Teaterforestillingen Glistrup
Svalegangen
Instr: Jens Svane Boutrup
Spiller til den 27. november
Glistrup på Svalegangen spidder halvfjerdserne, men kommer aldrig helt ind bag fænomenet Mogens Glistrup.
Af Christoffer Hillgaard Pedersen
Foto: Bjarne Stæhr
”Har du et øjeblik? Hjælp os med at udfylde dette spørgeskema, så vi kan give dig en bedre oplevelse”. Ak ja. Undersøgelser og evalueringer er ikke til at komme uden om nu om stunder. Heller ikke på Svalegangen denne onsdag aften i november. Aftenens ubestridte hovedperson, Mogens Glistrup, havde næppe brudt sig om en så utilsløret øvelse i papirnusseri og tidsspilde. Faktisk satte han sit ellers stabile liv over styr for at bekæmpe skrankepaver og indkomstskat. En helt enestående historie om en tør skattejurists forvandling til idealist og partistifter først i halvfjerdserne. En mand og en tid som skabt for parodier, hvilket ”Glistrup” udnytter til fulde i en paddehattesky af træpaneler, politikerlede og Giro 413.
”Glistrup” er instrueret af Jens Svane Boutrup og produceret af Bornholms Teater i samarbejde med Svalegangen. Præcis som Glistrup selv er stykket startet på Bornholm for siden at sprede sig ud over resten af landet og nu altså Århus, hvor stykket havde premiere den 2. november. Ifølge Jens Svane Boutrup er ”Glistrup” hverken biografisk, dokumentarisk eller lommepsykologisk. Alligevel optræder Mogens Glistrup i stykket som den klassiske hovedperson og drivende element i handlingen. Her er ingen spring i tid eller underlige vinkler. Publikum suges ind i Glistrups liv. De er med på kontoret omgivet af ringbind fyldt med skuffeselskaber. De er med hjemme hos børneflokken, svømmepølen og den evigt tålmodige fru Lene. Esben Dalgaard Andersen har formået at efterligne Mogens Glistrups på en gang dvaske og dynamiske kropsholdning til perfektion. Han gør Glistrup-figuren så elskelig, at man helt forstår det forsmåede ægtepar, der sætter sine sidste skillinger i Glistrups luftkastel.
Ud over Glistrups person suges publikum også ind i halvfjerdserne, som skuespillerne gengiver med lige dele bid og varme. For at forstå Glistrup og Fremskridtspartiets færd mod stjernerne ved jordskredsvalget i 1973, er det nødvendigt at forstå Glistrups samtid. Her bruger ”Glistrup” med stor succes de bedste elementer ved revygenren til at fremmane oliekrisens årti. Nicolai Jandorf Klok og Martin Bo Lindsten giver den ene sylespidse parodi af forfattere og politikere efter den anden. Schlüter, Hartling, Leth, Højholt og Rifbjerg. Alle får de en skånselsløs tur i vridemaskinen. Det er dette parnas af åndssnobber og teknokrater, Mogens Glistrup stiller sig i modsætning til. Han vil vende op og ned på systemet, der hiver pengene op af lommen på borgerne og giver dem til uforståelig kunst og statsligt papirarbejde. Hvad der starter som en lukrativ skattefidus, hvor Mogens Glistrup og hans kunder fabrikerer skattefradrag fra kunstige aktietab, bliver med tiden et politisk oprør. Mogens Glistrup er en forbryderkonge med et ædelt motiv: pengene tilbage i borgernes lommer.
De forbryderiske og udspekulerede facetter af Glistrups person er et tilbagevendende tema i stykket. Glistrups egne favoritfilm om Olsen Banden bliver flere gange brugt som reference i stykket. Dels i skikkelse af Glistrups mørke side, Alter Egon, der lokker ham til at spise marcipanbrød og provokere staten. Dels i form af Glistrups kone Lene, eminent spillet af Kitt Maiken Mortensen, der minder en hel del om den rødhårede rappenskralde Yvonne. En kobling, der i enkelte scener, fremstår helt tydelig. Lidt bemærkelsesværdigt forsvinder Glistrups mørke side, efterhånden som den politiske karriere tager fart. Alter Egon virker som en bold, der ikke bliver grebet igen.
Trods instruktørens løfter er ”Glistrup” så præget af virkelige citater og gengivelser, at stykket uden problemer kunne stå for en kildekritisk gennemgang. Mogens Glistrup er ophavsmand til en syndflod af mindeværdige citater, der er fristende at genbruge. Det er også loyalt over for manden. Og det er måske problemet med ”Glistrup”. Personer og samtid er gengivet troværdigt. Visse steder er det dog som om, især Glistrup-figuren mangler dybde. Der er naturligvis truffet valg i forhold til fremstillingen af ham. Uden at afsløre for meget, er det primært Glistrups solside, der får plads i stykket. Den mørke side lurer meget langt væk i kulissen med undtagelse af den halvhjertede Alter Egon-figur. Det er pænt gjort, at vise halvfjerdsernes anarkistiske Glistrup frem for halvfemsernes racistiske ditto.
Johannes Møllehave skrev engang om Mogens Glistrup: ”han er lige så sjov som Dirch Passer”. Faktisk er sammenligningen med Dirch Passer slet ikke så dårlig her. Sæt Esben Dalgaard Andersens Glistrup i en hoppegynge, og som i Dirch Passers berømte sketch vil han med drævende stemme revse samfundet. Som hofnarren, skarp og latterlig på én gang.
Svalegangens egen introduktion:
