Du kan rejse dig og rette på billedet, der i forvejen hænger lige eller gå på toilettet med tom blære, når det hele bliver for grafisk grotesk. Benoît og filmholdet ender højst sandsynligt med at trække dig tilbage for at granske din civiliserede selvforståelse.
af Henrik Skyggebjerg
Start filmen. Vent otte sekunder efter filmens indledende rulletekster. Du vil nu opleve filmens første mord. Men bare rolig. Denne afsløring vil ikke spolere din filmoplevelse, for vores hovedperson, den perfide og dybt narcissistiske lystmorder Benoît, har stadig masser af teknikker og erfaringer, han vil dele med filmholdet og dig.
Kameraet er håndholdt, lyden skrattende, farvesætningen kornet sort/hvid og aktørerne foruroligende indlevede. Virkemidler, der skal få publikum i forhandling med sig selv om, hvorvidt filmholdets kvalmende nære dækning af Benoîts talrige mord er fakta eller fiktion. Det er jo selvfølgelig bare en spillefilm… ikke?
Som minutterne går, og Belgiens befolkningstal bliver udfordret af vores hovedperson, bliver det pludseligt interessant at opleve, hvor langt instruktør, kameramand og lydmand vil gå for at stå ved revolverjournalistikkens absolutte og sensationshungrende frontlinie. Gråzonen for objektiv observation og direkte medvirken til groteske forbrydelser ser ud til at vokse for filmholdet på grund af dets brændende intention om at portrættere en massemorder. Med andre ord bliver journalistikkens etiske dilemmaer udstillet i kraft af filmens tjæretykke galgenhumor og betændte sarkasme.
Det kan virke forkasteligt at trække på smilebåndet, når Benoît med dyb forargelse kritiserer et socialt boligbyggeris arkitektoniske æstetik og beplantning for så i næste åndedrag at aflive en ensom og uskyldig kvindelig pensionist. Forargelse eller ej, så kendetegner dette utilregnelige og dybt psykotiske handlingsmønster filmens bizarre glorificering af det afskyelige i menneskets natur. Smides Man Bites Dog ind i Nobelparken vil de vordende psykologer uden tvivl finde symptomer og cases nok til en mindre afhandling. Så hermed en opfordring og bon appétit!
Fascinationen af hverdagens ekstreme hændelser lurer dybt begravet under vores blankpolerede ydre. En fascination, som adskillige kultskabende film igennem årene har forsøgt trække frem fra de tabubelagte afkroge. Referencer til eksempelvis A Clockwork Orange, Natural Born Killers og Inglorious Basterds træder hvidglødende frem i den utvetydige nydelse af menneskelig smerte, som hovedpersonerne viser og tilmed sætter en ære i at frembringe. Uanset om disse primitive modbydeligheder er svære at erkende, lader Man Bites Dog dem ramme dig mellem øjnene uden etikette eller nåde.
Glemte perler
Vi går alle og gemmer på dem. Små diamanter, vi i virkeligheden bare gerne vil have en anledning til at vise frem. Delfinen anmelder glemte perler, som har efterladt spor i vores ellers upåvirkelige sjæle. Og vi indbyder hermed jer til oplevelsen.
