Tekst: Anna Eva Heilmann
“Vil du ikke være sød at sige, hvornår vi er i Kolind?” spørger jeg forsigtigt buschaufføren, efter jeg har opgivet at orientere mig om, præcis hvor på Djursland, vi er nået til. Vi er så langt ude af Aarhus, at stoppestederne vist ikke rigtig hedder noget mere. “Kolind,” retter han mig med hævet bryn, og nikker ud mod forruden, hvor vi suser afsted i imponerende fart, “vi er der lige om lidt, jeg har speedet lidt op, så du kan nå din næste bus.” Marker, træer og tung himmel så langt øjet rækker, vi flyver videre gennem det regnfyldte landskab.
Troels står som smilende velkomstkomité, da jeg lander en time og en bus senere. “Hej!” hilser han hjerteligt og viser mig hen til sin bil – for vi skal længere ud på landet. Pladsen og roen har han nemlig brug for, forklarer han mig, “og en klar stjernehimmel,” tilføjer han smilende og svinger ind på gårdspladsen til en vidunderlig smuk, firelænget gård.
“Vil du have kaffe?” Jeg nikker distraheret, min opmærksomhed stjålet af det rum vi er trådt ind i. Store reoler fyldt med bøger, smukke møbler, kunst på væggene og en masse unikke ting rundt omkring, der vidner om et liv fyldt med oplevelser – ikke mindst den kinesisk drage, der farvestrålende hænger ned fra loftet.
Troels sætter sig ned ved bordet, der er fyldt med bøger, billeder, noter og en udstoppet søpapegøje. Bagved ham hænger et stort verdenskort, som jeg under interviewet bruger til at rejse med ham rundt i verden. Han undskylder på forhånd, at han er hæs, fortæller at han har problemer med lungerne og faktisk for tiden ikke giver så mange interviews. Jeg forsikrer ham om, at han absolut ikke skal være bekymret, at jeg kommer til at hænge ved hvert et ord, for Troels Kløvedal er en født fortæller. Den type fortæller man kun kan blive, når man er en vanvittig berejst søulk, foredragsholder med over 2000 foredrag bag sig, og forfatter af adskillige bøger.
I vinduet ved siden af mig står en prægtig udstoppet rovfugl. På stolperne over os, ved siden af den kinesiske drage kigger to ænder med malede øjne ned på os.
Vores tema er fugle, og da vi skulle tænke på nogen, der var “fri som fuglen” så tænkte vi straks på dig
“Jamen, jeg har ofte tænkt, at hvis jeg skal reinkarneres, så skal det være som en fugl! Lige fra jeg var helt lille, var min mor bange for at jeg skulle gå ud og hoppe ud et sted, for at se om jeg kunne flyve,” Troels klukker ved tanken. “Jeg har altid været vildt fascineret af
det at se en fugl flyve lige deroppe over mig, så sent som i går så jeg to ørne omme i baghaven, det er en af mange grunde til, jeg bor her. Jeg har tit tænkt på at det var underligt at sådan noget som duer, holder sig inde på den beskidte Rådhusplads, når man nu kan flyve ude i skoven.”
Hvilken fugl ville du så reinkarneres som?
“Ja, det er egentligt lige meget, men jeg har skrevet ned i min lommebog, hvilken dato gøgen kommer, og jeg har tjek på, hvornår svalen kommer – jeg har en masse svaler – og jeg bruger timer hver dag på at kigge på fugle. Nogle af de smukkeste billeder jeg har set – nu er de blevet så små, de kameraer, og så spænder man dem på gæs og svaner, og så ser man fandme billeder taget, hvor de flyver deroppe, det er så fantastisk.”
Måske en albatros? Har du på dem på dine lange rejser? Det er jo den uovertrufne havfugl – den kan tilbringe flere år uden at se land, bare havet og luften.
“Jeg har kun set en enkelt albatros på Nordkaperen, men da jeg var med flåden på Antarktis for at lave dokumentaren om den danske flådes historie, så jeg mange.”
Troels kigger ud af vinduet et øjeblik.
“Ja, det handler om at være fri som fuglen! Jeg tog ud og sejle allerede som 19-årig, da jeg var udlært på Helsingørs skibsvæft og da kan du også tro jeg så mange fugle, og der besluttede jeg mig for, at jeg kun ville beskæftige mig med det jeg syntes var interessant, og det har jeg faktisk gjort lige siden. Penge er underordnet, jeg fandt ret hurtigt ud af, at der skulle ikke ret meget til for at blive mæt, og man kan kan jo sagtens gøre sig fri af den materielle verden, og det gjorde jeg helt, da jeg var ung, lige indtil jeg købte gården her, – men det var også fordi jeg efterhånden havde fået så mange børn,” griner han, “indtil jeg var 38, ejede jeg ikke mere, end jeg kunne have i en plastikpose. og så havde jeg Nordkaperen sammen med mine venner.
Hvor kom den trang til frihed og udlængsel fra, tror du?
“Jeg tror det at stå i lære på et møgbeskidt skibsværft – og grunden til at jeg sidder og mangler luft nu, er at jeg fik asbest i lungerne dengang – og når jeg var lukket nede i bunden af sådan et jernskrog 8 timer mens, solen skinnede, så besluttede jeg mig, at den dag jeg fik mit svendebrev, da ville jeg ikke lave andet, end det jeg havde lyst til!”
Og så købte du Nordkaperen i 1967, det havde vel noget med tidsånden at gøre også?
“Når man står i lære dér på værftet – og jeg boede på sådan et lille KFUM-værelse eller også på en gammel jernbanevogn- så kunne man se ud over sundet. Og hver gang der et skib var bygget færdigt, så kom der jo en hel besætning, og så sejlede de ud af havnen skulle så til karneval i Trinidad eller Brasilien. Skibene stod ud af sundet, og ud i den store, frie verden, det var derude fremtiden lå. Og så skal du tænke på, at det jo også var tiden før charterrejser og backpacking, så hvis man ville ud i verden, så stod man til søs.”
Der fandtes vel ingen guidebøger heller?
“Ha! Nej, der var overhovedet ingen guidebøger. Når vi sejlede til Tahiti så læste vi Pierre Loti og Gauguin, ikke, og Robert Louis Stevenson.”
Troels rejser sig fra stolen, og går hen og hiver en Lonely Planet ud af reolen og vifter med den
“Alt sådan noget her fandtes slet ikke.”
Han sætter sig tilbage foran verdenskortet.
“Der findes to måder at rejse på, den ene er, at man er velforberedt; man ved, at man vil se dét og dét og dét, den anden måde er, at du kommer til et sted, som du ikke ved en høstblomst om, du tager det bare ind. Jeg elsker at rejse med en stor historisk viden, men det er også dejligt at rejse som med et blankt stykke papir.”
Her stopper Troels talestrømmen et øjeblik for at spørge, om han allerede har sendt nogle af sine optagelser fra Grækenland. Jeg svarer, at det mener jeg ikke, og han får mig til at skrive min mail ned og lover at sende dem.
Nu vi snakker Grækenland og dine optagelser fra Grækenland, så har jeg læst i et andet interview, at du talte om Odysseus – at du som ung var meget optaget af den historie om denne her græske sagnhelt, der begiver sig ud på fantastiske rejser, for til sidst at vende hjem – og så kom jeg til at tænke på trækfugle, som måske nok tilbagelægger tusindvis af kilometer sydpå, men så alligevel vender hjem igen.
“Nu skal du høre, jeg sidder med en ny bog, og i den forbindelse ringede jeg til en fugleforsker, som har gjort det spændende, at han har spurgt sig selv, ‘hvordan fanden er det, at gøgen kan finde ned til Afrika?’ Så har han sat små sendere på dem,
det viser sig, at den flyver alene derned, og den møder ingen andre de steder den mellemlander- der er jo ikke nogen, der lærer den hvor den skal flyve, så det vil sige, at det er rent genetisk – er det ikke fantastisk? Altså fugles navigation, det interesserer mig virkelig Jeg har ti-tolv svaler, og de flyver helt til og fra Sydafrika, men til allersidst lander de altså her på gårdspladsen igen, sådan “det er dér jeg er født” .”
Er det, det samme for dig? Nu har du rejst hele verden rundt i mange år, men du lander her igen?
“Der er ingen tvivl om, at der er nogle sanser i os – jeg har engang fået tilbudt et job i en lillebitte øgruppe, de manglede et skib, men mit skib var uegnet, for det var nemlig tit, at man skulle sejle et lig hjem, fordi f.eks en mand i Australien havde drømt om at skulle hjem og begraves – så der er ingen tvivl om, at det ligger dybt nedfældet i os.
Og der er også noget i dig, der drages hjem?
“Nu har jeg jo det sådan med Danmark, at jeg griner af jyder og københavnere, der begynder at skændes, for jeg synes landet er så lille, og nu har jeg holdt 2000 foredrag her i hver en flække, og der er jo ikke noget sted, jeg ikke kan køre hen på fire timer. Så jeg er hjemme, bare jeg er i Danmark. Men jeg har aldrig haft lyst til at bosætte mig udlandet. Jeg har det fint med at sejle og rejse jorden rundt, men jeg kunne aldrig tænke mig at bo andre steder, jeg bor her. Det er jo også en del af rejsen, det at komme hjem.”
Tror du man måske også lærer meget om netop det derhjemme, når man rejser ud?
“Altså, skåret helt ind til benet – der er det at rejse ud, når man er ung, det er at rejse ud og se, at livet kan leves på en anden måde, end man er opdraget til. At der er andre guder, andet musik, anden mad, at man kan tænke tilværelse på en anden måde, at der er andre måder at være mand og kvinde, søskende, forældre på. Jeg synes også at det er fascinerende den måde FNs menneskerettigheder beskriver de ting mennesket har brug for i verden, om du er inuit eller bor på Bali, så er der nogle ting, der er elementære; du skal have et sted at bo, en far og mor, du skal adgang til skole, adgang til forsørgelse, ret til arbejde – det er meget sjovt, at lige så forskellige vi er, så er det det samme, vi har brug for, for at leve det gode liv.”
Troels kommer her i tanke om nogle af de fugle, han har mødt på sine sejlture, ikke mindst dem, der slog sig ned i længere tid på Nordkaperen fordi de var trætte, og tilbragte dagevis på bommen for at lade op. En overgang havde skibet en tam papegøje, der hvilede sine trætte vinger i mange dage, før den, i et stræde mellem Malaysia og Singapore pludselig kunne høre andre papegøjer, og tog sin afsked.
Bliver man ikke også selv træt?
“Nu handler det gode sømandsskab et langt stykke hen ad vejen om, at du undgår storme. Det er blevet meget nemmere, end da vi startede. Nu kan man jo få 5-dages vejrmeldinger, det kunne vi slet ikke dengang, der anede vi ikke, hvad vi sejlede ud i. Nu kan du sejle 600 sømil på en 5-døgns vejrmelding, det er blevet meget sikrere, Men efter at have været ude i hårdt vejr, så bliver man træt.
Bliver man træt af at det går så langsomt, eller er der noget særligt over netop den form for slow travelling?
“Sejlsport interesserer mig slet ikke, jeg sejler da mest langsomt, og jeg har jo været vant til at ligge vindstille i flere dage. Jeg er også dybt fascineret af de danske digtere som f.eks Holberg, de gik jo til Paris, og så gik de jo fra Paris til Rom. Som Holberg siger: Når man er ung, så har man kviksølv i støvlerne.”
Han overvejer et øjeblik
“Ja, man skal sgu rejse langsomt, i virkeligheden rejser du jo slet ikke, når du rejser i en flyvemaskine. Det er jo som at sætte sig ind i en raket og så lande i en lufthavn, hvorefter du kører rundt i otte rundkørsler, og ikke aner, hvad der er nord og syd og øst og vest, så er du er ikke ankommet på nogen som helst måde. Det er en syg måde at rejse på, hvorimod når du sejler – så anduver du på en helt vidunderlig måde, hvor bjergene kommer langsomt imod dig. Du kan se klipper og vandfald – eller en by, der står måske to minareter, eller en kirke. Du har et fuldstændigt billede af byen før du sejler ind til den, så når du går i land, så har du helt tjek på det hele. Men altså, nu er jeg jo den sidste generation, der sejler jorden rundt udelukkende på astronomisk navigation, det er der jo ingen, der kan mere, det kan jeg godt sige dig.”
Troels forklarer hvor stor en intellektuel tilfredsstillelse netop sådan en form for navigation var før GPS’en. Han fortæller, hvordan han uden søkort, kun via solen, stjernerne og et hvidt stykke papir, kunne plotte og udregne sin rute, sømil for sømil, og således hvor fantastisk en følelse det var, at se den ø, man havde regnet ud skulle ligge fem grader om styrbord kl. 10, komme til syne. Som han siger med et stort smil:
“Det er ligesom at opfinde verden.”
Kan det ikke også være rart at fare vild, nogle gange?
“Jo! det kan det, man skal være ude af sig selv, for at blive sig selv. man skal fare lidt vild nogle gange for at finde vej.
Når du rejser, bliver verden større eller mindre?
“Den bliver større! Det er helt forkert, det der med at man har et billede af at på grund af fjernsyn og mere kommunikation, at så bliver verden mindre. Jo mere du ved om polynesisk kultur, desto større bliver den, jo mere du ved om kinesisk kultur, desto mere udvider den sig! Det er en gammel historie om, at hvis du kommer til et fremmed sted og du ikke ved noget om det, så sætter du dig og skriver tre artikler, når du har været der et år, så skriver du en bog, og når du har været der fem år?” Han griner, “så holder du din kæft!”
Nu ved jeg godt, at vi har snakket om at man ikke nødvendigvis behøver rejsebøger og guidebøger, men hvis du alligevel skulle give nogle rejsetips eller rejseråd?
“Jeg ville jo nok slet ikke kunne sige et specifikt sted – for lykke er jo ikke geografisk, det er en sindstilstand. Men når man er på et skib, lever man jo tæt op af hinanden, og der er meget larm, så det at kunne lægge sig i græsset et sted, der er grønt og stille og bare ligge der en hel formiddag med et strå i munden! Jeg oplevede dog engang, lige før jeg sådan skulle til at lægge hovedet ned i græsset, at jeg var ved at lægge hovedet ned på en kæmpestor skorpion.”
Ja, det er jo heller ikke uden fare at rejse altid?
“Nej, og det at begive sig ud på havet, det er jo farligt, hvis du gør det forkert. Én fejl og så ligger du oppe på koralrevet – men det er der jo også en udfordring i.”
Det står måske også i kontrast til livet herhjemme, hvor vi måske ikke er så udfordrede i vores lille, fredelige andedam?
“Jeg skal lige vise dig noget,” siger Troels og går ind og henter et billede inde ved siden af.
“ Det er den 27-årige pige, der har lånt Nordkaperen lige i øjeblikket, hun er på vej til Galapagos fra Panama lige nu.”
Troels låner Nordkaperen ud til folk, mod at de afleverer den i den samme stand som de modtager den i. Som han siger, har han altid fået et fint skib tilbage.
“Noget af det Nordkaperen kan,” siger han, og peger på billedet af de smilende unge mennesker på billedet, der sidder solbrune på dækket af Nordkaperen med vind i håret, “det er at forandre rigtig mange menneskers liv. Det har noget at gøre med, at du kommer ud i noget totalt uvant. Et togt med Nordkaperen er et break ned i din tilværelse, en ny måde at leve tilværelsen på, også i forhold til at lære at samarbejde.Det har hjulpet mange med at komme i gang med en uddannelse, gøre en uddannelse færdig, eller komme ud af et dårlig parforhold.”
Hvor mange tror du der har sejlet på Nordkaperen gennem årene?
“Til næste år er det 50 år siden jeg købte den, jeg vil tror det er en 8-900, der har været med på et længere togt, mange flere, hvis jeg skulle tælle alle med, der har været med en enkelt dag eller nogle timer – og det var det, jeg ville med den, da jeg købte den. Vi boede i kollektiv, og jeg ville ligesom prøve at overføre det til søsiden, og det må man sige lykkedes!”
Her til sidst, ville jeg egentlig spørge dig om dine yndlingsdestinationer, men jeg har fået på fornemmelsen, at det jo mere er rejsen i sig selv, der er vigtig for dig?
“Man kan jo stå i en møgbeskidt del af Venezuela på et skibsværft, der er grimt og beskidt og flyder med affald, og vi er sorte i hovederne hver aften – og har det dødhamrende skægt, og vi bor oppe i byen hos de lokale og vi går hjem og spiser med dem om aftenen. Og så kan du være på verdens smukkeste sted på Bora Bora, hvor der er hul i pengekassen, og der er nogen, der er sure og en kæreste, der er rejst hjem, og så kan der være lige så smukt – det er jo ikke stedet, vel? Så nej, jeg kan ikke sige noget sted, det er jo hvordan du har det indeni hovedet.”
Det er stadig lyst, selvom vi sniger os ind på aftentimerne. Regnen er også holdt op, og mens jeg står og fumler med kameraet bliver Troels og jeg enige om, at bøgen nok snart springer ud. Han kigger ud af havedøren, hvor der er grønne marker så langt øjet rækker, og stiller sig så ved siden af den udstoppede rovfugl, så jeg kan tage nogle billeder. Han skæver lidt til den og griner;
“Ja, jeg er fri som fuglen, det kan jeg godt sige dig!”
Jeg bliver kørt til bussen og Troels vinker farvel.
“Er du sikker på, du er på den rigtige bus,” spørger buschaufføren, da jeg stiger ombord og beder om en billet tilbage til Aarhus. Jeg svarer at jeg nok skal finde vej.
Ellers må jeg ty til stjernerne.
