Spring til indhold
Hjem » Artikler » Få et bedre forhold til alkohol – med Folkesundhed Aarhus

Få et bedre forhold til alkohol – med Folkesundhed Aarhus

I Danmark har vi tradition for at drikke meget og starte tidligt. Faktisk drikker mere end en femtedel af danskerne mere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænser, og af dem ønsker 1 ud 3 danskere faktisk at drikke mindre, dog synes de, at det kan være svært at sige nej til alkohol. Derfor tilbyder Folkesundhed forebyggende samtaler og kurser til alle, der ønsker at se nærmere på deres alkoholforbrug.

Folkesundhed Aarhus oplever, at flere unge og studerende kontakter dem, fordi de synes, at alkohol fylder meget i deres omgangskreds. De unge giver også udtryk for, at de tit synes, at de får en bedre aften, hvis folk ikke drikker sig fulde.

Sundhedsmedarbejder Dorte Nissen fra Folkesundhed Aarhus fortæller, at vi i Danmark har en kultur, ”der kalder på, at vi tør snakke om de her ting og snakke om, at mange unge faktisk ønsker det anderledes og gerne vil have hjælp til, hvordan de griber det an.”

De forebyggende samtaler og kurser er gratis, og er helt anonyme for alle uanset alder. Det eneste man skal gøre er, at kontakte Folkesundhed Aarhus og sige, at man gerne vil have en snak.

 

At acceptere, at man har et problem

En af de unge, som har benyttet sig af de gratis samtaler hos Folkesundhed Aarhus er 23-årige Jonas, som studerer på Aarhus Universitet. Han kontaktede Folkesundhed Aarhus, fordi han alt for tit oplevede at drikke så meget, at han fik blackouts og blandt andet ikke kunne huske, hvordan han var kommet hjem fra byen.

”Jeg har desværre en tendens til at drikke meget, som også har været problemet i det. Det er også mit problem, det er noget personligt for mig. Jeg har noget genetisk, som måske gør, at jeg har svært ved at styre det,” som Jonas fortæller. Hans ’wake-up call’ kom, da hans kæreste og venner tog fat i ham og sagde, at de var bekymrede for, hvor meget han drak. Uden dem er Jonas heller ikke sikker på, at han ville have indset, at han drak for meget. ”Så var jeg måske bare fortsat,” fortæller han.

Derefter tog Jonas kontakt til lægen, som henviste ham til Folkesundhed Aarhus og deres forebyggende tilbud. I sit forløb hos Folkesundhed Aarhus var noget af det sværeste for Jonas helt sikkert at acceptere, at han havde et problem.

”Det er bare et voldsomt label at få. Der kan jeg huske, at jeg selv var sådan ’fuck, det er virkeligt’.”

 

Hvad er et alkoholproblem?

Lige præcis dét at acceptere, at man måske har brug for hjælp, er også en vigtig – men svær – del af det forebyggende tilbud. For som Dorte Nissen spørger, ”hvornår har man egentlig et problem med alkohol?”

Det er et spørgsmål, som de møder ofte hos Folkesundhed Aarhus, og de anerkender, at alkoholproblemer kan være svære at definere.  ”Men,” som Dorte Nissen siger, ”hos os siger vi, at når nogen finder noget problematisk relateret til et alkoholindtag – uanset hvor ofte, hvor meget, hvordan og så videre – så ER det et alkoholproblem.”

Jonas anbefaler, at man snakker med sine venner eller familie om det, hvis man føler, at man har et alkoholproblem. Han opfordrer til at spørge sine venner, hvordan de vurderer ens alkoholforbrug, hvis man er i tvivl:

”Hvis du føler, du har et problem, så start med at snakke med en, du virkelig har nært.”

 

Snak om det og bryd tabuet

Generelt har Jonas været meget åben omkring sine samtaler hos Folkesundhed Aarhus. ”Det tror jeg, det er virkelig godt,” fortæller han, ”at gå ud og snakke med folk om det. Det kan jo også påvirke andre til at sige ’sådan har jeg det egentlig også’. Det ved man jo aldrig.”

For ham har det været svært, men også meget befriende at folk i hans omgangskreds har været helt klar over, at han har nedsat sit alkoholforbrug. Det har hjulpet til, at de har haft en åben dialog om det. ”Der har jeg valgt at være åben omkring det,” fortæller han, ”fordi jeg tror, det hjælper meget.”

Jonas har haft i alt tre samtaler hos Folkesundhed Aarhus, hvor han har arbejdet med, hvordan han for eksempel skal håndtere alkohol i sociale situationer. For ham er det vigtigt ikke at gøre alkohol til fjenden, men i stedet at sætte nogle realistiske grænser.

For Jonas handler det også meget om balance. ”Man kan hurtigt skuffe sig selv, hvis man bare går og siger, at nu må jeg aldrig drikke igen. Og så drikker man igen. Så man skal i stedet sætte sig nogle realistiske mål fra starten.”

Folkesundhed har også meget fokus på at aftabuisere alkoholproblemer ved at tale om det. ”Vi ved, at det kan være svært at tale med andre, hvis man har – eller er pårørende til en med – et alkoholproblem,” som Dorte Nissen fortæller. ”Det vil vi gerne lave om på.”

 

For meget?

I Danmark har vi som sagt kultur for at drikke meget, og danske unge har en topplacering, når det kommer til at drikke allermest, hvilket Dorte Nissen ikke ligger skjul på, at hun finder problematisk. ”Vi formoder, at den øgede tilstrømning til vores tilbud godt kunne være et tegn på, at vores tilbud kunne være en vej til at blive klogere på, hvordan man griber sit eget opgør med ungdommens drukkultur an,” fortæller hun.

Jonas medgiver også, at der tit er alkohol involveret i sociale arrangementer på især universitetet. ”Det [at drikke] er en kæmpe del af kulturen,” fortæller han, ”og man bliver tit også påvirket til det, tror jeg også, hvor man måske ikke har lyst og overvejer at gå hjem, men så er der en, der siger ’jeg gir lige en øl mere’ eller ’skal vi ikke tage et shot’ og så fortsætter det bare.”

Han synes samtidig, at fredagsbarer på diverse fakulteter på universitetet er en god ting. ”Jeg synes, det er fedt med fredagsbarer, og jeg er også fortaler for det, og jeg har også været med på hyttetur.” Han anerkender dog, at det måske godt kan blive for meget. ”Men jo, det kan godt være, at alkohol bliver involveret for tit. Der er jo mange arrangementer med det.”

Hans råd er at snakke med andre og kontakte for eksempel Folkesundhed Aarhus, hvis man føler, at man har et for stort alkoholforbrug.  ”Snak med nogen om det og søg hjælp. Hvis det alligevel bare er en snak, det skal handle om,” siger han og understreger, at han har været rigtig glad for sine samtaler hos Folkesundhed, som han føler, at han altid kan tage kontakt til igen, hvis han får brug for det.

 

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har et skadeligt forbrug af alkohol, kan man tage en test inde på Folkesundheds hjemmeside, hvor man også kan læse mere om deres forebyggende tilbud. Man kan også ringe til alkoholteamet på telefon: 41857761.