Spring til indhold
Hjem » Artikler » Hvad siger dit stjernetegn om dig som studerende?

Hvad siger dit stjernetegn om dig som studerende?

Er du disciplineret og elsker faste rutiner, eller drømmer du dig lidt for ofte væk, og har svært ved at tage dig sammen til opgaven i god tid? Og hvordan er du mon blandt dine studiekammerater? Jeg er dykket ned i astrologiens verden og har søgt nettet tyndt for at undersøge alle 12 stjernetegn og finde ud af, hvad dit stjernetegn siger om dig som studerende. Læs om dit stjernetegn nedenunder og se, om du kan genkende dig selv. Til slut i artiklen kan du også læse om, at soltegnet faktisk ikke er det eneste tegn, du har. Du har nemlig hele tre tegn.

Vandmanden 

Vandmanden er selvsikker og går gerne sine egne veje. Det er et stædigt tegn, der ikke er bange for at blive hørt. Derfor er det ikke usandsynligt, at du som vandmand er en af de få, der tør række hånden op i undervisningen, og komme med dit svar til lærerens spørgsmål. I gruppearbejdet vil du være fremtrædende, men samtidig også motivere dem omkring dig og give plads til andre, for du er socialt anlagt og går op i, at alle er lige – altså så længe dine gode ideer også bliver hørt, for dem har en vandmand mange af. Når du skriver opgaver eller lignende, er du ofte ikke i tvivl om, hvilken vej du skal gå, og du står i høj grad ved dine valg. Derfor ser man sjældent en slinger i valsen hos dig. Dog kan en person med vandmanden som tegn også have en tendens til at være spontan og sporadisk. Hvis der er noget andet, der fanger din opmærksomhed, kan det nemt aflede dit arbejde. Som studerende har du en masse gode ideer, er selvstændig anlagt og vil gerne opnå noget med det, du foretager dig.

Fisken

Fisken er et kreativt tegn med et følsomt sind. Derfor kan studielivet godt være udfordrende for dig som fisk. Planlægning er nemlig ikke det mest spændende for en fisk, og du kan godt have en tendens til at være lidt forvirret og naiv. Dog er du også meget nysgerrig, opfindsom og god til at tilpasse dig, og du finder derfor din vej på studiet. Du kan godt lide under en manglende tro på dig selv, og har derfor ofte svært ved at tro på, at dine afleveringer rent faktisk er gode nok. Du kan tro, at din opgave får 02, hvor det så viser sig, at opgaven får 12. Som fisk har du en tilbøjelighed til at drømme dig væk, og du kan derfor have svært ved at holde fokus til en forelæsning eller på en aflevering – en fisk er en rigtig tænker. Du tænker næsten for meget over tingene og livet generelt. Dog er personer med fisken i stjernetegn en trofast studiekammerat. Du er meget loyal og omsorgsfuld, og er altid klar til at lytte til studiekammeratens frustrationer og problemer med opgaver eller andet. Du vil hellere end gerne hjælpe andre. Endda så meget, at du tit sætter dig selv til side.

Vædderen

Vædderen er ledertypen, der ikke er bange for at gå forrest. I gruppearbejde er det derfor ikke usandsynligt, at du dominerer. Du er meget hårdt arbejdende og fyldt med energi. Det er også dig, der ofte får de gode ideer. Når der står en opgave foran dig, ses det som noget positivt, da du er glad for udfordringer. Der går ikke lang tid før, at du er i fuld gang, for eksekvering er et nøgleord hos en vædder. Her er der ikke meget tænken frem og tilbage – det er lige på og hårdt med arbejdet. Du kan godt blive utålmodig og trives derfor bedst med kortsigtede mål, og tager ofte opgaverne, som de kommer. Som vædder kan du godt have en tendens til at sammenligne dig med andre studerende og vil helst være den bedste, for du kan godt være meget konkurrencepræget. Samtidig har du dog også brug for at blive anerkendt for dit hårde arbejde, og hvis en underviser eller en studiekammerat påpeger nogle fejl, kan du godt blive lidt fornærmet. På dit studie er du mest af alt en arbejdshest, der er vild med overblik, organisering og logisk tænkning.

Tyren

Tyren er et vanemenneske og kan godt lide, at tingene er, som de plejer. Som studerende tyr er du derfor glad for den vante hverdag med forelæsninger og diverse opgaver. Du har det bedst med at tænke over tingene og træffer ikke for hurtige beslutninger. Men når beslutningerne til gengæld er truffet, er du meget vedholdende. Er der sat et mål, så bliver du ved, til det mål er nået. Det er en god egenskab som studerende, når deadlines skal overholdes, eller man har sat sig for at læse hele pensum op. Du er ofte praktisk anlagt og fokuserer derfor tit på det mest hensigtsmæssige, når det kommer til skolearbejde. Personer, der er tyr, er ofte stærke og bestemte og automatisk en god leder. Du er en klippe, man kan læne sig op ad. Du kan dog også være stædig, og derfor kan der opstå nogle gnidninger i et gruppearbejde – særligt hvis der er andre stædige tegn i gruppen. Alligevel er du som tyr mest af alt en meget solid og rolig person, som vækker tillid hos mange, og som er god til at få andre med i arbejdet. Det er helt sikkert brugbart, når man ofte skal være flere om at lave en opgave eller et oplæg. Du er sidst men ikke mindst en livsnyder og forstår derfor at holde studelivet med dets mange pligter adskilt fra fritid og afslapning.

Tvillingen

Tvillingen er et socialt og nysgerrigt tegn. En person, der er tvilling, elsker at være opdateret om alt, hvad der foregår, og er altid frisk på nye ting. Det i sig selv er et godt udgangspunkt som studerende. Dog har du som tvilling til tider svært ved at fordybe dig ordentligt. Du fanges tit af noget nyt og spændende, men interessen for det kan lige så hurtigt gå væk igen. Derfor kan det være en tung affære for dig at være tvunget til at fordybe dig i store opgaver, der kræver din fulde opmærksomhed. Du kan blive utålmodig og kan derfor have tendens til at lave opgaverne hurtigt, for at få dem ud af verden. Du har det bedst uden faste rammer og under mere omskiftelige forhold. Derfor passer det dig også godt, at du i høj grad råder over din egen tid på universitetet. Personer, der er tvilling i stjernetegn, er gode til at holde flere bolde i luften på én gang. Det er en fordel, når man både skal jonglere med flere fag på studiet, venner og familie, og måske et studiejob. Men som tvilling er du meget dygtig til de ting, du begiver dig ud i – derfor er det ofte ikke et stort problem for dig at holde styr på det hele. Du er også meget glad for det sociale på studiet. Det betyder et langt stykke af vejen lige så meget for dig, som det faglige, da du især har brug for kontakt til andre mennesker.

Krebsen

Krebsetegnet er et meget omsorgsfuldt og emotionelt tegn. Som krebs er du meget loyal og prioriterer nære relationer. Derfor er de mennesker, som du omgiver dig med på studiet meget vigtige for, hvordan du har det. Krebsen er en god ven og er ofte limen i studiegruppen, der på det personlige plan holder gruppen sammen. Dog er du ikke den, der går forrest i gruppen og er den mest fremtrædende, for du kan have svært ved at komme ud af din skal. Derfor er det også vigtigt for dig at være i et trygt studiemiljø. Men om det er trygt eller ej, så er det højest sandsynligt ikke dig, der sidder på forreste række, klar til at besvare underviserens spørgsmål. Dine studiekammerater kan føle, at du er reserveret og hemmelighedsfuld, men det er blot, fordi du reflekterer over mange ting. Du er meget pligtopfyldende, og derfor er det usandsynligt, at du udskyder opgaver eller overskrider deadlines. Man kan regne med, at du er forberedt til timerne, og når du skal mødes med studiegruppen. En ting man dog ikke altid kan regne med, er dit humør. Det kan hurtigt skifte. Derfor kan du for eksempel hade dit studie den ene dag, og elske det den anden dag.

Løven

Løven er stærk, selvbevidst og en ledertype, der mere end gerne tager rollen på sig. Løven er ikke den der jubler, når der skal laves gruppearbejde, men hvis det er tilfældet, tager du som løve gerne teten, og nyder at være i centrum. Skal der holdes et oplæg, er du derfor ikke den nervøse type. Studiekammeraterne elsker dig, da du er en meget charmerende, varm og åben person. Du er selvsikker og tror på dig selv. Derfor vil du ikke ende som for eksempel fisken, der ikke tror på, at han/hun vil bestå eksamen. Du kan have svært ved at bede andre om hjælp, da du helst ikke viser svagheder. Allerhelst vil du gerne anerkendes for dit arbejde, og elsker at få ros for dine opgaver. Opgaver som du helt sikkert har sat dit eget præg på. Dog kan du have svært ved at holde helt styr på alle de ting, der hører med til studielivet. Du kan nemlig være et rodehoved, og rutiner og regler er ikke det fedeste for en løve som dig. Derudover kan det være en følelsesladet affære for dig at lave opgaver og afleveringer, for løvepersoner er meget lidenskabelige, og der kan komme stærke følelser i spil. Løven er også en meget festlig person, så er der fredagsbar på studiet, er det helt sikker, at du også er der.

Jomfruen

Jomfruen er perfektionistisk og har en høj arbejdsmoral. Her er der ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest med opgaverne. ”Alt over 02 er spildt arbejde” – sådan har du det bestemt ikke. Du arbejder hårdt og motiveret, og det kan mærkes i studiet. Der er styr på tingene, og afleveringerne er oftest færdige i god tid. Et vaskeægte ordensmenneske, er der tale om. Du er altid meget velforberedte, og det forventer du også, at dine studiekammerater er. En jomfru har nemlig lige høje forventninger til andre, som til sig selv. Du kan nogle gange være kritisk overfor andre og deres arbejde, men i bund og grund er det blot, fordi du gerne vil hjælpe og være der for de andre i gruppen. I gruppen kan du, trods dit kloge hoved, godt være lidt forsigtig og er sjældent den, der tager initiativ. Det hænger sammen med, at du gennemtænker alt, og selv kan have svært ved at træffe beslutningerne. I studiet nyder du dog godt af dine store analytiske evner og dit skarpe øje for detaljer – et skarpt øje for egne evner har du da også. Du tror nemlig på dig selv. Det er en heldig egenskab, når man som studerende skal famle i, hvad der for eksempel er rigtigt og forkert i en aflevering.

Vægten

Vægten er en meget social og udadvendt person. En rigtig holdspiller som er meget interesseret i andre mennesker og går op i, at andre har det godt. Derfor befinder du dig som vægt godt i gruppearbejde, for relationer betyder meget for dig, og du har brug for at spejle dig i andre. Du er især den, der i gruppearbejdet bakker op og kommer med gode råd, og du er tit gruppens diplomat, som kan se tingene fra flere sider. Hvis nogen mangler noter eller har brug for at se en opgave, så er det helt sikkert dig, der hjælper med dette. Du kan næsten blive for venlig, og kan have svært ved at sige fra. Personer, der er vægt, har en indre ro og et godt overblik over livet, og derfor er du ikke en, der går og råber højt om, hvor stressende det er at være studerende. Du elsker harmoni og trives bedst i stabile rammer. Derfor er det for eksempel oftest vigtigt for dig at have planlagte studiedage med planlagt læsning. Du er meget omhyggelig med dine opgaver, men skal måske øve dig i at slippe kontrollen en smule og ikke tænke så meget over, hvad andre tænker om dig. Det kan være en hæmsko for dig at sige noget i undervisningen, eller gøre det ubehageligt, når der skal holdes oplæg. Sidst men ikke mindst går vægten meget op i retfærdighed, så hvis du for eksempel får en karakter, som du ikke er enig, vil det ikke komme som en overraskelse, at du med det samme tager fat i underviseren.

 Skorpionen

Skorpioner er stærke, målbevidste personer, der er gode til at tage ansvar. Både overfor sig selv, men også i en studiegruppe. Som skorpion er du en ledertype, der er stabil og beslutsom. Du har det bedst med at komme i gang med opgaverne og at arbejde hårdt. Til tider kan du godt være for stædig i gruppearbejdet og virke firkantet overfor dine studiekammerater. Det er dog den stædighed, der gør, at du aldrig giver op og fortsætter, til målet er nået, og som er med til at hive de andre op, når det hele virker lidt for uoverskueligt. Det kan være svært for dig at få en nær relation til dine medstuderende, for du åbner dig ikke så nemt op, men når du gør, er du en meget loyal og opmærksom kammerat. Skorpionen er en energibombe uden lige og er meget udholdende. Du er derfor typen, der kan sidde med eksamen fra 9-21 flere dage i streg. Du lader dig dog også føre af instinkter og er inderst inde en meget følsom sjæl. Derfor kan du godt blive vred og frustreret, hvis det ikke går, som du føler, det skal. Du er nemlig ofte bange for skuffelser og for at blive såret. Derfor kan du også have det svært med at skulle aflevere en opgave til bedømmelse.

Skytten

Skytten er en optimistisk, ærlig person, der elsker at gå på opdagelse og på eventyr. Som skytte søger du ofte en dybere mening med tingene, og det i sig selv er jo et godt udgangspunkt som studerende. Det falder dig også naturligt, da du er intellektuel af natur. Du tager ikke livet så tung og er i de fleste tilfælde enormt optimistisk. Derfor går du ikke i panik over korte deadlines og store, besværlige opgaver – en udfordring slår dig i hvert fald ikke ud. Nej, du ser på det positive i stedet. Du har et stort overskud og spreder godt humør i studiegruppen og blandt studiekammeraterne. Dog er du også meget direkte og kontant, og uden tvivl meget ærlig. Så skal du give feedback til en opgave, så er det helt sikkert, at du giver et ærligt svar. Om det så er positivt eller negativt. Selvom du sagtens kan indgå i grupper, så kan du også godt være lidt af en enspænder. Dog befinder du dig godt som universitetsstuderende, for som skytte elsker du frihed. Friheden til at disponere over din egen tid. Studielivet passer dig også godt, da du er meget fleksibel og forandringsvillig. Dog kan behovet for opdagelse og eventyr godt gøre, at du er lidt flakkende. Derfor kan du til tider have svært ved at holde fokus på opgaver og læsning.

Stenbukken

Stenbukken er disciplineret og en rigtig planlægger-type. Du har gerne målsætninger på lang sigt og planlægger langt ud i fremtiden. Derfor elsker du også struktur og en forudsigelig rytme i hverdagen. Som studerende har du næsten altid styr på, hvad der ligger og venter, og strukturerer din tid, så du når i mål. For det gør du altid. Stenbukke er ambitiøse og arbejder hård, og kan ligefrem nyde at have gang i store og svære opgaver. Du er en stabil og solid person, der ikke bliver slået ud af en overfyldt kalender og en intens eksamensperiode. Du er en god ledertype, der gerne laver det tunge arbejde i studiegruppen. Sådan en studiemakker kan vi alle have brug for af og til. Selvom du er nede på jorden som person, kan dine studiekammerater dog godt føle, at du er en smule bedrevidende. Alligevel ser de op til dig, for du har altid styr på tingene. Du sætter generelt studiet højt, og søger efter en anerkendelse i dit hårde arbejde. Dog kan du også godt komme til at overbekymre dig. Alligevel er du dog hurtig til at komme tilbage til dit gode humør.

Vi er mere end bare ét tegn – faktisk er vi tre

Hvis du føler, at dit stjernetegn (soltegn) ikke rammer heeelt plet, så er der en god forklaring. I hvert fald hvis man tror på det mellem himmel og jord. For du har faktisk ikke kun ét stjernetegn, men hele tre tegn, som er med til at nuancere din personlighed. Ud over soltegnet har vi nemlig også et månetegn og det der hedder ascendanten.

Månetegnet er den del af din personlighed, der er lige under overfladen. Det er den person, der kommer frem, når du er fuldstændig tryg og når du slipper kontrollen – det kan for eksempel være, når du har fået en øl for meget til en af fredagsbarerne. Månetegnet har med dine følelser at gøre, dine instinkter og dine ubevidste reaktioner. Nogen (Freud) vil kalde det for dit ’id’.

Ascendanten er det tegn, som andre ser dig som – det du viser for folk og derved det, du er tryg ved at vise folk. Det kan beskrives som din ’facon’ og din ydre fremtoning. Man kan også sige, at det er din facade udadtil. Det, folk ser dig som, kan altså godt være anderledes end dit sol- og månetegn. Hvis dit soltegn (altså stjernetegn) og din ascendant dog er det samme tegn, så er der en større sammenhæng mellem det andre ser, altså det du viser, og sådan som du rent faktisk er.

Soltegnet er altså ikke det eneste, der definerer dig som studerende, for dit månetegn og din ascendant har også en hel del at sige om din person. Hvis du vil finde ud af, hvad dit månetegn og din ascendant er, så er det bare med at søge på Google. Der er en masse sider, der kan hjælpe dig til at finde ud af det. Men til det skal du udover din fødselsdato vide, hvor du er født, og præcis hvornår på døgnet.

God fornøjelse, hilsen en fisk i soltegn, vægt i månetegn og skorpion i ascendanten.

Er du blevet endnu mere nysgerrig på dig selv, kan du også læse min artikel om gruppearbejde. Her har jeg blandt andet skrevet om fire ledelsesroller, der hver karakteriserer en bestemt type i en gruppe. Herinde er der også en test, du kan tage for at finde ud af, hvem du er.