I juli måned tog jeg og 16 andre studerende med AU Summer University til Rom for at studere bl.a. renæssancekunst med kurset “Text, Memory, Monument”. Dette udformede sig til en studieoplevelse, der på alle måder adskilte sig fra stillesiddende klasseundervisning. Både i form af lange udfordrende dage i den italienske hovedstad, men den lagde også grund til nye venskaber på tværs af lande og universiteter samt fede og uforglemmelige oplevelser i den varme sommersol.
Tekst og foto: Eline Eggers
Klokken er seks om morgenen, en telefon oplyser rummet og spiller sin morgensang, mens solen har været oppe i et par timer nu. Det er allerede varmt på værelset. Vi sover to piger på samme værelse; mig og min studiekammerat Laura. Vi er studerende på Kunsthistorie i Aarhus, og vi skød denne Rom-tur godt i gang i går med en masse spændende forelæsninger hele dagen og en enkelt fødselsdagsdrink inden sengetid i aftes.
Jeg holdt min 24-års fødselsdag med italiensk is og hvidvin på en lille café ikke langt fra Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, som skal være vores hjem de næste to uger. Instituttet ligger i Villa Borghese park, kun ti minutters gang fra Piazza del Popolo, en stor plads i midten af Roms hjerte. Vi ankom for to dage siden, hvor vi blev taget godt i mod af både de andre kursister og underviserne. Men kurset startede langt fra med ankomsten til Rom.
Langt fra italiensk sommer
Første gang, jeg hørte om AU Summer University var lige efter sommerferien sidste år. Til et arrangement med de nye studerende på Kunsthistorie var de ældre også inviteret, og her faldt jeg og nogle af mine medstuderende i snak med vores tidligere tutorer.
Jeg blev straks grebet af tanken om at tilbringe sommeren i et andet land med anderledes undervisning og nye mennesker. Herefter var det bestemt, jeg skulle af sted, og da det blev muligt at springe fra et valgfag på 4. Semester, var det lige pludselig en realitet.
I marts måned søgte jeg ind via hjemmesiden på Summer University, og i april fik jeg en mail om, at jeg var optaget. Herefter blev vi kontaktet, modtog undervisningsmateriale og fik tildelt en vejleder, som ville hjælpe os med eksamensopgaven. Disse indledende manøvre foregik alt sammen på mail og i dropbox. Sådan skulle det være, da tre var fra udlandet og to fra Københavns Universitet. Vi så altså først hinanden til velkomstreceptionen den første dag i Rom.
Klokken nærmer sig 19 om aftenen. Vi er alle nået godt frem til instituttet. Vi er i alt 17 kursister fra fire forskellige lande. Efter et lille glas hvidvin fik vi en rundvisning på instituttet. Ved første øjekast virker det labyrintisk med mørke gange og korridorer, men dog med et velkendt lille tvist – det er nemlig opført af samme arkitekt, som opførte Aarhus Universitet, Kay Fisker.
Instituttet bød også på et stort køkken, et dejligt bibliotek og et fint auditorium, hvor vores forelæsninger skulle afholdes og et vaskerum, hvor man fik vasket sit tøj uden at røre en finger.
Optagelse går som smurt
Først og fremmest skal man finde det kursus, man kunne være interesseret i at følge. Summer University udbyder en masse inden for forskellige studieretninger. Derudover skal der være mulighed for at overflytte et fag i ens studieordning. Derefter skal der skaffes en forhåndsgodkendelse, som kan ansøges på universitets hjemmeside. Og så er den næsten hjemme!
De enkelte kurser har også individuelle krav. For mig var kravet blot, at jeg skulle være på bachelorniveau, have en interesse for renæssancen og en vis viden om det på forhånd. Engagementet fra den studerende er nødt til at være stort, det er ikke en badeferie i to uger.
Du skal forberede dig på, at du går i skole, når du er afsted; du skal stå tidligt op, du skal være engageret i forelæsningerne og du skal afslutte forløbet med en eksamensopgave på 12 sider. Men derudover får du en fed oplevelse og lov til at komme helt tæt på det, du har interesse for. Og forelæsningerne er noget helt særligt.
Vi sidder på lækre designer-læderstole i instituttets auditorium. Rummet er dejlig svalt, airconditioning er her fuldt integreret i forhold til de lumre værelser ovenpå. Underviseren hedder Leonardo Cecchini, og han skal i dag snakke om erindring i renæssancen.
Vi forsøger alle at få hvert et ord med og ned på papir eller tablet. Undervisning er på engelsk, men accenterne er rimelig ligetil. Flere sidder her i bare tæer, shorts og t-shirt, for når man går udenfor, kravler temperaturen op på over 30 grader. Alle dage kommer til at foregå her. Om formiddagen er vi i byen, og herefter er vi i auditoriet til sen eftermiddag.
Udlandet er også for studerende
Økonomisk har denne tur ikke kostet alverden. Flybilletten fandt vi til 1500 kr. tur/retur to måneder før afrejsen. Overnatning fik vi tilbudt igennem instituttet til 10 euro om dagen, dvs. omkring 74 kr. Man kan både lave mad, vaske tøj og gå gratis på internettet, hvilket bringer prisen ned. I alt har jeg på dette to-ugers ophold brugt omkring 3000 kr. med alt inkluderet.
Dermed giver Summer University mulighed for at rejse, lære og samle ECTS-point til meget billige penge. Eneste minus var det benhårde program. Der var ikke afsat meget tid til afslapning og sightseeing på egen hånd, men på den anden side klemmer man et helt semester ned til to uger.
Jeg tog af sted for at få en anderledes studieoplevelse med hjem, og det fik jeg i den grad. Jeg kan klart anbefale Summer University, hvis du har lyst til at prøve noget andet og møde nogle nye mennesker, der har de samme interesser som dig selv. Du har mulighed for at opbygge en større vennekreds og dykke ned i dit kerneområde over en kort intens periode.
Hvad er Summer University?
|