23-årige Signe Juul var på ferie i Egypten, da opstanden mod styret brød ud i lys lue. Hun blev vidne til, hvordan modstanden og demonstrationerne accelererede til det, der foreløbig er kulmineret med Mubaraks resignation torsdag den 11. februar. Læs om, hvordan det er pludselig at stå i en revolution, der ikke er din egen.
Af Sebastian Juel Frandsen
Illustation af Helene Møberg Johansen
“Jeg blev virkelig rørt, da Mubarak endelig gik af. Så skete der alligevel noget,” siger Signe Juul. Hun er 23 år og læser medievidenskab med suppleringsfag i retorik på Aarhus Universitet. Hun var i Egypten fra 23. januar indtil 30. januar. En periode, hvor utilfredsheden med den siddende præsident, Hosni Mubarak, voksede fra en rumlen til et brøl. Under sit ophold i Egypten mærkede Signe en ændring i egypternes tro på, at der kunne ske omvæltninger.
”Der var et kæmpe skift. I starten sagde de lokale, at det ikke nyttede noget, men efterhånden som ugen gik, fik de trang til selv at være med. Det er noget smukt ved en revolution, hvor folk samler sig, og det er fantastisk, at demonstrationer virker” siger Signe Juul.
Da Signe sammen med fire veninder tager til Kairo søndag d. 23. januar i år, er det meningen, at det skal være et kombineret turist- og venindebesøg. De fire har en veninde, der bor i Kairo. Da de forlader Danmark, har de ikke de store bekymringer, på trods af at der er begyndt at komme historier om uro i Egypten. Om mandagen får veninden i Kairo fri fra sin sprogskole på grund af urolighederne. På det tidspunkt er det dog ikke noget, de tænker videre over.
”Vi tænkte bare, at det var fedt og jokede med, at hun fik fri på grund af en smule optøjer, så hun kunne være sammen med os,” siger Signe Juul.
Om tirsdagen finder de første samlede demonstrationer sted. Pigerne er ude og se pyramiderne. Det er endnu ikke gået op for dem, hvor alvorligt situationen udvikler sig. Da de kommer hjem om eftermiddagen og tænder for fjernsynet, ser de for første gang billeder fra optøjerne i hovedstaden. Om aftenen mødes de med nogle egyptere på en vandpibebar, hvor de lokale får besked om, at demonstrationerne kommer forbi stedet. Hverken pigerne eller de lokale på vandpibebaren tror på, at demonstrationen kommer til at få nogen betydning.
”Vi syntes primært bare, det var spændende. Egypterne troede heller ikke på, at det ville føre til noget på det tidspunkt,” fortæller Signe Juul.
Fra museumsbesøg til revolution
Om onsdagen er veninden tilbage i sprogskolen, og Signe Juul tager ud og sejler på Nilen sammen med de andre piger. Herfra ser de folk danse og opføre sig som vilde.
”Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det er normalt, men det virkede som om, der var ved at ske noget specielt,” siger Signe Juul.
Om eftermiddagen tager de på Egyptian Museum. Det er den rødlige bygning, som de fleste garanteret har set i baggrunden på TV-billederne fra demonstrationerne på den efterhånden berømte og berygtede Tahrir-plads. Museet lukker tidligt om onsdagen, og sammen med de andre besøger Signe en papyrusbutik, hvor de får serveret te.
”Da vi forlader butikken, er der samlet så mange mennesker på pladsen, at folkene fra butikken er nødt til at ekskortere os over gaden. Samtidig får vi en besked fra vores veninde, om at vi skal holde os væk fra gaden,” siger Signe Juul.
Da de om aftenen er sammen med nogle egypterne fra aftenen før, tror de stadig ikke rigtig på, at der vil ske noget.
”De er studerende og vil også gerne se ændringer i systemet. De tror bare ikke rigtig på, at der kommer noget ud af det,” siger Signe Juul.
Dagen efter går turen til Alexandria, hvor de skal i sommerhus sammen med nogle af de egyptiske fyre, de har røget vandpibe med de andre dage.
”Vi havde hørt, at der ville ske noget i forbindelse med fredagsbønnen, men fyrene forsikrede os om, at der ikke var nogen problemer,” forklarer Signe Juul.
De ankommer sent om aftenen og tager på restaurant. På restauranten kan de tydeligt fornemme, at der sker noget. Tjenerne diskuterer ivrigt med fyrene på arabisk.
”Noget af det svære var at følge med i, hvad der skete uden at afbryde for meget. Det var jo deres revolution,” siger Signe Juul.
Det begyndt at rykke i en af drengene, der gerne ville være med i demonstrationerne. De to andre mener stadig ikke, at det nytter noget.
”I må ikke stoppe, for folk plyndrer”
Fredag står pigerne tidligt op for at se Alexandria, inden de skal tilbage til Kairo. Der hersker en utryg stemning i byen. Flere og flere ting peger på, at alting ikke er, som det burde.
”Lige pludselig virkede hverken dankort, telefon eller internet. Så vi stod uden penge og nærmest uden mulighed for at komme i kontakt med folk,” fortæller Signe Juul.
Hvad værre er, at det viser sig, at fyrene, de er af sted med, ikke har fået lov at låne den bil, de er kørt op til sommerhuset i. Bilen tilhører den enes forældre, og deres privatchauffør henter bilen i løbet af fredagen.
”Konsekvensen var, at vi måtte blive i Alexandria. Samtidig var der udgangsforbud efter kl. 18,” siger Signe Juul.
Nu tænker de fire veninder mest på at komme væk. De forstår ikke et ord arabisk, og er afhængige af deres nye bekendtskaber. Situationen ændrer sig også for de lokale.
”De sidder hele natten og ser Al Jazeera. De går fra at joke med hele situationen til en eller anden form for aggressivitet,” siger Signe Juul.
Klokken 7 om morgenen kører Signe og de andre ud fra Alexandria. De tænker udelukkende på at komme i sikkerhed og er ligeglade med, at de sidder otte mennesker i bilen. Da de kører mellem Alexandria og Kairo, spørger de på et tidspunkt en vagt om, hvad der sker.
”Det vil jeg ikke fortælle jer, men I må ikke stoppe, for folk plyndrer”, siger han.
De kommer tilbage til Kairo uden problemer. Folk bliver kørt til byen på lastvogne. De er enten på vej til demonstrationerne eller lufthavnen. I Kairo er der en søjle af sort røg. Folk vælter biler, brænder biler og kaster sten mod biler, der er på vej væk. Signe og de andre låser sig inde i venindens lejlighed og får besked på at barrikadere døren.
”Vi sætter solskærme for vinduerne og dækker os til med tørklæder. Jeg prøver at spise noget, men det kommer simpelthen bare op igen. De sidste tre dage får jeg nærmest hverken mad eller søvn,” fortæller Signe Juul.
De er i kontakt med deres rejseforsikring, der fortæller, at der går et fly om søndagen, de sandsynligvis kan komme med.
”Oprindeligt skulle vi først flyve hjem mandag, men vi tænker udelukkende på at komme hjem i sikkerhed,” siger Signe Juul
En bevægelse mod frihed?
Søndag morgen kommer den taxa, de har bestilt til at køre dem til lufthavnen.
”Jeg er rørt på en eller anden mærkelig måde. Jeg er på vej væk, men samtidig er der noget smukt ved revolutioner. Jeg tænker på dem, der skal blive og føler mig ulækkert privilegeret,” siger Signe Juul.
I lufthavnen er alt kaos. Der går rygter om, at Egypt Air ikke flyver alligevel.
”Det er de værste dage i mit liv. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente,” siger Signe Juul.
De får forskellige oplysninger afhængigt af, hvem de spørger.
”Man bliver paranoid, og jeg er ved at eksplodere af uvidenskab og arrighed. Man tør ikke tro på det, før flyet letter,” forklarer Signe Juul.
Endelig letter flyet. Pigerne er utroligt lettede og kan nu om sider tale om oplevelsen, og hvordan de har det.
”Jeg har det mærkeligt nogle dage efter. Der er faktisk fire dage med reaktioner, inden jeg kommer ovenpå igen,” siger Signe Juul.
I Egypten fortsætter optøjerne og kulminerer med præsident Mubaraks resignation den 11. februar. Lige nu svæver landet i uvished. Vil det egyptisk folk reelt få større del i magten, eller vil Egypten fortsat være præget af korruption og magtmisbrug? Det, som Herbert Pundik har kaldt ”Mubarakisme uden Mubarak”? Spørgsmålene er mange. Visheden om, at egypterne har fået ét af deres krav opfyldt, glæder Signe Juul, der er beæret over at have overværet bevægelsen på nærmeste hold.
”Jeg er glad for, at egypterne næsten har fået deres ret. Det var tydeligt, at de lokale blev rørte og var stolte af deres land,” siger Signe Juul, der oplevede en uge i egypternes revolutionen.
