Kunsthal Aarhus inviterer til gratis omvisning i den nye udstilling Systemics #4. Hver onsdag kl. 19.30 – første gang onsdag 8. oktober.
Hver onsdag aften tilbyder Kunsthal Aarhus en mindre guided tur af 30 minutters varighed i den aktuelle udstilling. Den guidede tur varetages af det kunstfaglige personale, som efterfølgende er til rådighed, hvis publikum har spørgsmål eller har lyst til at indgå i en snak om udstillingen.
– Vi vil gerne, at vores gæster tænker på onsdag aften som en hyggelig date-aften, hvor de kan gå ud sammen med deres kæreste, ægtefælle eller venner, fortæller Nana Bendix, omviser i Kunsthal Aarhus.
Udstillingen Aarhus Rapport – avantgarden som netværk (eller, det ultralokales politik) tager afsæt i bogen Århus Rapport 1961-1969.
– Historien om Århus Rapport-bogen er ikke blevet fortalt før, men den er vigtig at få ud, mener Joasia Krysa og Lars Bang Larsen, som er kuratorer på udstillingen.
Århus Rapport er som en kunsthistorisk flaskepost. Det er et unikt dokument fra den periode, ikke bare i Danmark, men også internationalt over eksperimental kunst i perioden.
– Tresserne tilhører ofte en bestemt gruppe og nogle bestemte navne i kunsthistorien, men der var også alle de andre. Det var geschæftige folk, som fik tingene til at ske, eller fik kunstnere til at passere forbi Aarhus. Der var en vigtig koncentration af væsentlige begivenheder og væsentlige folk. Det var internationalt på en måde, som man ikke skulle tro. Store navne inden for efterkrigskunsten lagde vejen her forbi, udtaler Krysa og Bang Larsen.
Projektet er initieret af Lars Bang Larsen og Joasia Krysa og videreudviklet med det kuratoriske kollektiv bestående af Geoff Cox, Marianne Huang, Anne Kølbæk Iversen, Mathias Kokholm, Jacob Lund, Lea Porsager og Morten Søndergaard.