Det amerikanske wunderkind Kurt Vile er en yderst produktiv herre. To albums med bandet War On Drugs, fire regulære soloalbums og en række ep’er er det blevet til siden 2007. Smoke Ring For My Halo er seneste skud på stammen. Et aktivitetsniveau der kan give de fleste sved på panden, og indgyde frygt for, at der bliver slækket på kvaliteten.
Af Vibe Kiil
Men den frygt kan man godt lægge på hylden. Kurt Vile har på alle sine udgivelser holdt et højt niveau, og med Smoke Rings har han lavet sit mest gennemkomponerede og sammenhængende album til dato. Der er blevet ryddet op i de mest skrattende elementer, men støvknitren får lov at bestå og lægger sig inciterende mellem de musikalske lag. Det får paradoksalt nok musikken til at fremstå skarpere, samtidig med at lydbilledet generelt er meget lavmælt. Det giver en uforceret spænding i lydbilledet, der holder hele pladen igennem. Viles let mumlende vokal er filtret helt ind i musikken. Den indgår som en organisk helhed, eksempelvis i ”Jesus Fever”, hvor den elegant og ømt bevæger sig med guitaren. Eller på ”Puppet To The Man”, hvor Vile med en latent og laid back vrængen og snerren i stemmen tager naturlige favntag med 70’er rocken.
Den nedtonede ”On Tour” er et af albummets stjernestunder, der skaber et intimt øjeblik, hvor nærværet sitrer. Viles vokal er stadig lige mumlende og småmonoton, med en næsten doven kvalitet. Men han formår at opretholde en intensitet, der aldrig slipper sit tag. Og i samspil med det ligeså afslappede, intense og præcise musikalske fundament, toppet med en enkel og smuk melodisk figur, kryber den helt ind til benet og giver et behageligt gys af velvære.
Der springes ikke højt og larmende på Smoke Rings For My Halo. Armbevægelserne er ikke store. Men det er en fokuseret plade, der i al sin tilbagelænethed frembringer en intensitet, der giver en stor dybde i det musikalske univers. Der er et nærvær og en intimitet til hele pladen, der bringer lytteren helt ind i privatsfæren. Det kræver et par gennemlytninger. Ligesom armbevægelserne ikke er store, så lukkes lytteren ikke ind med vidtåbne arme ved første møde. Men lige fra det elegantklukkende åbningsnummer ”Baby’s Arms” til den nedtonede slutreplik ”Ghost town” har man lyst til at blive hængene og lære musikken og Kurt Viles univers at kende. Et afdæmpet, underspillet og mumlende univers, fyldt med intensitet og dybde.
Kurt Vile spiller på Voxhall den 13. Maj
Kurt Vile, Smoke Rings For My Halo, Matador/Playground
