Mavekramper af grin på grund af ren og skær dårlig kvalitet. Det er en af de mange ting, der har gjort The Room til et kultfænomen og givet filmen tusindvis af tilbedere. At minus og minus giver plus er det bærende element i filmen, der stadig får biografpremiere trods udgivelsen i 2003.
Af Anders Skeel
Det er vanskeligt at sige, hvad det er, der gør det svært ikke at smile, når musikken starter, og titlen på filmen The Room dukker frem på lærredet. Måske er det forventningen om, at den skulle være verdens dårligste film, og folk efter sigende skulle have rullet rundt på gulvet og grædt af grin til premieren i 2003. Måske er det den kollektive forhåbning om, at man snart vil opleve noget usædvanligt morsomt. Eller måske er det erindringen om de appetitvækkende klip og trailers på YouTube, hvor hysterisk overspillet skuespil og abnorme dialoger kombineres til et teatralsk udyr, der er lige så uintentionelt sjovt, som det er misdannet. Uanset hvad der fungerer mest stimulerende på smilebåndet, idet The Room begynder, så virker det alt sammen forsikrende om, at det kultfænomen, man snart indvies i, ikke vil lade en sidde og trille tommelfingre i de 100 minutter, filmen cirka varer.
Fransk-amerikanske Tommy Wiseau er den selvinspirerede kunstner bag The Room. Han er både hovedrolleindehaver, filmens instruktør, manuskriptforfatter og producer. Selvom filmen fik biografpremiere i 2003, fortsætter man rundt omkring i verden med at vise filmen i biografen for tilbedere. Og nu har filmen haft sin premiere i Århus.
Plot?
Det ligger nogenlunde fast, at The Room er et trekantsdrama og en tragedie, der omfatter Lisa, Johnny og Mark. Johnny og Lisa er et par, og Mark er Johnnys bedste (!) ven, men samtidig Lisas elsker. Johnny har også et faderligt forhold til den forældreløse teenager Denny. Lisa har også en mor, som er medvirkende. Men herefter bliver det eskalerende kompliceret, absurd, meningsløst, sindssygt og ikke mindst hamrende åndssvagt, i forklaringen af hvad The Room omhandler og indbefatter.
Denny kommer i narkoproblemer, Lisas mor får kræft, chokolade er symbolet på kærlighed, Johnny griner af en pizzabestilling, Johnny griner af en historie om en tilskadekommet pige, ”du er en kylling chip-chip-chip” er den værste fornærmelse, der findes, og kvinders natur er enten klogskab, dumhed eller ondskab, hvilket Mark filosoferer sig frem til på den tagterrasse, hvor en stor del af filmen mærkværdigvis udspiller sig. Det er en lille håndfuld observationer, der efterlader et indtryk af en film, hvis univers lægger sig langt uden for konventioner som logik og sammenhæng.
Hvorfor er den sjov?
Det overdrevent dårlige skuespil er chokerende fra start til slut, men det er især Wiseau, der med sit kantede og groteske udseende, samt sin stærke accent, skaber en helt utroligt aparte karakter. Skuespillet er bemærkelsesværdigt ringe i alle scener, der skal fremstå som glade og bekymringsløse. De er alle centrerede om en tomhjernet pudekamp eller boldleg af den ene eller anden slags. Der bliver leget med overdreven entusiasme i en sådan grad, at de involverede personer fremstår som mentalt tilbagestående. I sexscenerne er det svært ikke at grine af enten Wiseaus falske og malplacerede latter, de idiotiske klichéfyldte røde roser der pludselig skal med i sengen og de stærkt overdrevne mandestøn, som man kun genkender fra karikaturer af pornofilm. Det er med denne filmjargon, at The Room sikkert og ubevidst markerer sig som en af de bedste dårlige film nogensinde. Det matematiske princip man lærte i folkeskolen, at minus og minus giver plus, er det bærende element i en film, der simpelthen er så dårligt udført i alle dens aspekter, at man må anstrenge sig, hvis ikke man vil have lattermusklen trænet i dens samvær.
