Gilberto Gil er ikke som de fleste. Han sang sig selv i fængsel i 1960’erne, har udgivet mere end 50 album, vundet grammyer, og så har han været kulturminister i verdens femtestørste land, Brasilien. Delfinen har fanget ham i Århus til en kort snak om magt. I det politiske system og gennem kulturen.
Ord af Magnus Scherman
Hvis du en dag skulle blive ramt af lysten til at tjekke op på, hvad de danske ministre lavede, inden de besatte taburetterne, kan du godt forberede dig på at læse om lange uddannelser, ledende stillinger i erhvervslivet og uendeligt mange bestyrelse- og udvalgsposter. Alt i alt velegnede politikere, men gabende læsning. Hvis du derimod skulle få trang til at kigge Brasiliens ministre efter i sømmene, støder du stensikkert på navnet Gilberto Gil, og så bliver CV-læsning pludselig noget mere interessant. Efter fem år som kulturminister, takkede Gilberto Gil af i 2008. Han kan se tilbage på en karriere med mange roller. Både som fængslet protestsanger og som højtstående repræsentant for det system, han selv har kritiseret. Da Gilberto Gil var på lynvisit i Århus den 4. april, spurgte Delfinen Gil, hvor han føler, han havde mest magt. Som kritiker eller som minister?
”De er to forskellige slags magt. Et ministerium repræsenterer en politisk magt, så man gennem regeringsmæssige strukturer kan få indflydelse på folks liv, hvilket en regering naturligt gør eller burde gøre. Det er en ting. Noget andet er kultur og kulturens magt. Musikkens magt, dansens magt, malerkunstens magt, teaterets og filmenes magt. De påvirker folks liv indirekte. Det kan være idéer, følelser eller fortolkninger af livet. Men det er ikke det samme som politik, og det har ikke noget med fysisk magt at gøre, på samme måde som politik eller penge ” siger Gilberto Gil.
Gilberto Gil er ikke hvem som helst. Eller det vil sige: det var han, indtil han i 1960’erne grundlagde kulturbevægelsen ”Tropicalismo” sammen med sin ven Caetano Veloso. Idéen bag Tropicalismo var, ifølge Gil selv, at genopfriske brasilianernes opfattelse af kunst, og hvordan man skulle forholde sig til nye politiske situationer. Gil spillede guitar og sang med politiske undertoner. Musikken var vigtig for tropicalismoen.
”Musik gav den brasilianske modstandsbevægelse en mulighed for at ytre sig gennem sangene,” sagde Gil til det amerikanske radioprogram Democrazy Now i juni 2008. Men ytringerne blev for problematiske for det daværende brasilianske militærdiktatur.
”De havde en mistanke om, at vi kunne mobilisere samfundet imod dem med de idéer, vi bragte på banen. Med vores idéer om frihed, ytringsfrihed og om at kæmpe for rettigheder,” sagde Gil til Democrazy Now.
Dreadlocks i regeringen
Gil blev først fængslet af diktaturet og siden sendt i husarrest. I 1969 fik han besked på at forlade Brasilien. Efter to uger i Paris flyttede han til London, hvor han tilbragte tre år i eksil. I London videreudviklede han sin musik og mødte bands som The Rolling Stones, The Beatles og Pink Floyd. Da Gil kom tilbage til Brasilien involverede han sig i borgerrettigheds- og miljøgrupper ved siden af sin musik, som især efter eksilårene var blevet et internationalt fænomen. På trods af sit store politiske engagement havde Gil aldrig ønsket at blive politiker med slips og tætpakket kalender.
I 1987 blev Mr. Tropicalismo imidlertid valgt ind i lokalbestyrelsen i sin hjemstat, Bahia. Han startede som kultursekretær i millionbyen Salvador, hvor han havde startet sin karriere to årtier tidligere, og de politiske poster voksede i størrelse de efterfølgende år. I 2003 var Gil en regionalpolitiker med et globalt omdømme, da Luiz Inácio Lula da Silva ved en sammenkomst betragtede Gils dreadlocks, og sagde ”dem vil jeg have”. Luiz Inácio Lula da Silva havde året inden vundet det brasilianske præsidentvalg, og sætningen var et åbent tilbud om at få kulturministerposten. Gil accepterede, og Lula fik dreadlocks i sin regering.
Med udnævnelsen blev Gil, med et brasiliansk udtryk, selv det glas, han havde kastet sten efter i sine unge dage. Dog uden datidens diktatoriske tilstande. Rollen som systemkritiker blev suppleret med rollen som repræsentant for selve systemet, og den atypiske politiker, som stadig spillede musik, skulle nu for alvor til at vise sit værd på den etablerede politiske scene.
”Udfordringen var at gå fra at være noget symbolsk til faktisk at udrette noget konkret,” sagde han i efteråret 2008 i BBC’s HardTalk.
Kunst og politik kan forenes
Tilbage til spørgsmålet om politisk magt versus kulturel magt. Gilberto Gil understreger, at de to magttyper ikke altid kan adskilles.
”Hvis vi kigger på, hvilken rolle kulturel handel har i dag, begynder vi at se en forbindelse mellem politisk magt og kulturel magt. Simpelthen fordi kultur i et vist omfang er blevet et politisk og økonomisk instrument”, siger Gilberto Gil til Delifnen.
Selvom Gil er det klassiske eksempel på, at kulturen kan give politisk luft under vingerne, ønsker han ikke, at kulturen skal bruges politisk.
”Jeg foretrækker at blive ved med at tænke på en kunstner som en kunstner og en politiker som en politiker. De er to forskellige ting, men de kan også forenes,” siger den levende legende, inden han et par minutter senere forlader Nobelparken i en lille Peugeot med retning mod Musikhuset. Hvor ellers.
