham.
Du beskriver flere episoder, hvor hovedpersonen reflekterer over barnet, som indhentes af voksenlivets tungsind. Er overgangen fra barn til voksen også et tema?
Det har nok ligget ubevidst i baghovedet. Gang på gang tænker vi tilbage til dengang, vi var børn og må indse, at vi er blevet voksne. Hver gang der sker store ændringer i vores liv, som når vi får en ny kæreste eller holder op på vores studium, bliver vi nye mennesker. Hovedpersonen var jo voksen, men så gik hans kæreste fra ham, og han var nødt til at bygge sig selv op til et voksent menneske igen. Under skriveprocessen har jeg også været tilbage i den by, jeg er vokset op i. Gået en tur og set på skolen. Så det har nok også været en proces i mig selv.
Mange af dine afsnit slutter med sætninger som disse: ”Jeg vil have min hat på. Som om den kan beskytte mig. Som om den er nok mod det forestående.” ”Som om” går altså igen. Hvad er det et udtryk for?
Min hovedperson er god til at erkende ting, men han kan ikke bruge sine erkendelser til noget. Han lyver for sig selv – ikke i sine tanker, men i sine handlinger. Det har jeg valgt at gøre, fordi jeg ikke vil have, man skal have medlidenhed med ham. Han er bevidst om, at han begår fejl. Men han gør det alligevel.
Har du noget nyt på tegnebrættet?
Det har jeg. Mit mål er at udgive en bog om året, indtil den dag jeg ligger i graven. Lige nu skriver jeg på romanen Mælkebøtte Antræk. Den er helt anderledes. Jeg har planlagt hele processen fra begyndelsen. Den handler om en kunstmaler, som bor i Aarhus. Men virkeligheden har fået en twist. Lidt som hos Svend Åge Madsen. Jeg tror ikke, man kan mærke, at det er den samme forfatter, som har skrevet Forudsat at du har lyst til at fortsætte. Jeg har en helt anden ro nu.
Daniel Boysen Pedersen forventer at få udgivet Mælkebøtte Antræk i løbet af 2014.
