Vi har snakket med Maja Viola Buskbjerg, som er færdiguddannet i idéhistorie. Maja fortæller om mødet med et arbejdsmarkedet efter universitetet, hvor det gik op for hende at hun aldrig havde lært at sætte ord på sine kompetencer. Efter at have været jobsøgende i en periode, vil hun gerne give nogle gode råd videre, som hun ville ønske nogen havde fortalt hende, da hun studerede.
Maja Viola Buskbjerg arbejder i dag som konsulent i en ny-etableret enhed mod negativ social kontrol i SSP, i Odense kommune.
Hun bidrager til strategisk koordinering og understøttelse af hele kommunens arbejde mod negativ social kontrol – og er specifikt tovholder på arbejdet med at støtte unges opgør med negativ social kontrol, i tæt samarbejde med kommunens skoler.
Studiets mange døre stod på vid gab
Maja nød studielivet og alt hvad det indebar, hvorfor hun både havde studenterpolitisk og frivilligt arbejde. Under uddannelsen tænkte hun dog ikke særlig meget over, hvad fremtiden på den anden side af uddannelse egentlig ville bringe. Hun tænkte, at fordi den brede humaniorauddannelse åbnede mange døre, var det ikke nødvendigt at træffe strategiske valg undervejs på uddannelsen.
Da Maja var færdig med sin kandidat i idéhistorie, var hun derfor optimistisk. Da hun havde en del erfaring, og et godt netværk fra uni, tænkte hun, at arbejdsmarkedet bød på mange muligheder. Sagt på en anden måde, var Maja klar til at flytte fra uni-reden. Mens hun skrev speciale var hun gravid og valgte at flytte til Odense med sin kæreste. Pludselig, løsrevet fra det liv hun kendte på universitetet, stod hun færdiguddannet og spekulerede på hvad der nu skulle ske. Det gik dog snart op for hende, at hun faktisk ingen idé havde om, hvad arbejdsmarkedet egentlig efterspurgte.
Et reality-check
Da jobsøgningen gik i gang skulle det vise sig ikke at være så let, som Maja først havde forventet. Selvom hun sendte mange ansøgninger afsted, fik hun enten afslag eller ingen respons på dem. Hun følte sig fanget i et jobsystem, som ikke var særlig modtageligt overfor humanister. Den tilbagelænede indstilling, hvor “alt nok skulle gå” kunne hun ikke længere fortælle sig selv. Livet der ramte efter studiet, var lidt af et ”reality-check”, som hun kalder det.
Den gyldne bro til jobmarkedet
Et tæt sammenspil mellem A-kassen og jobcenteret skaffede hende i første omgang et løntilskudsjob, som viste sig at have stor betydning for hendes start på arbejdsmarkedet. Selvom det ikke var en fastansættelse satte det gang i en proces, der lærte hende mere om hvordan hendes kompetencer som idéhistoriker kunne fungere på arbejdsmarkedet. Maja hjalp dem med at formulere deres visioner til eksterne aktører såsom politikere. Dermed var hun med til at forme deres image for omverdenen og tydeliggøre deres formål for folk, der ikke var inde i organisationen. Her fik hun nogle af sine kompetencer fra idéhistorie i spil: Hun stillede kritiske spørgsmål og søgte aktivt de oversete sammenhænge, der tit kan være altafgørende hvis arbejdet i en gruppe skal gå op i en højere enhed.
Majas bedste tips til at score et arbejde
Det var vanskeligere end hun havde forventet, at finde sin hylde ude i den virkelige verden. Hun siger i dag, at mødet med systemet var angstprovokerende. I løbet af sin ansøgningsproces blev hun rådet til at nedtone sin idéhistoriske baggrund til fordel for de generelle akademiske kompetencer. Og da hun efter løntilskudsjobbet prøvede igen ”ownede” hun, ifølge sig selv, sin ansøgning. Hun bragte nu sine uddannelseskompetencer på banen og reflekterede aktivt over hvordan hun ville bringe disse i spil i de jobs, hun søgte. Sidstnævnte er også et råd hun gerne vil give videre, til dem der måtte stå i samme situation. Hun vil råde andre til at søge jobs og erfaring, der ikke relaterer sig til lige præcis det man har uddannet sig til. At give sig i kast med lignende områder er vigtigt. For humaniora-dimittenden var det at kaste sig ud i diverse kurser, og søge jobs på sprog- eller kulturområdet.
Derudover hjalp det Maja, at række ud til andre humanister, der var gået samme vej, og på den måde få erfaring. Det er dog ikke noget der først skal ske efter uddannelsen, men hun mener, at man bør tænke lidt over sine valg allerede under uddannelsen. Som hun siger, kræver humaniorauddannelser ofte at den enkelte ”skaber” sin egen plads i et firma der ikke aner, hvad eksempelvis en idéhistoriker kan bidrage med. Desuden opfordrer Maja til, at man gør op med det destruktive narrativ, der ofte florerer på humaniora-studierne generelt: den med, at humaniora ikke duer til noget på et arbejdsmarked, der helt fra folkeskolen af, opfordrer elever og studerende til at tage tekniske uddannelser frem for humaniora-uddannelser. Hun mener, at vi som samfund i stedet må vi lære at se hvordan humaniora-dimittender kan vinde mere indpas på samtidens arbejdsmarked. I første omgang mener hun, at det er en kamp de studerende humanister må kæmpe.
Hvad kan humanister tage med fra Majas fortælling?
Vejen frem for en humanist må være at sætte ord på sine kompetencer, – og blive klogere på hvordan de kompetencer kan bruges på arbejdsmarkedet.
