Fællessang og fællestrance – Spids Nøgenhat på Voxhall

For mig har syre- og hippierock altid været en mærkelig kop te. Især den moderne slags. Idéen virker tilbageskuende, og de to fredsfingrer betyder efterhånden ingenting. En patetisk parodi på et tabt ideal. Alligevel stod jeg lørdag aften i kø foran Voxhall. For nu skulle jeg fandme høre noget syrerock.

Tekst: Simon Ørberg

Foto: Sebastian Dammark

Som casual fan har man mange spørgsmål til en Spids Nøgenhat koncert. For hvor skæve er de overhovedet? Og hvorfor sveder Baby Woodrose så meget? Og hvem er den gennemsigtige mand egentlig? Men det er jo syrerock, så selvfølgelig får man ikke svar på noget af det. Men så får man til gengæld noget andet: Nemlig en af de bedste og mest velspillede koncertoplevelser i undertegnedes hukommelse.

Og jeg understreger oplevelsesaspektet her. For en Spids Nøgenhat koncert er ikke bare fem fyre med hver deres instrument på en scene. Det er fem fyre med hver deres instrument på en scene gennembadet og bogstavelig talt indhyllet i et psykedelisk lystapet. På en mindre scene som Voxhall er der ikke plads til det store lærred i baggrunden, så det former i stedet en slags halvcirkel om bandet, der gør salen endnu mere intim.

Hvis der skulle være nogen blandt publikum, som ikke helt synes, der er lys nok i sceneshowet, åbner Spids Nøgenhat heldigvis koncerten med mere af det. ”Mere Lys” er også åbningsnummeret på bandets anden plade, som siden udgivelsen i 2013 har gjort dem til et folkeeje blandt P6-segmentet og 68’ere med fuldtidsjobs, og nummeret inviterer da også til katarsisk fællessang og peace-tegn lige fra begyndelsen. Der er noget både smukt og komisk ved at høre et fyldt Voxhall synge, at de alle har rejst 2000 kilometer i en toværelseslejlighed.

 

Fællessang dominerer faktisk den første gode halve time af koncerten. Med store og små ørehængende som ”Lever vi endnu?”, ”Lolland Falster”, ”Spids nøgenhat i græsset” og min personlige favorit ”Den gennemsigtige mand” formår de fem syrerockere at starte en større fest, end jeg havde turde håbe på. Selv igennem ekko og feedback skinner vellyden igennem. Der er ikke en tone spillet forkert, og det giver nogle gange fornemmelsen af nærmest at være dirigeret stadionrock. Hvilket desværre ikke altid er en god ting.

 

 

Men med de velkendte hits ude af verden, er der heldigvis mere plads til, hvad bandet virkelig gør godt, hvilket er at syre ud. Numrene og soloerne bliver længere og føles friere og mere improviseret. Det er også først i denne sidste halvdel, at jeg lægger mærke til, hvor meget bandet egentlig ligner en spids nøgenhat. Altså svampen. Med langt hår, gråt skæg og en 12 strenget guitar må forsanger Baby Woodrose være det tætteste, vi kommer på en personificeret udgave af den psykedeliske svamp. Og det er en god ting. Det er svært ikke at lade sig rive med i trippet – selvom jeg ikke helt smider peace-tegnet endnu.

 

 

Efter en alt for kort time affrundes koncerten med det store og messende nummer ”Hvad har du taget?”, hvor et euforiseret publikum svarer på det retoriske spørgsmål i kor: ”Spids nøgenhat! Spids nøgenhat! Spids nøgenhat!”. Jeg tror ikke, der var nogen, som ikke sang med. Bandet svarer på kaldet med tre ekstranumre, hvor de tager os endnu dybere ind i deres bevidsthedsudvidende univers.

 

Selvom det tydeligvis er her, de alle har det sjovest på scenen, lader det til, at det også er her, de fleste blandt publikum stiger af. Det lyder forbandet fedt, men i løbet af en af de mange udsyrede guitarsoloer kan jeg ikke lade være med at tænke, at settet kunne være blevet struktureret på en anderledes måde. Det er beundringsværdigt at fyre alle hits af fra starten for at give mere plads til det syrede i syrerocken, men hvis det er på bekostning af publikumsgejsten, er det en skam.

Alligevel hopper jeg tilbage ombord, når koncerten nærmer sig sin endelige slutning. Nummeret hedder ”Fred” og er uendelig langt fra radioterritoriet i begyndelsen af koncerten. Her er det ikke fællessangen, men fællestrancen, drømmen, håbet, publikum og bandet, det smukke og det store. Det hele skal smelte sammen. Så når Baby Woodrose efter halvanden times psykedelisk kraftpræstation løfter de to ikoniske fredsfingrer og synger ”Kommer med fred, alle skal med”, lukker jeg øjnene, løfter min egen hånd og vifter de to fingrer tilbage.