Tekst: Rasmus Norup
Illustration: Peter Fælsgaard
En fysiker er på besøg i biologernes fredagsbar, Biogas, for at finde ud af, hvad ekstase er. Der er mange kloge hoveder her, som nyder en øl eller sodavand efter en veloverstået arbejdsuge. Selvom det nu er tid til fest og til at opleve ekstase (og altså ikke at snakke om den!) så er mange studerende villige til at dele deres viden med en dum fysikstuderende.
Kage og kludder
For at blive klogere på ekstase, besøgte jeg biologernes fredagsbar: Biogas. Her måtte der både forekomme ekstase og biokemisk viden herom. Mit første møde med biogas var dog lidt skuffende. Mest fordi, at jeg var gået forkert, og befandt mig på et affolket Bioscience fakultet, hvor en gruppe studerende spiste kage. De forklarede mig vejen til Biogas, der viste sig at være i en helt anden bygning. Som det typisk er med den slags rutevejledninger, så glemte jeg alt, der kom efter ”gå ud af døren”. Jeg begav mig derfor igennem uniparken og lyttede efter de umiskendelige toner af fredagsbar. Jeg ankom til noget, der lignede en fest, og spurgte mig frem – en venlig bachelorstuderende bekræftede: “ja, det er Biogas”, men erkendte ydmygt, at jeg nok skulle snakke med nogle klogere, hvis jeg ville finde ud af, hvad ekstase er for en størrelse. Kort efter blev jeg introduceret for Sebastian Vedel Nielsen og Jeppe Kaczmarek, der begge er kandidatstuderende i biologi.
Det gør noget fysisk ved dig
Vi køber et par øl, hvorefter Sebastian foreslår, at vi sætter os udenfor, for det er ikke til at høre noget inde i baren på grund af den højlydte stemning. Snakken falder straks på definitionen af ekstase:
“Det er når man er ude af kontrol på grund af noget positivt, og man føler så stor lykke eller begejstring, at man må frembringe en fysisk reaktion. Du kan ikke bare sidde fuldstændig stille og være præcis, som du var forinden. Så ekstase gør noget ved dig – også fysisk,” siger Jeppe.
Men det er ikke helt nok til en definition, og vi skal dybere ned i ekstasens biologi for at forstå den. Sebastian bryder ind: “som biolog er det rigtig svært at bruge begrebet ekstase, for der er rigtig mange dyr, der ikke har en selvforståelse, så før man kan tale om ekstase, må man først tale om dyr, og så kun dem der har intelligens. Det vil sige, at der er tale om især kragefugle og højere pattedyr, som er de eneste, der overhovedet kan føle begejstring. For ekstase kræver forståelsen af at være et individ, så man kan føle, at individualiteten forsvinder.”
Men hvad er ekstase kemisk set? Her er biologerne hurtige: “Så er det et spørgsmål om mængden af dopamin, serotonin og oxytocin, altså vores glædeshormoner. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget der er af det – Ligesom når man giver katte kattegræs, så rammer det deres receptorer, og der går hårdknude i hjernen på dem.”
Dopamin og serotonin er de klassiske glædeshormoner, der i høj grad bærer ansvaret for vores lykke og tilfredshedsfølelse. Dopamin udskilles i hjernen, mens serotonin udskilles fra fordøjelsessystemet. Oxytocin er “moder-hormonet”, der udskilles under amning og forbindes med ikke-sexuel kærlighed.
Krop vs. hjerne
Men hvor starter ekstase-følelsen? I hjernen eller i kroppen?
“Det er et positivt feedback loop, der nok er triggered af noget kognitivt i hjernen, der bliver forstærket af noget fysiologisk… Hormoner er det nok. Men det er noget, der kører uden om den kognitive del, altså vi er ikke bevidste om det,” fortæller Jeppe. Om fest-stoffet ecstasy siger Jeppe:
“Jeg tror ikke, at det hænger sådan sammen, at hvis man er depressiv og så tager ecstasy, at man så går i ekstase,” han mener ikke, at stoffet i sig selv kan medføre ekstase, men at det kun forstærker det humør, man i forvejen er i under indtagelsen af stoffet, hvorfor det ikke kan være en ekstase-udløser i sig selv. “Men det kunne da være sjovt at give nogle mus noget ecstasy, og så se om de kommer i ekstase – ligesom i de gamle dage, hvor man gav LSD til elefanter,” afslutter han med et grin.
Mavefornemmelsen
Senere på aftenen møder jeg Selim Kilic, der er kandidatstuderende på medicin, der forklarer ekstase på følgende måde “Der er en tærskel, og når summen af en række stimuli på nogle receptorer, eller hvad det måtte være, overstiger denne tærskel, så er man i mere eller mindre grad i ekstase. Som eksempel er der opioid receptorer, hvor morfin og andre opioid-agonister kan frembringe en lykke-respons ved at binde sig til dem.” Herefter forklarer han, hvordan morfin virker fysiologisk set:
“oppe i hjernen har vi opioid receptorer, og der er nerveender der frigiver visikler, der indeholder noget opioid stimulerende, som for eksempel endorfiner. Det er på den måde, at hjernen kan frembringe lykkefølelse af sig selv. Et stof som morfin kan gøre det samme.”
“Hvis man har været ude på en fuldstændig smadret løbetur, og så hører præcis det rigtige nummer på det rigtige tidspunkt, hvor man er lige ved at dø, og så bare får en kæmpe optur, det kan godt føles ekstatisk. Det varer noget tid, men ikke timer. På den måde er ekstase flygtigt.” Svarer Selim, da jeg spurgte, hvad der kan gøre ham ekstatisk.
Tarme med charme
Selim har en spændende og kontroversiel betragtning på, hvor ekstasen starter:
“Det er ‘fringe videnskab’ endnu, men der er meget med mave-tarmsystemet i forhold til hjernen. Der er en hypotese om, at der er nogle mikrobiomer, der er i stand til at frigive tryptophan, der omdannes til serotonin i hjernen, hvilket kan have betydning for, hvilken type mad, som gør dig glad, fordi bakterierne giver hjernen respons om, at når du spiser noget bestemt, så frigiver de nogle bestemte stoffer,” afslutter Selim og nævner en bog med den fantastiske titel ”Tarme med Charme”.
Krop vs. kultur
Kandidatstuderende på bioinformatik, Christian Stenvang, mener dog, at naturvidenskaben kommer til kort, når det gælder en definition på ekstase
“Det er jo rigtig nok, at man kan gå ned i et plan i mennesket og måle, hvad ekstase er, men det input og output der forekommer, er du nødt til at fortolke, og der kommer naturvidenskaben lidt til kort, for vi kan godt sætte processer op: at hvis der kommer noget stimuli ind i hjernen her, så sker der: bom, bom og bom og så kommer der en følelse. Men præcis hvad der egentlig gør dig ekstaseret, det ved vi ikke rigtig.” Han holder en kort pause og fortsætter
“Hvad én person oplever som ekstase, vil ikke opleves sådan for en anden person, for hvordan vi opfatter ting, er jo forskelligt. Vi kan blive enige om, at den her farve er ‘gul’, men er den ‘gul’, som jeg ser, den samme som du ser? Selvfølgelig kan vi tage et instrument og måle lysets bølgelængder, men vi kan ikke sige, at vi ser det samme.” Sådan er det også med ekstase, forklarer han. For det er svært at måle, rent objektivt, om en person er i ekstase.
Christian mener, at for at undersøge ekstase, så er vi nødt til at undersøge mennesker først og så bagefter forsøge at finde sammenfald mellem dyr og mennesker: “Når vi tager forskellige menneskelige synspunkter, så har vi nogle overlap, og så finder vi frem til, hvor overlapper det mest?” Det ville være interessant at finde disse overlap mellem dyr og mennesker, men endnu mere interessant, er det, at finde forskellene, hvor vi adskiller os,” funderer Christian, som mener, at ekstase er svært at indkapsle helt, fordi vores sprog er individuelt:
”problemet med at finde ud af, hvad ekstase er, starter allerede som sproglige forskelle. Det er et lingvistisk problem. Den måde, vi udtrykker os på, giver nogle associationer omkring noget, vi allerede kender til: hvilke ord vi har hørt, og hvilken kontekst vi har hørt dem i. Allerede der går det galt, hvis vi ønsker at skabe et objektivt billed af ekstase.”
Christian mener ikke, at ekstasen starter i kroppen:
“Det er fuldstændigt kulturelt baseret, det kan virkelig være alt. Hvis vi går tilbage til det gamle samfund, hvor der var slaver osv. så kunne det være, at de følte ekstase ved at gøre et godt arbejde, men det er ikke sikkert, for så begynder vi at vurdere ting på, hvordan en person har det, derfor så kan vi kun snakke om os selv.” Christian peger på, at forventning spiller en stor rolle. Der findes altså ikke en objektiv ekstase-stimuli, såsom at spise god mad, eftersom det er hele tankeprocessen bag forventningen om smagen, der gør, at vi nyder god mad: “Det er selv-skabt, det er ikke kemien i maden, der gør det, men det er faktisk troen på, at der vil ske noget.” Ifølge Christian skal et indtryk tolkes, før kroppen reagerer på en positiv eller negativ måde: “Det er ikke sådan, at kroppen siger ‘det her er godt’ så sender jeg det derhen, og ‘det her er skidt’ så derhen. Det er et netværk i hjernen, der afgør, hvor det her stimulus skal placeres henne,” afslutter Christian, inden han bliver kaldt på henne fra døren “Han vil gerne have dig ind i A-baren, så han kan komme ud – Men jeg kan godt sige, at jeg ikke fandt dig?” småråber personen henne fra døren.
Jeg lader Christian slippe, og således, beriget og belært, tager jeg afsked med den summende fredagsbar og fortsætter til den TÅGEKAMMER fest, jeg allerede er en time for sent til.
