En nytårskoncert i Operahuset blev en rejse fra paptallerkener til glitrende serpentiner – og en påmindelse om, at finkultur er for alle, der tør lade sig rive med.
Der er noget særligt over København i slutningen af december; byen er stadig klædt i julens varme farver, men store udsalgsbannere varsler om januars snarlige komme. Delfinen er dog taget til København for mere end tilbuddene. Det er tid til del 2 af ‘Delfinen og finkulturen’. Delfinen har sat sig for at udfordre de stereotype forestillinger om dansk finkultur ved at dykke hovedkulds ned i operaens, ballettens og teatrets univers. Og selvom Aarhus er ‘The European Capital of Culture’ må vi blankt indrømme, at der er lidt mere klasse over Operahuset end Musikhuset i Aarhus.
Efter vores første møde med Det Kongelige Teaters balletfortolkning af Dantes Guddommelige Komedie, var det tid til endnu et kulturelt spring: nytårskoncerten i Operahuset. På Operaens hjemmeside kunne man i store vendinger læse om diverse solister og dirigent som var os fuldkommen ukendte og blot bidrog til følelsen af, at være på udebane. Så var alt som det skulle være.
Finkultur spædet op med lidt lavkultur
For at finkulturen ikke skulle stige os til hovedet, indtog vi en solid dosis lavkultur på Streetfood før aftenens kulturelle højdepunkt. Efter et hurtigt måltid fra paptallerken og en fadøl i maven, følte vi os nogenlunde klar; nu skulle den ha’ hele armen. Som en rigtig jyde med en urokkelig tiltro til egen tidsplan, var vi selvfølgelig sent på den og tog en taxa. Vi ankom et kvarter før tid kun for til vores store gru at opdage, at vi havde taget fejl af tiden. Ikke 19.30, men 19.00. Der stod vi så, flove, slukørede og med følelsen af, at universets magter var imod os (tip: skyd skylden på unviserset, når du ikke vil æde din egen idioti). Til vores held forbarmede det venlige det-kan-ske-for-selv-den-bedste type personale sig over os, og med eskorte blev vi vist op til ståpladserne i første akt med besked om, at vi kunne finde vores rigtige pladser efter pausen. Vi var avanceret fra Streetfood til ståpladser, men det skulle blive meget vildere.
Fra lavkultur til lydbølger i verdensklasse
Det er svært at overdrive kontrasten mellem streetfoodmarkedets rå charme og Operahusets store sal. Salen funklede, ikke blot på grund af det smukke interiør, men også i kraft af gæsternes forventningsfulde blikke og elegante påklædning. Vi forsøgte at falde i ét med mængden, men en let paranoia sad i os: mon vores duft af grillet streetfood afslørede os?
Men så overtog musikken. Det Kongelige Kapel fyldte salen med en symfonisk magi, der forplantede sig som bølger gennem publikum. Dirigenten, hvis navn stadig klingede fremmed i vores ører, svingede uafbrudt tryllestaven i sirlige bevægelser og kastede tilsyneladende nogle meget effektive formularer over sine undersåtter, for det var, som om hver eneste tone greb fat i noget dybt i sjælen. Pludselig var det ligegyldigt, at vi følte os som kulturens outsidere. Musikken samlede os i et fælles øjeblik – tonene indhyllede os i en magisk enhed. Vi lyttede, mens hver node blev født, udfoldet, undersøgt og til sidst stedt til hvile i et af applaus fra publikum.
Publikum og fordommene
En af vores mål med denne rejse var at udfordre fordommene om, hvem finkultur er for. Vi havde frygtet en atmosfære af snobberi og eksklusivitet, men i stedet blev vi mødt af en mangfoldighed, som vi ikke havde forventet. Jo, der var de ældre herrer i jakkesæt og damer i silke, men vi spottede også unge mennesker, familier og turister. Det viste os, at finkultur ikke er en lukket klub, men bare en lidt særlig klub.
Pausekaos og champagneglimt
Pause. Og endnu et kulturelt ritual: champagne i foyeren. De funklende glas, den lavmælte summen fra mange stemmer og udsigten til Københavns havn, som kun en jyde virkelig kan værdsætte, skabte et øjeblik, hvor vi følte os som en del af noget større – og samtidig slog det os, hvor let det er at overgive sig til kulturens forførende atmosfære. Champagne har også den magiske effekt, at man for hvert glas bliver lidt mere del af flokken. Eller måske føler man sig snarerer sådan.
Vi genfandt vores rigtige pladser efter pausen, lige midt i hjertet af den kulturelle elite. Det krævede en monumental indsats at forblive cool, da vi spottede velkendte ansigter som Martin Krasnik, Bertel Haarder og Hans Pilgaard i sæderne omkring os. Vi forsøgte at efterligne deres afslappede manerer og grinede diskret over, at vi få timer forinden havde guffet streetfood fra paptallerkener.
Musikkens universelle kraft
Anden akt begyndte, og vi blev igen trukket ind i musikkens fortryllende univers. Det sidste stykke, et eksplosivt værk af Johann Strauss, kulminerede i en intensitet, der næsten kunne mærkes fysisk. Da den sidste tone klingede ud, eksploderede rummet i konfettikanoner og guld- og sølvglitrende serpentiner, der dalede ned fra loftet som en glitrende regn og i den stående efterfølgende applaus, satte orkestret pludselig i med “Vær velkommen Herrens år”. Der stod vi så; 1500 mennesker, høj og lav, og sang sammen. Dér, for et kort øjeblik, ophørte vi med at eksistere som individer, men var en enhed, samlet om hinanden, musikken og sangen.
Delfinen anbefaler
Denne aften handlede ikke kun om musikken, salen eller de prominente gæster omkring os. Den handlede om modet til at træde ind i en verden, vi ikke kendte, og opdage, at der var plads til os. Nytårskoncerten lærte os, at finkultur ikke kræver forudgående viden eller perfekt etikette – kun viljen til at lade sig rive med.
Tak til Operahuset for muligheden for, at lave anden del af vores artikelserie og glæd jer til tredje kapitel, hvor vi endnu en gang kaster os ud i finkulturens spændende verden.
