Tekst: Eline Eggers
Foto: Morten Rygaard
For at opsummere koncerten ”De bliver store i 2015” på Train i torsdags står det klart, at to ting var særligt i fokus: fantastiske vokalpræstationer og uanede mængder af elektronisk udstyr.
På det langt fra halvfyldte Train falder en behagelig stemning over det blandede publikum. Her er både midaldrende kvinder og helt unge piger med langt glatstrøget hår. Vi er klar til en aften i selskab med de nyeste nye, og her er masser af plads til at fare rundt i ekstase over at få horisonten udvidet. Det er nu vi skal se Gaffas bud på den nyrørte creme af danske debutanter. Ja, forventningen var at blive overrasket og få noget nyt med hjem. Og det fik vi. Vi fik elektronisk musik og tromme pads for næsten alle pengene. Vi fik maskerede ninja-musikere. Vi fik sød fløde-80’er-pop. Og for øjnene af os alle fik vi set, hvad der lige netop nu gemmer sig i det danske musiklandskabet.
Et internationalt pust
Første mand på scenen er Alex Vargas. Som 17-årig rev han sit liv i Danmark op og flyttede det hele til London, hvor han siden har slået sine musikalske folder. På scenen står han og guitarist og keyboardsspiller Tommy Sheen. I uforlignelig symbiose danner de tonerne til den melankolske og dragende musik. Vargas’ stemmer fylder hele Train og de fleste publikummer står forstenede og smårokkende, tryllebundet af hans stil og i særdeleshed hans glimrende tekniske snilde. Inden de 45 minutter, som hver artist har fået tildelt på scenen, er gået, står det klart at Alex Vargas vil blive husket i 2015. Hans stil stræber mod en international lyd, hvilket også giver ham en særlig slagkraft, og sammen med den dundrende intensitet som hans musikalitet indeholder, skal vi nok komme til at se meget mere til ham.
Når hjerte rimer på smerte
Efter Alex Vargas’ sprøde soulfyldte vokalegenskaber overdrages scenen til næste mand på plakaten, Gregersen. Siden han tilfældigt blev udvalgt til at medkomponere et nummer til Hella Joofs film, ’Sover Dolly på Ryggen?’ har Gregersen, med fornavnet Christoffer, været både opvarmning for Thomas Helmig og P3’s Uundgåelige. Den 26-årige popsanger leverede med guitar i hånden et sikkert set med de enkelte kendte numre, nogle sjælere i mellem og up-tempo popballader.
Teksterne er ikke stor poesi, men det hele foregår på dansk, og der opstår en særlig nærhed til manden med guitaren. Hans stemme lægger sig i det høje leje og afviger enkelte gange til falset. Han har ikke helt Alex Vargas’ sublime sangteknik, men alligevel forstår han at får publikum med sig.
Ninjaer og elektroniske kastestjerner
Næste artist på scenen leverede aftenens mest spektakulære sceneoptræden. Den danske sangerinde og eneste kvinde i flokken, Julie Aagaard aka. Kill J, skruede helt op for fantasien og gav os aftenens bedste optræden.
Med stor mystik træder Kill J’s to maskerede musikere i mørke dragter ind på scenen. Hun er selv i lang kutte med hætten trukket op over det platinblonde hår. Som de tre står på den mørklagte scene og indleder de tunge beats, skaber de et elektronisk univers med Kill J som ninja-dronning i midten. Hendes stemme er utrolig. Hun spænder fra det dybe leje til oktavhøjere udråb. Stilen er helt sikker og publikum står igen tryllebundet, men på en anden måde end før i selskab med Alex Vargas. Kill J fører publikum et ekstra stort skridt ind i elektronica-genren, og griber efter det eksperimentelle, det mystiske, det melodiske, ja selv det let poppede og dansevenlige, men hun falder aldrig ud af rollen. Hun har taget os i hånden, men som en ægte ninja giver hun slip for en stund og bevæger sig ind i sig selv og beatet. En meditation, på en måde. På intet tidspunkt er det irriterende eller udfordrende. Eller kedeligt. Det er specielt, på den kreative måde. Som Alex Vargas skærer hendes exceptionelle stemme igennem lokalet og griber fat i én. Også selvom hun ikke taler meget – der lyder bare et tak til Gaffa – så taler musikken gungrende for sig selv.
Gedigen dansk pop-lyrik
De Dødelige er sidste band på programmet, og her vågner publikum for alvor. Det virker til, at netop dette band er ventet. Duoen, som består af Andreas Ringblom og Ulrik Schulz, havde fået selskab af en trommeslager og en percussionist – så man må sige, der var gang i slagtøjet og især i de her tromme pads. Det virker til, at et nyt dansk band med respekt for sig selv, skal have et sådant elektronisk instrument med. Alle havde en, og De Dødelige udnyttede deres til fulde. Ja, det var næsten for meget. Næsten for meget dum, dum dum, tiiish, kabang. Men sangene holder, teksterne er gode og de indeholder lækker poesi og spændende strofer, det gør dem til noget helt specielt. Sanger Andreas Ringblom synger på dansk, og hvis man følte sig tæt på Gregersens tekster, kommer man endnu nærmere med De Dødelige. Ringblom leverer hvert eneste ord med en enestående stemme og en sikkerhed, som får tilhørerne til at slappe helt af, og svaje i takt til de dundrende trommer. Musikken er en blanding mellem sitrende elektroniske toner, trubadurisk fortælleteknik og flydende skønsang. En aften i selskab med disse debuterende kunstnere ender lige her med et brag. 2015 bliver et stort år for dansk musik.
At Gaffa inviterer os alle indenfor til en aften med de nye, er et enestående tilbud for at lære noget nyt og få udvidet øregangene. Ærgerligt at der ikke var så mange, der havde fundet tid til at komme ned forbi Train. Vi håber dog på at blive inviteret med i 2016.
