Vi ved godt, at universitetet handler om at lære og om almen dannelse, men er målet i sidste ende ikke at få os i arbejde? Vi er to skribenter, Johanne og Amanda, og vi er netop begyndt på kandidatuddannelsen i Retorik. Efterhånden som arbejdsmarkedet kommer tættere på, er vi ved at blive til to frustrerede humanister, der ikke kan se koblingen mellem undervisningen og det efterfølgende arbejdsmarked.
Vi har begge en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur, og vi er også begge begyndt på en kandidat i Retorik med et håb om at opnå flere færdigheder, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Begge har vi nemlig gået på Aarhus Universitet i tre år uden nogensinde at have hørt ordet arbejdsmarked. Det har været tilforladeligt, fordi karrieren dengang lå langt ude i fremtiden. Nu spidser tingene til, og vi bliver mere og mere nervøse, for at kandidaten bliver yderligere to års uddannelse, der fornægter at målet er at komme i job.
Vi hører gang på gang politikerne sige, at studerende skal få sig et relevant studiejob, men burde en 5-årig uddannelse ikke klæde os på til det arbejde, der kommer bagefter? Selvom vi begge har relevante studiejobs, som vi er glade for, så ville vi elske, at det ikke var her, vi primært skulle lære de arbejdsrelevante værktøjer.
Kommunikation, kultur og innovation er ikke fortidslevn, og erhvervslivet viser, at de områder, som de humanistiske uddannelser beskæftiger sig med, er yderst relevante og brugbare. Vores mening er derfor ikke, at vores uddannelse er irrelevant eller ubrugelig — men koblingen med erhvervslivet mangler.
Hvor er redskaberne?
Hvor mange forelæsninger ville det tage at lære os, hvordan vi laver et SoMe post, en Facebook-annonce, et nyhedsbrev eller en simpel SEO-analyse? Og kunne man evt. have droppet endnu en Aristoteles-forelæsning for at lære nogle simple redskaber koblet til arbejdslivet? Især taget i betragtning af at kommunikation og formidling er de mest dominerende arbejdsopgaver for en færdiguddannet humanist.
Er det da fuldstændig vanvittigt at forestille sig, at humaniora og arbejdsmarkedet faktisk godt kan hænge sammen?
Vi kunne næsten være fristede til at tænke, om vores undervisere, uanset hvor kompetente de så er, overhovedet har prøvet kræfter med det arbejdsmarked, der hersker uden for Aarhus Universitets gule mure. Vi tænker at en simpel løsning kunne være at invitere gæsteforelæsere fra erhvervslivet. Måske endda nogle, der har samme uddannelsesbaggrund, og som kan berette om hvordan de har benyttet den viden, de har tilegnet sig på uni.
Gennem vores eget uddannelsesforløb, har vi aldrig fået koblet vores nyopdagede viden til noget brugbart i en virksomhed, og vi sidder lidt tilbage med en følelse af, at vi har en masse viden, som vi bare ikke ved hvordan vi skal bruge. Fx har vi aldrig hørt vendinger som ‘’det her kan I også støde på ude på arbejdsmarkedet’’ eller ‘’sådan her bruger I det i en virksomhed’’. Vi har svært ved at forestille os en BSS’er, der ikke har hørt de vendinger.
Vi forstår, at de uddannelser vi har valgt er bredde og teoretiske. Vi er heller ikke i tvivl om, at vi har lært noget. Vi er bare i tvivl om, hvordan det skal bruges. Det er lidt tabubelagt at indrømme, at vi er i tvivl om hvordan vi skal bruge vores uddannelse. Specielt fordi vi i flere år har måttet forsvare vores position som humanister. Vi er dog af den overbevisning, at vi langt fra er alene med følelsen, og for at ændre undervisningen bliver vi nødt til at være kritiske overfor den.
Skulle vi så have læst på Erhvervsakadamiet, fordi vi savner det erhvervsfaglige aspekt? Det håber vi ikke. Vi håber og tror nemlig, at humaniora og erhvervslivet sagtens kan forenes. Faktisk mener vi, at de to har brug for hinanden.
Vi oplever desværre bare, at undervisningen fejler i at vise os hvordan.