Vi kender hende alle sammen. Hende, der bare altid har styr på alting. Hun er boligfeinschmecker – men på den dér ungsmarte måde. Det er hende, der på trods af en travl hverdag tager mentalt økologitilskud i form af bolig-get-togethers, hvor hun kan fremvise sin ’Kay-Bojesen-abe-og-ægte-skibsplanker-på-gulvene-inspirerede-dele-liebhaver-villa’. Hun står op klokken 05.45 på en mandag morgen og drikker café au lait fra sin nyindkøbte espressomaskine, der i øvrigt også kan brygge livskvalitet.
TEKST Helle Breth Klausen
Kontrasten er til at få øje på. På mit køkkenbord står et monstrum af en 70-kroners-Melissa-el-kedel fra Bilka, hvis håndtag jeg altid får andengradsforbrænding af, når jeg fejlagtigt tror, at håndtag were made for holding.
Jeg bor i noget, der ifølge Post Danmark åbenbart klassificeres som en ’villa’ (læs: Modtager månedligt ’Idényt – Vi i villa’-bladet), men jeg tvivler på, at de knap 40kvm, jeg er i besiddelse af, i virkeligheden selv føler sig som en villa. Hvis jeg var min beboelsesejendom, ville jeg – på en tvivlsom mandag morgen – karakterisere mig som ’et håndværkertilbud’.
Mit mentale tilskud består af rigeligt med søvn mandag morgen og instant kaffe med så meget mælk (på trods af, at man faktisk skal bruge vand), at der praktisk talt ikke er tale om den sorte tjæredrik længere.
’IKEA med en knivspids JYSK’
”Du bliver, hvad du spiser”-devisen har vi hørt før. Men kan man tale om et lignende livsstilsmotto anno 2012? Mit bud er, at man ikke længere bliver, hvad man spiser, men i højere grad, hvad man køber. I hvert fald bliver man ofte i andres øjne stemplet som følge af den grand tour, man tager folk med på, der for nogles vedkommende indbefatter farvekoordinerede HAY-puder og formfuldendte Royal Copenhagen-samlinger.
For mit vedkommende består den store rundvisning måske nok mere af en mini tour à la ”på højre hånd ser vi soveværelset, og ti centimeter til venstre er så stuen”. Og det samme er gældende for det indbo, jeg har proppet ind på mine små 40kvm. Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg er mere ’IKEA med en knivspids JYSK’, end jeg er’ Kay Bojesen og HAY-inspireret’. Det betyder, at jeg, i modsætning til hende med skibsplankerne, ikke er indehaver af samme arsenal boligrekvisitter, der tilsyneladende er blevet idealet for unge, udeboende kvinder – også selvom de er (fattige?) studerende.
Et par stamnullermænd on the go
Jeg ser en tendens til, at den ’rigtige måde’ at indrette sit hjem på er den der museums- og udstillingsagtige måde, hvor man befinder sig i ét stort rum med rumklang som følge af det sparsomme (men udvalgte) møblement.
I min lejlighed er der ingen rumklang, da jeg har både stue, køkken, garderobe, kontor og soveværelse på selvsamme kvadratmetre. Jeg har vindueskarmene fyldt med ting og bøger, stakkevis af arbejdspapirer på skrivebordet – og nå ja, et par stamnullermænd on the go henover gulvet er der da også blevet plads til.
Det er muligt, at jeg selv er ret glad for at bo i min lille hule af en ’villa’, men det er tankevækkende, at jeg, trods min ironiske distance til ’de perfekte home living-standarder’, sjældent inviterer folk ind i mit hjem – af frygt for at blive bedømt ud fra ’du er, hvad du køber’-devisen.
Men spørgsmålet er, om jeg har lyst til at være hende, der skal have sin espressomaskine til at brygge livskvalitet, – eller om jeg vil skabe den selv – eventuelt delvist færdigkøbt (hvis vi snakker mandag morgen), men ellers tilsat 2-3 spsk. selvtillid og resten ’på slump’?
