Vores bekendtskab med DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, er ofte kort. Kameraet bliver tændt, ordstrømmen begynder, og to minutter efter er hun væk igen. Siden 2011 har hun med livet som indsats været vores øjne og ører i bl.a. Syrien og Irak, hvor hun har forsøgt at formidle regionens krige, kampe og konflikter i et nuanceret lys. Men hvor starter hendes egen fortælling? Hvorfor har hun det job, hun har? Og hvorfor løber hun hellere ud på gaden og filmer, når jægerflyene bomber fremfor at krybe i skjul?
Tekst Kristoffer Dahl Sørensen
Daraa, Syrien
Det er ikke kun tørke, der gør folk utilfredse i byen Daraa, tæt på grænsen til Jordan. Ud af tørken er der nemlig også groet en følelse af overhørighed og frustration med styret i Damaskus. Sådan har det været længe. Men ingen stiller sig op. Ingen tør.
Det uventede sker dog en dag i marts 2011. På en mur i skolegården skriver en gruppe 10-15-årige børn med graffiti: ”Folket forlanger regimets fald”. Udsagnet bliver dog langt fra tolket som simple drengestreger. I dagene efter fængsler den syriske efterretningstjeneste tusind demonstranter, ligeså mange forsvinder sporløst og dræbende skud lyder fra politiet.
Her hvor Syrien-konflikten begynder, begynder historien måske også om Puk. For hvad gør, at man vælger at rejse illegalt ind i et land, hvor ni millioner mennesker er på vej ud fra? Passion og kærlighed til hendes arbejde er svaret.
”Jeg har journalistik i knoglerne, og kærligheden til mit arbejde er en fysisk følelse, der sætter sig,” fortæller Puk.
Selv mener hun ikke, at hun er mere modig end almindelige mennesker. Hun er bare interesseret i livet i en krig og foretrækker mere at kalde sig for ’livskorrespondent’ frem for krigskorrespondent.
Krigen er hverken sort som kvindernes burka på basaren eller hvid som den røgsøjle, der rejser sig efter et bombeangreb. Krigen er snarere mudret, kompleks og tvetydig. Det ved Puk godt. Og netop her ligger hendes drivkraft: at sætte ord på meningsløsheden og gøre tragedien i Syrien forståelig og bringe nuancer frem.
Hammer Torup, Sydsjælland
Det kan også være, at historien om den 35-årige journalist starter på en gård i det sydsjællandske. Her ude på landet i en by, de fleste ikke kender, er Puk nemlig vokset op. Hun ynder selv at kalde stedet for ’den rådne banan’, men trods de få naboer er der mange gode minder fra barndomshjemmet.
Naturen var lige uden for døren, der var plads til at boldre sig, og trygheden og opbakningen fra forældrene var stor. ”Rummelighed er en stor del af min opvækst,” siger Puk. I disse landlige omgivelser mødte den rolige, fredfyldte natur et rastløst og nysgerrigt menneske. En, som ville se mere en bilferien sydpå.
”Min far og jeg er begge meget rastløse. Han er kørelærer og har kørt rundt på vejene i området utallige gange”. I dag er denne bevægelighed en stor del af hende selv. Vejen dertil startede først med en rejse til Kenya, hvor hendes kulturelle nysgerrighed for alvor blevet vækket. Dernæst gik turen forbi journaliststudiet på SDU og senere en praktikperiode på Jyllands-Posten, hvor hun bl.a. blev sendt til Pakistan. Hvem sagde at ude er godt, men hjemme er bedst?
Hvis vi rammer det forkerte checkpoint eller kører ned ad den forkerte vej, kan det være slut
Et sted i det nordøstlige Syrien
Dørene slås op. Bårerne ruller hastigt ned ad hospitalets gang. På dem ligger de oprørssoldater, der tidligere på dagen spurgte Puk, om hun ville med ud til fronten. Hun afslog. Besindigheden overvandt overmodigheden på trods af, at hendes grænser hele tiden rykker sig.
”Det er vigtigt at sige stop,” siger hun. Alligevel befinder hun sig på jord, som de færreste ønsker at betræde. Men det er vigtigt, hun er her. Oprørernes YouTube-klip er ikke nok dokumentation. Hun skal se tingene selv. Om hun så skal gå ind i krudtkammeret. Sikkerhedsvest og hjelm har hun dog altid med, når hun rejser i Syrien, da rollen som reporter er risikofyldt.
”Hvis vi rammer det forkerte checkpoint eller kører ned ad den forkerte vej, kan det være slut,” siger hun. Derfor stoler hun på sin ’fixer’ og de aktivister, der hjælper hende. Den journalistiske uafhængighed lider af den grund et knæk, men i den verden, hun arbejder, er loyale relationer ofte vigtigere. De kan redde hendes liv. Ligesom hendes besindighed reddede hende i dag. Til gengæld døde mændene på bårerne. Men trods tragedien, er det ifølge Puk de efterladte og overlevende skæbner, der er de værste ofre.
Cairo, Ægypten
Solens stråler strækker sig ned gennem husenes tv-parabolske trækroner og rammer et mangotræ, som står midt i en lille have. Ude på gaden holder bilerne i lange, larmende køer, og folk myldrer rundt.
Men i lejligheden ud til den lille grønne have med mangotræet er der roligt. Her bor Puk sammen med hendes amerikanske mand og to katte. I et åndehul midt i storbyen. På trods af, at der er geografisk og kulturelt langt til bindingsværkshusene og grantræerne i Hammer Torup, så har hjemmet i Cairo alligevel nogle lighedstræk med det sydsjællandske.
”Rummeligheden og roen er ført videre,” fortæller Puk. Her parkerer hun ’battle mind’ og tuner ind på ’home mind’ ved at slukke mobiltelefonen og i stedet give sig selv mulighed for at lade op og bearbejde krigens indtryk.
Bashar al-Assads jagerfly er denne eftermiddag over hovederne på dem, og pludselig ser Puk en ny, dræbende bombe falde ned fra himlen. Byen, hun opholder sig i, er under luftangreb.
Yabrud, Syrien
Et brag lyder. Puk og hendes fotograf farer ud af huset. Der er noget helt galt. De skynder sig ud på gaden med filmkameraet og mærker med det samme ”en orkanagtig fornemmelse,” som Puk beskriver det.
Bashar al-Assads jagerfly er denne eftermiddag over hovederne på dem, og pludselig ser Puk en ny, dræbende bombe falde ned fra himlen. Byen, hun opholder sig i, er under luftangreb. Denne hændelse har printet sig fast som den mest ekstreme situation, hun har befundet sig i som korrespondent.
”Du bliver ramt af en voldsom magtesløshed, når sådan noget her sker”, fortæller hun. Men hvor umådeligt det end lyder, forsøger hun at holde fokus. ”Jeg bruger snus i pressede situationer,” nævner hun. Men udover den detalje, så kræver arbejdet i Mellemøsten ifølge hende, at man kan omfavne og tackle ens udfordringer konstruktivt.
Foruden luftangreb er der en række andre udfordringer. Fx kan hun i Syrien ikke bruge satellit-telefon eller e-mail, som ville hjælpe regimet med at spore hende. I stedet låner aktivisters mobiltelefoner, som ofte går i arv fra døde oprørere. Og når natten melder sig, foregår det sommetider i forladte lejligheder, hvor familiefotoet stadig står på reolen. Det, at være illegal journalist i et land, hvor hadet bliver fodret hver eneste dag, som Puk beskriver det, kalder på konstante valg.
Katedralskolen, Aarhus
Brændpunkternes scene er for en stund skiftet ud med en mere stilfærdig en af slagsen. Puk har ti dage i Danmark. Her skal hun se familien, sine venner og gøre det, der har samlet 400 mennesker denne septemberaften i Aarhus: fortælle om sin nye bog, Hvor solen græder, der skildrer forskellige skæbner i den syriske borgerkrig.
Men bogen handler også om hende selv, og om hvordan dækningen af Syrien har påvirket hende. ”Jeg er journalist, men også et menneske,” siger hun. Heri begynder historien måske for alvor om DR’s krigskorrespondent.
For selvom hun har set mere elendighed, død og ødelæggelse, end de fleste tilhørere her i salen kan begribe, så har hun formået at gribe sit eget og andres håb, når mulighederne har indbudt sig. Og håbet til tv-seerne, der kigger med, er også, at hendes reportager skal sætte et lidt dybere indtryk, end de få minutter hun selv er på skærmen. ”En dag bliver der fred,” håber Puk.
Foredraget på Katedralskolen i Aarhus d. 9. september var arrangeret af FOF Aarhus.
Delfinen takker FOF Aarhus og Politikens Forlag for billeder til denne artikel.
Mere om Puk Damsgård
- Har som journalist rejst i Pakistan, Afghanistan, Syrien, Irak, Iran, Saudi Arabien, Libyen, Jordan, Ægypten, Libanon, Tunesien, Bahrain, Israel og Palæstina
- Modtog i 2011 Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris
- Modtog i 2012 Berlingske Fonds journalistpris
- Nomineret til Cavlingprisen i 2012
- Har foruden sin seneste bog, Hvor solen græder også udgivet bøgerne Mellem Taleban og fremtiden, De renes land og Ulvehjerter
Puks fem studietips
- Brug hinanden og søg støtte
- Vær effektiv og fokusér på de ting, du gør nu, og glem alt andet
- Glem ikke at have det sjovt
- Se optimistisk og konstruktivt på udfordringer
- Slap af, når du slapper af
