”Nogle mennesker tror, at fodbold er et spørgsmål om liv og død. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det,” udtalte den legendariske fodboldmanager Bill Shankly engang. Men hvorfor? Hvorfor kaster millioner af mennesker verden over deres ubetingede kærlighed på ét fodboldhold, og hvorfor nærer de et afgrundsdybt had til et eller flere andre hold? Vi tager turen ind i hovedet på en dedikeret fodboldfan.
af Svend Lokjær
foto Anne Bay Davidsen
”Når de taber en kamp, bliver jeg virkelig træt af det hele. Jeg sidder med en følelse, hvor jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal blive sur eller bare drikke mig ned. Et nederlag sætter sig, og det sidder i kroppen i mange dage efter.”
Ordene kommer fra Simon Pallesen, journaliststuderende. 24 år gammel, vejlenser af fødsel, men emigreret til Århus. Selvom ordene bliver udtalt med et smil på læben, er man ikke i tvivl om Simons seriøsitet. Man fornemmer frustrationen i stemmen over bare at tale om et nederlag.
På trods af sit østjyske tilhørsforhold har Simon kastet sin kærlighed på West Ham, et mandskab fra London, som havde sin absolutte glansperiode i 1960’erne med enkelte opblomstringer sidenhen, men som i de senere år har levet en tilværelse i den tunge ende af den bedste engelske række. Hvordan går det til, at man dedikerer sig til en klub, der ligger 800 kilometer og en Nordsø fra hjembyen Vejle?
”Det startede, da jeg som 20-årig tog til London for at bo i et år. Min kammerat og jeg bestemte os egentlig bare for at holde med et hold, og så lå West Ham tættest på, hvor vi boede. Jeg blev hurtigt grebet af atmosfæren og intensiteten omkring kampene. Der er noget forførende ved den flokmentalitet, der hersker både på pubben før og efter kampen og på tilskuerpladserne under kampen”, siger Simon Pallesen.
Engelsk mentalitet gør en forskel
Langdistanceforhold er sjældent succesfulde. Alligevel varer Simons forhold til West Ham ved. Simons forklarer det med den specielle fankultur i pubbernes og kulminernes hjemland.
”Mentaliteten i England er helt speciel. Der holder man med sit lokale hold, uanset hvor meget de stinker! Det er lige meget, om holdet spiller i toppen af rækken eller i røven af 4. division. Det lokale tilhørsforhold er det vigtigste. Herhjemme holder alle jo bare med Brøndby eller FCK.”
Stemningen omkring kampene er også helt anderledes i England. En kamp er en begivenhed, der strækker sig over længere tid end blot de 90 minutter, som kampen varer. Simon forklarer, hvordan fansenes fællesskabet udgør en ligeså stor del af en kampdag som selve spillet på banen.
”En kampdag starter typisk på en pub flere timer før kampen. Man mødes, synger klubsange, drikker øl og samles med klubben som fællesnævner. Den stemning fortsætter på tilskuerpladserne under kampen. Det er en stemning, som skal opleves, for at man fuldt ud kan forstå den. Der er en helt speciel vibe,” forklarer Simon henført og med en passion i stemmen, som antyder, præcis hvilket indtryk mentaliteten i fællesskabet har gjort på ham.
Simon lægger ikke skjul på, at druk indgår som en fast bestanddel af lørdagsritualet.
”Og efter kampen får man selvfølgelig også en del øl i hovedet. Uanset om kampen skal fejres eller begraves, er det jo sådan, man gør.”, siger han.
Kærlighed avler had
Simon Pallesen fortæller, at den betingelsesløse kærlighed til én klub resulterer i foragt for og had til en række andre klubber. Det er et had, han også føler, og som han mener er en naturlig del af det at være fodboldfan.
”Som West Ham-fan er Tottenham en af ærkefjenderne. De to klubber ligger geografisk tæt på hinanden, og så har Tottenham også flere tidligere West Ham-folk i staben. Hjemmekampen mod Tottenham ser jeg på stadion hvert år. Det er en kamp, hvor man mere end nogensinde mærker rivaliseringen mellem klubberne. Det er et af de årlige højdepunkter som West Ham-fan”, forklarer han.
Chelsea er en anden klub, som Simon har meget lidt til overs for. Chelsea blev købt af den russiske milliardær Roman Abramovich i 2003, og klubben har med hans penge i ryggen udviklet sig til at være en af engelsk fodbolds absolut bedste hold. Men at opnå succes på den måde er ifølge Simon foragteligt.
”Hvis man skal have succes på fodboldbanen, skal det gøres gennem hårdt arbejde. Fodbold er ikke kun succesbaseret. Det er ligeså meget et spørgsmål om at opnå succesen på den rigtige måde. Skal man have et godt hold, skal man gøre det ved at udvikle sine egne talenter og gøre dem til storspillere. Der er intet imponerende ved at vinde titler, bare fordi man har nogle Gazprom-millioner i hånden. Jeg vil langt hellere se West Ham ligge i bunden og skabe deres egne profiler på banen, end jeg vil vinde mesterskaber på Chelseas måde.”, siger Simon Pallesen.
Hooligans og spånplader for vinduerne
West Hams største rival er og bliver naboklubben Millwall. Hadet mellem de to London-klubber bunder i en 100 år gammel konflikt, hvor havnearbejdere fra Millwalls kvarteret stjal arbejdspladserne fra strejkende arbejdere fra Newham-området, hvor West Ham har deres hjemmebane. Konflikten mellem klubberne eskalerede i 1970’erne og 1980’erne, hvor de to klubber havde Englands mest berygtede hooligans. Da de to klubber spiller i hver deres division, går der flere år mellem, de mødes på banen. Det skete dog i august 2009, hvor hadet mellem dem brød ud i lys lue uden for banen.
”Opgøret mod Millwall var noget af det mest sindssyge, jeg har oplevet. Alle pubs i området havde sat spånplader for vinduerne af frygt for at blive smadret. På stadion var flere afsnit rundt om Millwall-tilhængerne ryddet, fordi der ellers ville udbryde slagsmål mellem tilhængerne. Banen blev invaderet flere gange i løbet af kampen. Det var ekstremt”, fortæller Simon Pallesen.
Oplevelsen med de to klubbers hooligans var voldsom og et godt eksempel på, at hadet til den ene klub og kærligheden til den anden kan komme ud af kontrol. Simon mener dog, at problemerne med hooligans i høj grad er samfundets skyld.
”Folk, som tager deres klubfølelse ud til de ekstremer, har i forvejen har sociale problemer. De er mennesker, som er socialt udsatte, og de ville formentlig opføre sig på den samme måde, selvom de ikke havde fodboldkampene som undskyldning for at slås og smadre ting”, siger han.
Selv om Simon godt kan føle hadet til en anden klub som en naturlig del af fankulturen, er der alligevel grænser. Man hader hinanden, mens kampen står på, men man skal kunne komme overens som mennesker uden at fodboldkulturen fører til vold og hærværk.
