Spring til indhold
Hjem » Artikler » APRILGUIDE – FaceTime edition

APRILGUIDE – FaceTime edition

Nu har vi i flere uger brugt FaceTime, Skype og diverse tjenester som erstatning for filmaftener og byture med venner og veninder. Selvom det er hyggeligt og godt at catche op over et videomøde, så lad os være ærlige… Der er ikke længere så meget nyt at fortælle. Derfor har jeg samlet fem lege, som I kan kaste jer over på FaceTime – når snakken er halvdød.

 

  1. Gæt og grimasser

Kom op ad sengen og sluk for Netflix, som vi alle har brugt på grænsen til det skamfulde. Gæt og grimasser er en klassiker, som næsten alle kender. Det er en nem leg, hvor kun fantasien sætter grænser, og så er den altid garant for et godt grin.

Sæt computeren i passende afstand og højde, og gå nu i gang med at mime for vennerne. I kan alle blive enige om en bestemt kategori, som I skal mine indenfor. Det kan være dyr, kendte personer, film eller I kan måske parodiere hinanden. En god portion selvironi, er altid godt – især i hårde tider, som denne.

Den første der gætter, hvad dine fagter skal forestille, vinder.

Lad turen gå på skift mellem deltagerne i videomødet, hold score og grin lidt af hinanden.

 

  1. Find tingen

Denne leg er super sjov og kræver, at man er hurtigere end de andre.

Alle, der er med i gruppevideoen, laver 5-10 sedler (I vælger selv hvor mange, alt efter hvor mange, der er med). På sedlerne skal I skrive noget, som kan gå under overskriften: ”Ting du kan finde i hjemmet”. Det kan være fjernbetjening, tandbørste, løbesko, deodorant eller telefonoplader. I kan også blande det med overskriften: ”Farver”. Her skal I finde noget i en bestemt farve fx gult, grønt, lilla osv. Så bliver det en blanding af bestemte ting og ting, der blot har en bestemt farve.

Man skiftes til at trække en seddel op af sin skål, og det, der står, skal nu findes. Den, der finder det først og sidder tilbage med det foran kameraet, har vundet. I skiftes hver især til at trække en af jeres sedler. Leg indtil der ikke er flere, og hold score undervejs. Måske I endda kan få pulsen lidt over Netflix-pulsen.

 

  1. Tunge

Denne leg kender mange måske fra byture, hvor diverse drukspil ofte er på programmet. Så savner I byture og fest med vennerne, skal I endelige tage jeres yndlingsalkohol frem. Og ellers er legen også hyggelig uden!

Hav hver jeres kortspil. Det gælder nu om at få fire ens først. I har fire kort på hånden og trækker en efter en et nyt kort fra bunken. Byt et kort ud indtil, I får fire ens kort. For at gøre spillet sværere kan I aftale at tage 2 x 4 ens kort ud af spillet. For eksempel tage alle fire konger ud og alle fire 8’ere ud.

Når man får fire ens kort på hånden, rækker man diskret tungen ud af munden. De andre skal nu være opmærksomme og følge trop. Den sidste der opdager det, og dermed er den sidste til at få tungen ud af munden, har tabt. Har I en øl ved hånden, kan taberen i bedste drukspilsstil tage 3 slurke af øllen. Der er ikke noget i vejen for at drikke sig lidt snalret.

 

  1. Quiz

Hvem elsker ikke en god quiz? Heldigvis er quizzen ikke en leg, vi er nødt til at droppe, bare fordi vi ikke må være sammen med alle vennerne.

Inden aftenens videomøde skal I aftale hvem, der står for dagens quiz. Det kan være om lige det, I selv ønsker. Er I alle fx vilde med musik, gør Spotify og andre musiktjenester det let for os, at lege quizmaster og DJ i én.

Personen, der har lavet quizzen, er selvfølgelig quizmaster, og de andre, som er med i videosamtalen, er benhårde konkurrenter.

Spørgsmålet læses op, og den første der melder ind, må svare. I kan selv bestemme, om et forkert svar eventuelt skal give de andre deltagere et point. Quizmasteren holder som dommer også styr på pointene.

Knap en øl eller en sodavand op og skål indimellem, så er det faktisk næsten som de fredage, vi kender.

 

  1. Vind en kategori

Nu handler det om at være skarp og vide noget. I hvert fald indenfor nogle bestemte kategorier.

I vælger på skift en kategori, som runden skal omhandle. Det kan være kærlighedsfilm, fodboldspillere, danske forfattere, ABBA-sange, ædelgasser, danske retter, bilmærker og så videre. Herefter gælder det bare om på skift at nævne nogen eller noget under kategorien. Den, der ikke kan komme på noget eller nævner noget, der er blevet sagt tidligere, har tabt runden.

Sidder du med et bud, du selv tænker er helt genialt, kan du gemme det til senere i runden, når det virkelig spidser til med at komme på noget. Men pas på, måske bliver det sagt lige for næsen af dig.