Drevet af nysgerrighed og umættelig interesse for tal, har Simon Kristensen brugt størstedelen af sin karriere på at forske ved Matematisk Institut. Og her regner han med at blive. Simon Kristensen fortæller, hvordan hans forskning er drevet af en indre begejstring og af de få, fantastiske succesoplevelser, man kan være heldig at få som forsker.
– Til sommer er det 30 år siden, jeg gik ind ad døren som rus. Det kan jeg ikke forstå, for jeg er jo ikke mere end 29 år.
Over det semiorganiserede kaos af bøger og tårne af papir titter Simon Kristensen frem. Enkelte grå strå i skægget afslører, at han er en erfaren herre. Et bredt grin breder sig i ansigtet, og han indrømmer:
– Jeg er først i 40’erne. Det kan godt være det er de første 95 %, men jeg er først i 40’erne.
Simon Kristensen har ikke forladt universitetsverdenen, siden han fik foden indenfor første gang. Han har været et smut forbi universiteter i Frankrig og England, men de seneste 17 år har han brugt på at studere talsystemer på Matematisk Institut ved Aarhus Universitet.
– Til familiefester plejer jeg at sige, at jeg forsker i nye tal mellem nul og et. Det er også det, jeg siger til mine førsteårsstuderende.”
I virkeligheden er det langt mere komplekst end det, men for selskabets skyld har han kogt sin faglighed ned til essensen, når han snakker med ikke-matematikere.
– Hvis jeg siger, at jeg forsker i diofantiske approximationer på fraktaler, så finder de da hurtigt en anden at snakke med. Og så bliver jeg ham, der står ovre i hjørnet af festen med en bajer i hånden. Så er der ikke nogen, der vil snakke med mig. Så introvert er jeg ikke. Så jeg bliver nødt til at sige noget åndsvagt, så vi kan få en samtale.” siger han grinende.
Videbegærlighed og en forkærlighed for tal
Selv om Simon Kristensen gerne vil dele ud af sit fag, er hans begejstring ikke drevet af at kunne dele den med andre: ”Min begejstring; den er kun min.” Han er drevet af en ”unaturlig og sygelig interesse for tal”, som han selv siger.
– Der er stadigvæk mange ting, jeg gerne vil vide. Jeg vil gerne vide, hvornår man kan spotte en brøk. De fleste tal er ikke brøker. Det er forholdsvis let at spotte en brøk på cifrene, men der er alle mulige andre måder at repræsentere et tal på. Jeg kunne godt tænkte mig at vide: hvordan og hvornår kan jeg spotte en brøk? Kan jeg finde et mønster? Jeg vil også gerne vide, om der er uendeligt mange femtaller i decimalopskrivningen for kvadratrod 2? Altså, det er der ingen, der ved!
Og selv om Simon Kristensens hjerne er fyldt op af tal, er det i princippet ligegyldigt, hvad han studerer. For ham er det videbegærlighed og nysgerrighed, som er benzinen til motoren, og jo mere han ved, desto mere ild kommer der i bålet:
– Jo længere man graver sig ned i et eller andet emne, jo flere ting er der, man gerne vil vide. Det kunne handle om hvad som helst. Jeg kendte på et tidspunkt en fyr, der havde skrevet en ph.d. om vandmænd. Det kunne jeg da aldrig finde på. Hvad vil du vide om dem? Klatter uden nævneværdig anatomi eller centralnervesystem, der følger havstrømmene. Hvorfor vil du vide mere om dem? Men jeg er helt sikker på, at hvis jeg gav mig til at studere vandmænd, så ville jeg også blive bidt af det.”
Og Simon Kristensen har altså gravet sig dybt ned i sit matematiske hul. Kontorets kridttavle er fyldt med skriblerier og symboler, som er svære at afkode, og hvor end du kigger hen i rummet, kan du få øje på en kaffemaskine. Det er her, han brygger sin forskning og udfolder og -fordre sin nysgerrighed.
– Så viser det sig så en gang imellem, at det, jeg laver, kan bruges til noget. Det har jeg i princippet ikke noget imod, men det er ikke derfor, jeg forsker. Men det er da meget rart. Det retfærdiggør da, at min løn ikke er helt spildt, set fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Den gyldne ene procent
– Jeg føler mig kaldet til at citere Newton: ’Forskning er 90 procent perspiration og 10 procent inspiration.’ Det siger han kun, fordi han var et geni. Jeg plejer at sige, at det er 99 procent frustration og 1 procent inspiration.
Klukkende tager Simon Kristensen en slurk af sin kaffe og uddyber:
– Men den der ene procent, ikke? Yeaaah!” Siger han med store øjne og fortsætter:
– Når man vågner op om natten og bare ser klart. Når jeg løser et problem, når jeg ser noget nyt, som ingen har set før. Når jeg forstår et eller andet, som jeg har svedt over. Det er jo heller ikke fedt at løbe et maraton, vel? Det gør jo ondt det meste af vejen. Eller jeg har ikke gjort det, men jeg har gået Bornholm rundt. Det var jo heller ikke fedt. Til sidst, når man skal op gennem Rønne – op ad bakken. Kæft, det gør ondt. Men når man så kommer i mål. Så er du ikke til at skyde igennem. Så har man gået 125 kilometer. Du er i smerter det meste af tiden, men når du har gjort det.
Simon Kristensen tror, at det netop er den slags øjeblikke, der driver de fleste forskeres arbejde. Men det er ikke en smertefri beskæftigelse.
– Det er hårdt. Der er langt imellem succesoplevelserne, men de er der. Men du kan ikke vide det. Det er forskning.”
Han uddyber ved at male et billede af en forskers arbejdsproces:
– Du render rundt inde i en spejlsal, og der er en lille nisse med et stearinlys, der render rundt et eller andet sted. På grund af spejlingerne kan du ikke vide, om det er udgangen eller nissen, du løber rundt efter. Det er ikke mit billede, det er et, jeg har hugget fra en af mine medstuderende.
Simon Kristensens motivation for forskning er altså en cocktail mixet af en utømmelig nysgerrighed, begejstring for faget og en jagt efter den succesoplevelse, det er at fange nissen i spejlsalen.
