FOTOS Anne Ranegaard Clausen
Den charmerende lyshårede Huxi Bach er aktuel med sit one man show Huxi Bachs store kærlighed. Derfor har Delfinen mødt ham til en lille snak om kærlighed, studietiden og det at springe ud i noget helt nyt.
TEKST Henriette Hammershøj
Da Delfinen træder ind af døren på Råbar sidder han, Huxi Bach, med ryggen til, stille og roligt, alene ved et lille bord. Med gråt halstørklæde, blå termojakke og rå støvler ligner han en gennemarbejdet hipster. Men der er ikke det mindste smart-i-en-fart at spore i hans personlighed. Huxi Bach vil bare gerne tale om kærlighed.
Delfinen: Vi er jo studerende, og vi har masser af forelæsninger, men du fortæller, at dit show er en uautoriseret forelæsning. Hvad er det?
Jamen det kommer sig af, at jeg aldrig har gået på universitetet. Jeg har jo aldrig gået til forelæsninger, så jeg ved sådan set ikke, hvad en forelæsning er. Jeg har en idé om det, og derfor tænkte jeg, at det skal da ikke stoppe mig. Derfor har jeg kastet mig ud i at lave mit bud på en forelæsning. Og så har jeg kaldt det uautoriseret for ikke at træde nogle rigtige forelæsere over tæerne. Plus at ved at kalde det uautoriseret dækker man lige sin ryg lidt, hvis der er noget, der ikke er helt korrekt. Så kan jeg sige: ”nå ja, men det er uautoriseret”. Så går det nok. Men jeg synes nu faktisk, jeg har forberedt mig meget godt. Jeg har læst utroligt mange ting om alt muligt for at være godt forberedt.
Du skriver, at ”kærlighed kommer til at drive værket”. Kommer du ind på kærlighed i studietiden?
Nej. Jeg synes ikke, jeg har noget at sige om kærlighed i studietiden som sådan. Så bliver det sådan nogle lange fuldemandshistorier fra dengang, jeg gik på journalisthøjskolen, og dem er der ikke så meget interessant ved. Der kan man tage ned på en stand-up klub og høre nogen snakke om kønssygdomme… Lød det som om, jeg havde kønssygdomme på journalisthøjskolen, da jeg sagde det?
Huxi Bach læner sig ned mod optageren: Jeg havde ikke kønssygdomme, da jeg gik på journalisthøjskolen. Men ellers i folkeskolen og efter – voldsomt.
Men du droppede også ud fra journalisthøjskole?
Jeg blev smidt ud.
Hvorfor blev du smidt ud?
Jeg havde fire års fravær, og det synes de var i overkanten. Så fik jeg et brev, hvor der stod, at nu kunne jeg betragte mig selv om officielt frameldt uddannelsen. Så tænkte jeg faktisk ikke så meget mere over det. Så tog jeg på arbejde. Der var jeg for længst startet på Danmarks Radio. Og det var ligesom dér, jeg gerne ville ende, så jeg havde ikke det helt store behov for at komme tilbage på journalisthøjskolen.
Det var der, du ville ende, men nu er du et helt tredje sted?
Ja, men det er jo mange år siden. Der gik jo ti år på Danmarks Radio, og nu har jeg så taget en lille pause. Jeg kommer sikkert tilbage på et eller andet tidspunkt. Jeg er jo barn af Danmarks Radio. Jeg har jo ikke prøvet andet. Jeg er jo uddannet og opvokset i Danmarks Radio, jeg har trådt mine barnesko der. Så jo, jeg kommer nok tilbage. Men jeg vil gerne opfordre alle til at gøre deres uddannelse færdig.
Har du nogle kærlige minder fra din studietid?
Jo altså. Jeg mindes fredagsbaren på journalisthøjskolen utroligt kærligt. Der var en fyr, og jeg vil ikke nævne hans navn, fordi han arbejder som sportsjournalist. Han var sådan en fast installation til fredagsbaren, fordi man vidste, han på et tidspunkt i fredagsbaren ville komme løbende ind nøgen og rulle hen over billardbordet og løbe ud igen. Og man sad bare og ventede. Man vidste ikke, hvornår det skete, men det skete altid.
Hvorfor var det ikke dig, der kom rullende ind over bordet?
Jeg synes ikke, jeg havde noget at byde på. Det havde han egentlig heller ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det så festligt ud. Ikke så høj og rødhåret kan jeg huske, han var. Jeg kan også godt huske, hvad han hedder, men det siger jeg ikke. Den lader vi hænge, ikke.
Kan du huske et minde, hvor du selv har været ekstra kærlig?
Jeg ved faktisk ikke, om jeg var speciel kærlig på den måde i min studietid. Det tror jeg, jeg var uden for studiet. Jeg kan huske en masse situationer, hvor jeg måske havde brug for lidt mere næstekærlighed. Eller der trængte jeg jo til et los i røven. For eksempel dumpede jeg jo stopprøven på journalisthøjskolen. Jeg lavede ikke en skid det første halve år. Efter et halvt år skal man lave en udredende artikel, og jeg skrev en lorte-artikel dagen før og tænkte: ”Det går nok”. Men det gjorde det ikke. Der vil jeg sige, jeg måske savnede lidt næstekærlighed.
Men kan man godt have kærlighed til læring?
Ja det kan man sagtens. Jeg kan da nævne en ting, jeg også nævner i mit lille show: Ordet filosofi betyder jo kærlighed til viden. Kærlighed til indsigt. Det er sindssygt vigtigt, og det synes jeg faktisk, jeg har. Det tror jeg, alle mennesker har. Der skal bare prikkes lidt til den. Altså man skal lokkes. Man skal dufte det på en eller anden måde. Det er i virkeligheden det allervigtigste, en lærer kan gøre. Ikke bare stå og remse en masse ting op, og så skal man kunne det uden ad. Jeg tror, det allervigtigste som underviser er, at man kan sætte sine elever i gang med selv at ville vide mere.
Manglede du kærlighed fra din lærere?
Ja det gjorde jeg. Både kærlighed til deres eget fag og i en eller anden forstand kærlighed til mig, hehe. Jeg ville gerne elskes af mine lærere. Det lyder også meget bizart.
Ja, det kunne godt vendes lidt forkert. Det skal vi nok lade være med.
Det må i gerne, hehe.
Nu hvor du er en uautoriseret forelæser i kærlighed, har du så nogle gode råd til studerende om kærlighed?
Jeg vil egentlig gerne sige, og det er lige før, det er et råd til præ-studerende, at man skal vente med at begynde at studere, indtil man er sikker på, hvad man vil. Og hvis man er studerende nu og har en følelse af, at det man er i gang med, ikke er helt rigtigt, så skal man faktisk lade være. For man spilder sin egen tid, og man spiler jo alles tid på en eller anden måde. Så det der med, at det skal gå ekstra stærkt, og at der er ekstra SU, hvis man bliver hurtigt færdig, det, tror jeg, er en dårlig ide. Fordi sådan som det bliver lagt op nu, så skal man jo som 15-årig, når man går ud af niende klasse, til at være fuldstændig afklaret med, hvad det er, man gerne vil, når man er 30. Det er der ingen, der kan. Og de 15-årige der kan det, de skal medicineres. De er jo galninge. Det, tror jeg virkelig, er usundt. Man ved jo ingenting. Jeg anede ikke et klap, da jeg var 15 år.
Du er 30 nu ikke sandt?
Jeg er 34. Men tak fordi du skød på 30. Meget meget dejligt. Huxi Bach læner sig igen ned mod optageren: Jeg er lige blevet skudt til 30, det skal stå i en faktaboks.
Hvad troede du selv du ville blive som 30-årig, da du var 15?
Da jeg var 15, var jeg lige begyndt at spille guitar og kunne godt tænkte mig at blive rockmusiker. Det er der mange 15-årige, der kan. Men ganske ganske få 15-årige bliver det. Og det er rigtigt godt. Og der er virkelig ganske få 15-årige, der har talent til det. Og der er jeg ekskluderet fra den gruppe, der har talent til det. Men for at vende tilbage til kærligheden, hold kæft hvor skal man også bare elske sig selv i det. Man skal huske sig selv.
Handler det både om kærlighed til sig selv og næstekærlighed?
Ja
Er det ikke lidt svært at styre?
Jo. Men ikke alting er nemt. Det skal man også huske. Der er mange ting, der er svære, og det skal man bare acceptere. Så må man arbejde med det. Bortset fra at næstekærligheden, når den er kogt ind, jo er virkelig nem: Elsk din næste som du elsker dig selv. Det er ikke fordi, jeg er et specielt kristent menneske. Faktisk overhovedet ikke. Men det er jo bare stadig en smuk og nem tanke.
Er der noget i dit liv lige nu, du har specielt meget kærlighed til?
Ja, det synes jeg. Der er sådan forskellige ting. Lige nu har jeg kærlighed til, at jeg har kastet mig ud i noget, som jeg aldrig har prøvet før. Det lægger jeg sådan ret meget arbejde og passion i. Passion er et stort ord, men det er det på en eller anden måde. Jeg bruger virkelig meget tid på det og har det også rigtigt sjovt med det. Nu har jeg lige startet turné, og det er skide sjovt. Det er jo en virkelig mærkelig og på en måde ærefrygtindgydende følelse at komme ud nogle steder og stå.
For eksempel i Holstebro i går aftes, hvor jeg stiller mig op i en gammel teatersal, hvor der så sidder nogle mennesker, som har betalt penge for at komme og se mig stå og sludre i halvanden time. Det er en mærkelig fornemmelse. Det er virkelig rart, men det forpligter jo også. Det kan jeg mærke, at jeg ret godt kan lide. Det gør at man er nødt til at tage sig sammen. Der mærker jeg lidt kærlighed, for der var jo ikke nul, så havde det været lidt ærgerligt. Der kom nogen faktisk.
Hvordan har været at springe op på scenen helt alene?
Det har været skide sjovt og lidt nervepirrende. Jeg har glædet mig til det. Jeg har prøvet det sådan i det små før. Det har jo været noget nyt, men nogle gange skal man prøve noget nyt.
Hvordan har det været med nerverne?
Det har været sådan ok, synes jeg. Altså jeg har prøvet en del før. Jeg har stået på scener før – også foran mange mennesker. Lige den del af det, har jeg ikke været så nervøs for. Og så har jeg, synes jeg selv, været sådan rimelig ordentlig i forhold til at forberede mig godt. Så jeg har været rimelig tryg. Og jeg har prøvet det af. Jeg har lavet en masse små hemmelige prøvejobs for lige at være sikker på, om det virkede.
Men denne her gang er det jo også sig selv, der skal præsentere noget på en anden måde, end hvis du nu havde været vært på et show, ikke?
Jo det er rigtigt. Der er kun en at klage til, og det er mig. Så jeg trækker ikke andre med
ned i faldet.
Hvilke forventninger havde du, før du startede på det her projekt?
Det er svært at sige, for jeg anede jo ikke, hvad jeg kastede mig ud i. Det jeg har været mest spændt på, er reaktionerne. Hvordan ville folk tage imod det? Var der overhovedet nogen, der gad komme? Jeg havde et håb om, at der var nogen, der havde lyst til at se noget, som var humoristisk, men som også var lidt alvorligt. Noget andet end stand-up. Jeg synes, der var en lille niche, hvor jeg lige kunne hoppe ind og lave noget andet. Men det betyder ikke, at det skal være kedeligt. Jeg synes godt, at man kan formidle noget alvorligt på en sjov måde, og det har jeg prøvet med det her.
Er showet belærende eller øjenåbnende?
Hvis jeg på nogen måde skal pinpointe det, jeg laver, så er det et satire show. For mig handler det om at pege på nogle ting, som på mange måder er åbenlyse. Men almindelige mennesker har travlt. Der er kone, børn og arbejde. Der skal købes ind og alt muligt. Man får ikke altid tid til at læse alt, hvad Troels Lund Poulsen eller Villy Søvndal har sagt af bizare ting. Og der påtager jeg mig den opgave at pege på nogle ting: ”Det der, det er virkelig mærkeligt”. Det kan vi gøre bedre. Og mange af de ting handler om kærlighed. Meget af det handler om næstekærlighed, og måden vi behandler hinanden på og taler til hinanden på. Jeg fortælle lidt om homoseksuelles rettigheder. Jeg synes det er virkelig glædeligt, at de får lov at gifte sig i kirken. Men der er jo stadig nogle, der synes det er en forfærdelig idé. Hvorfor? Det giver jo ikke nogen mening. Ikke ifølge mig. Der vil jeg ligesom gerne pege på nogle ting og sige: ”Jeg synes, at det her er helt absurd”. Så kan man tage stilling til det. Jeg vil ikke prædike eller omvende nogen, jeg vil bare prøve at udpege nogle ting, som jeg synes, er helt skøre.
Nu har jeg ikke hørt om en uautoriseret forelæsning før, men hvis du nu skulle sammenligne dig med en, som har lavet noget lignende?
Det er jo sådan en blandingsgenre. Der er folk, der har stillet sig op og snakket i en mikrofon før, og der er også folk, der har brugt billeder før. Jeg føler ikke som sådan, at jeg skaber en ny genre. Men jeg vil sige, jeg tror jeg har ladet mig inspirere af alle mulige mærkelige. Der er helt sikkert nogle elementer af stand-up i det. En engelsk komiker som Ricky Gervais bruger også en gang i mellem billeder. Ikke så mange og ikke helt så forelæsningsagtigt. Jeg bruger mange billeder. Jeg bruger faktisk PowerPoint.
Det er vi jo også vant til som studerende
Jamen prøv at hør, i vil føle jer så hjemme. Men altså det er sådan en blanding af alt muligt. Og så har jeg så prøvet at ryste posen og lave det lidt til mit egen lille smoothie.
Med rødbeder og kærlighed?
Hehe, ja der er lidt rødbeder. Præcis.
Så studerende kan godt gå ind og se der her uden at tænke: ”Åh nej, endnu en forelæsning”?
De skal tænke: ”Hvor er det en glimrende forelæsning. Vi vil gå tilbage til vores rigtige forelæsere og foreslå, at man godt kan bruge humor til at formidle alvorlige ting.
Hvordan har din rødbedesmoothie været?
Den har faktisk været udmærket. Vil du smage?
Ellers tak, jeg er ikke så pjattet med rødbeder
Det er i orden. Men den smager kun lidt af rødbeder faktisk
Har du noget du lige vil sige på falde-rebet?
Huxi Bach bemærker stemplet på Delfinens udsendtes hånd.
Ja. Hvad har du hørt på Train?
Med den sidste bemærkning er det klart at Huxi Bach er vågen for sine omgivelser, og måske netop derfor er kærlighed et nærliggende emne at tage op for den unge charmør. Han har den nemlig selv.
