I løbet af tresserne opnåede filmmediet en nærmest euforisk rolle på den danske kunstscene. Kameraet blev bogstaveligt talt et værktøj for kollektive og individuelle filmprojekter og happenings, hvor mediet og dets teknologiske remedier syntes egnet til at udfordre grænserne mellem liv og kunst, ét af den eksperimenterende kunsts nøgletemaer i tresserne. Ordet eksperimenterende er siden blevet et synonym for periodens legende undersøgelser af grænseflader mellem populærkultur, ideologi og nye kunstformer. Fluxus-bevægelsen, ABCinema og Eksskolen var sammen med individuelle aktører de bærende kræfter. Eksperimenterne kulminerede i begyndelsen af halvfjerdserne, og Aarhus var en vigtig del af dén filmscene.
I Kunsthal Aarhus vises et udvalg af eksperimenterende film fra tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne af kunstnere som Poul Gernes, Eric Andersen, William Louis Sørensen, Kirsten Justesen m.fl. I forbindelse med filmvisningen fortæller arrangørerne om eksperimenterne, der havde vidt forskellige retninger og formål. Hver film ledsages af en fortælling om det, der gik forud og som fortsatte på den anden side af kameraets snurren.
PROGRAM
1. Brækfilm (1963, ins. Poul Gernes) – 5 min
2. Lortefilm, Sverige (1969, ins. Peter Louis Jensen og Bjørn Nørgaard) – 4 min
3. How to raise Your… (William Louis Sørensen 1969)– 2 min
4. The Dog (1966, ins. Arthur Köpcke og Eric Andersen) – 2 min
5. A number from 2 to 720 loops: coins (William Louis Sørensen 1969) – 20 sec
6. Two transparent films (Erik Liljenberg og William Louis Sørensen) 1968 – 3 min
7. Transsibirische Bahn (1972, ins. Ole John/ om Joseph Beuys) – 19 min
8. Revolverafsnit af Billed- og Lyd-støj (Peter Louis Jensens segment i Frændeløs 1970) – 15 min
Arrangører: Mathias Ruthner, Kasper Lauritzen, Klaus Marthinus.