Michael Christiansen er nyvalgt formand for bestyrelsen ved Aarhus Universitet. Han er en erfaren herre, der forstår at manøvrere i farvandet mellem en institution og det politiske system. Det gør han også på DR og andre steder, hvor han sidder i bestyrelsen. Derfor er han en travl mand. En travl mand, der ikke er bange for at træde på bremsen, når erhvervslivet presser speederen i bund.
Af Villads Andersen
Illustration af Helene Møberg Johansen
”Det er jo det rene vrøvl”, siger stemmen i røret. ”Sådan noget kan jeg ikke rigtig forholde mig til. Det er simpelthen for useriøst”, lyder dommen.
Stemmen tilhører Aarhus Universitets nytiltrådte bestyrelsesformand, Michael Christiansen. Det rene vrøvl, som Michael Christiansen kalder det, er fire linjer på en lille lap papir. Den lille lap er indholdet af et mystisk, anonymt brev stilet til Delfinen.
De fire linjer lyder:
”Der snakkes så meget om den faglige udviklingsproces (FUP’en) og inddragelse af studerende i processen. Danmark havde engang en stor heltetenor, Lauritz Melchior, der sang Wagner med skjold og sværd (se Google billeder). Rektor Lauritz har tilsyneladende også fået et skjold i universitetsdirektøren, der svarer på hans vegne. Er hans sværd så den nye bestyrelsesformand?”
I begyndelsen af februar offentliggør Studenterrådet ved Aarhus Universitet resultaterne af en undersøgelse om den faglige udviklingsproces. Undersøgelsen viser, at kun 10 procent af de studerende og ansatte på universitetet er tilfredse med forløbet, der omkalfatrer hele universitetets struktur. I den forbindelse svarer universitetsdirektør, Jørgen Jørgensen, på kritikken på rektoratets vegne. Det falder ikke i god jord hos alle studerende. Flere mener, at universitetets rektor, Lauritz B. Holm-Nielsen, viger uden om ved at lade universitetsdirektøren forholde sig til undersøgelsen i stedet for selv at tage stilling til den. Så vidt rektor Lauritz’ skjold, men Michael Christiansen er ikke interesseret i at være sværdet.
”Der ikke nogen, der er sværd for nogen som helst. Jeg er formand for et kollektivt organ på 11 mennesker, hvis beslutninger jeg skal forsøge at formulere i fælles holdninger, og disse holdninger skal jeg videregive til rektor. Rektor skal så tage dem og udføre dem. Det er klart, at det foregår i dialog med rektor. Jeg ved ikke, om det kan kaldes et sværd, men det er i hvert fald det, der kaldes almindelig ledelse”, siger Michael Christiansen.
Når katten er ude, danser rektor på bordet
Halvanden måned tidligere står universitetsdirektøren, rektor og bestyrelsesformanden skulder ved skulder og tripper på Høegh-Guldbergs Gade. De er trukket i deres stiveste puds. Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen har sågar iklædt sig rektorkæde. Anledningen er indvielsen af et nyt internationalt center, hvor kronprins Frederik kommer og klipper det røde bånd over.
Det er den første februar, og indvielsen er startskuddet til en travl dag på universitetet. Senere lægger aulaen tag til afskedsreceptionen for den afgående bestyrelsesformand, Jens Bigum, der træder tilbage efter de to valgperioder, som universitetsloven giver mulighed for. Den øvrige bestyrelse har valgt Michael Christiansen som ny formand på et ekstraordinært bestyrelsesmøde dagen før. Nu står han så på Høegh Guldbergs Gade sammen med rektor og venter på kronprinsen. Det er hans første officielle opgave som formand for universitetets bestyrelse, men han er ikke uvant med formandsrollen. CV’et er langt og indeholder blandt andet formandsposter i bestyrelsen hos Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Larsen, Øresundskonsortiet og senest Danmarks største kulturinstitution, DR, hvor Michael Christiansen blev udpeget som bestyrelsesformand i 2008.
Michael Christiansen er en travl mand. Foruden formandsposterne i DRs og Aarhus Universitets bestyrelser, er han menigt medlem af en række andre bestyrelser. Michael Christiansens vidtfavnende engagement har affødt bekymrede røster i korridorerne på universitetet.
”Har han overhovedet tid til at varetage formandsposten?”, spørger et tidligere medlem af Studenterrådet ved Aarhus Universitet.
Efter Amagerbankens deroute blev bankens daværende bestyrelsesformand, N.E. Nielsen, kritiseret for ikke at have kontrolleret den daglige ledelse. Som hovedårsag pegede man på, at Nielsen havde for mange bestyrelsesposter og derfor ikke kunne udføre sit hverv. Kritikken fostrede en generel diskussion om, hvor mange bestyrelsesposter og formandsposter en enkelt person kan magte.
Teddy Wivel kan godt forstå, hvis nogle er bekymret for, at Michael Christiansen ikke kan finde den fornødne tid til at passe formandsposten. Wivel regnes for en Danmarks førende eksperter i god selskabsledelse og bestyrelsesarbejde. Han har blandt andet været med til at udarbejde det, man i dag kalder det nationale kodeks for god selskabsledelse, og driver desuden Certificeret Bestyrelses Uddannelse, som udbyder internationalt kompetencegivende bestyrelsesuddannelser.
”Da jeg hørte, at han var blevet bestyrelsesformand, var min første tanke: Kan han overhovedet overkomme det?” fortæller Teddy Wivel, men understreger, at han hverken vil eller kan gøre sig klog på Michael Christiansens kalender.
”Men der er naturligvis en risiko for, at de to hovedopgaver, strategi og kontrol, mere eller mindre overgår til den daglige ledelse, her rektoratet, som bestyrelsen ellers skulle kontrollere. Det var det, man så i Amagerbanken. Det er risikoen, hvis bestyrelsesformanden har for mange bolde i luften”, siger Teddy Wivel.
Michael Christiansen er enig i, at der grænser for hvor mange formandskasketter, én person kan bære, men han oplever ikke nogen problemer selv. Dels fordi han er vant til at arbejde meget, dels fordi han trak sig fra flere poster, da han overtog formandsposten i universitetets bestyrelse.
Michael Christiansen render heller ikke på universitetet i tide og utide. Ud af en gennemsnitlig arbejdsuge på 50 til 60 timer lægger han kun en brøkdel på universitetet. Det er ikke, fordi han ikke har tid, men fordi han hverken bør eller skal være mere til stede.
”Jeg tror, jeg bruger en dag om ugen i gennemsnit på Danmarks Radio, og det bliver også noget i den retning på Aarhus Universitet. Mere bør en bestyrelsesformand ikke bruge. Så bliver han for synlig, og så begynder det at minde om daglig ledelse, og sådan skal det ikke være”, siger Michael Christiansen.
Hurtige meninger i dansk erhvervsliv
Maria Juhler-Larsen, som er den ene af de studerendes to repræsentanter i universitetets bestyrelse, er ikke bekymret over Michael Christiansens brede engagement, selvom hun helst så, at bestyrelsesformanden lagde alle sine kræfter i universitetets bestyrelse. Hun ser Michael Christiansen som det rigtige valg til formandsposten.
”Han har sindssygt meget erfaring med bestyrelsesarbejde. Han har været engageret og godt forberedt. Han er god til at stille kritiske spørgsmål. Han er imødekommende, og så vil han rigtig gerne. Det er drivkraften, der er det vigtigste”, siger Maria Juhler-Larsen.
Drivkraft har Michael Christiansen aldrig manglet i forhold til universitetsverdenen. Siden han færdiggjorde jurastudierne på Københavns Universitet i 1970, har han været involveret i universitetsmiljøet i en eller anden forstand. Han var lektor i strafferet i lang årrække og siden hen censor. Universitetet står derfor også Michael Christiansen nær. Han sætter forskningsfrihed og universitetets selvstændighed højt. Det vil han kæmpe for, og det kan der blive brug for.
De seneste år har universiteterne været under pres. Dansk erhvervsliv efterlyser mere styring af uddannelsesudbuddet fra universitetsledelsens side. De mener groft sagt, at landets højeste læreranstalter uddanner for mange humanister og for få ingeniører. Det tager Michael Christiansen med ophøjet sindsro.
”Man hører meget fra dansk erhvervsliv. Det vil jeg tage meget roligt. Jeg har lyttet til dem gennem 35 år, og dansk erhvervsliv har lejlighedsvis mange meninger om noget, de ikke har så meget forstand på. Nogle gange ryster man på hovedet. Der er mange hurtige meninger i dansk erhvervsliv om, hvad den danske offentlige sektor skal gøre. Det skal man selvfølgelig i et vist omfang lytte til, men man skal ikke tro, at det er erhvervslivet, der skal indrette universitetet”, siger Michael Christensen.
Maria Juhler-Larsen betegner Michael Christiansen som en mand der ”har en mening om tingene, og vil et sted hen”. Det er en karakteristik, Michael Christiansen sagtens kan genkende.
”Jeg har i meget høj grad en mening om tingene. Helt klart. Jeg søger de store sammenhænge. Hele mit liv har faktisk handlet om at finde en retning, og det gør det stadig”, siger Michael Christiansen.
Nu skal han så finde Aarhus Universitets retning som formand for bestyrelsen. Det vil han gøre gennem dialog med rektoratet. Gennem dialog med de ansatte ved universitetet. Gennem dialog med de studerende. Gennem dialog med folketinget og gennem dialog med erhvervslivet. Dialog er nøgleordet for Michael Christiansen. Hans opgave er at styre slagets gang.
”Man skal naturligvis lytte til erhvervslivet og det offentlige, men universitetet har sin egen strategi. Det kan aldrig være erhvervslivet og det offentlige, der skal bestemme, men de kan give inputs, og man skal lytte til dem”, siger Michael Christiansen og forsætter:
”Og så det er min opgave at holde øjnene på speedometeret”.
