- Oslo, 31. august er et prisvindende norsk filmdrama instrueret af Joachim Trier
Rulleteksterne kører forbi, og jeg sidder fastfrosset i sofaen med en overvældende følelse af tomhed. Hvordan skal jeg slukke skærmen, rejse mig og fortsætte mit liv?
Tekst Malene Madsen Christensen
Joachim Triers drama Oslo, 31. august (2011) er en rå og intens skildring af det moderne menneskes kamp for selvrealisering i en verden, hvor alt er muligt og intet er målet. Filmen følger en dag i den 34-årige Anders’ liv. Anders er netop kommet ud fra en afvænningsklinik efter et årelang misbrug, og skal til at reetableres i den virkelige verden. Vi følger Anders dagen igennem, hvor han tager til jobsamtale, opsøger gamle venner og ender i Oslos natteliv.
Centralt i filmen står Anders’ dialog med vennen Thomas, der lever det trygge liv inden for kernefamiliens rammer. En tryghed, der ifølge Thomas selv, består af nul sex og med to glas rødvin om ugen som topmålet af lykke. Hverdagens trivialiteter fremlægges med en let ironisk distance, men desto mere tragiske fremstår de, da filmens karakterer er sig selvbedraget yderst bevidst.
Skildringen af Anders er foretaget med et nuanceret blik. Det er ikke en selvmedlidende, forkælet ung mand, vi skal have ondt af, men derimod en følsom og meget selvbevidst Anders. Han er fuldt ud klar over, at lykken er hans ansvar alene. Anders er vokset ud af det bedre borgerskab med alle muligheder. På trods af det er han ude at stand til at finde en mening og et ståsted i livet. Det er derfor også en dobbelt skam, der overgår ham.
En bestemt scene i filmen står særligt stærkt tilbage i hukommelse. Anders sidder alene på en café omgivet af mennesker, og rammes af den overvældende normalitet. Folk drikker kaffe, og snakker om hverdagens ubetydelige små bekymringer. En hverdag som Anders ikke kan finde ud af at tage del i. Det er slående, hvordan filmens eksistentielle karakter har ensomheden og fremmedgørelsen som menneskeligt vilkår; Anders alene på cafe, Anders alene i Oslos gader, Anders alene i en park. Ude af stand til at forskanse sig i hverdagens trivialiteter står han apatisk tilbage som en tilskuer til livet.
Solopgang. 24 timer i friheden er slut, og Anders stikker for sidste gang en kanyle i armen. Den ultimative frihed er blevet til et fængsel i den rene rå erkendelse af ungdommens bristede drømme, af idealernes glemsel og kærlighedens reduktion. Vi følger Anders’ kamp med misbruget i en lang scene uden klipning og uden lyd. Stilheden gør fraværet af mennesker nærværende. Vi ser Anders tage sit bælte af og spænde det om armen, ser ham stramme bæltet holdende kanylen imellem tænderne. Kameraet sanser for os, men vi er ude af stand til at hjælpe ham. Vi opfatter stilheden, føler sårbarheden, ser roen og lettelsen, da den indre splittelse og rodløshed forlader Anders i en udånding.
